Gå til sidens indhold

Lille fald i andelen af boligstøttemodtagere

Boligstøtte december 2023

I december 2023 modtog 592.500 personer boligstøtte på vegne af husstanden. Det betyder, at lidt mere end hver femte husstand i Danmark, svarende til 20,9 pct., modtog boligstøtte. Det er et fald på 0,2 procentpoint i forhold til 2022 og et fald på 1,3 procentpoint siden 2018, hvor andelen af husstande, som modtog boligstøtte, var 22,2 pct.

Andel af husstande som modtog boligstøtte i december måned fordelt på boligsikring og boligydelseKilde: www.statistikbanken.dk/bost63 og fam55n

Forhøjet pensionsalder bidrager til fald i boligydelsesmodtagere

Boligstøtte udbetales i form af boligsikring eller boligydelse. Boligsikring er hovedsageligt til lejere under folkepensionsalderen, mens boligydelse er til folkepensionister samt personer, som har fået tildelt førtidspension før 2003. Antallet af personer, der har modtaget boligydelse, er siden 2018 faldet fra 285.800 til 274.200 på trods af et stigende antal ældre i befolkningen som helhed, se www.statistikbanken.dk/bef5. Opgjort efter antallet af husstande, som modtager boligydelse, er andelen faldet over de seneste seks år - fra 10,6 pct. til 9,7 pct. Faldet i andelen af boligydelsesmodtagere hænger blandt andet sammen med den gradvise forøgelse af folkepensionsalderen fra 65 til 67 år, idet færre personer, alt andet lige, har kunnet søge om støtten.

Andelen af førtidspensionister på boligsikring er steget de sidste seks år

Andelen af befolkningen som modtog boligsikring er fra 2018 til 2023 faldet fra 11,6 til 11,2 pct. Det var 2,6 pct. af husstande i Danmark, som i december 2023 modtog boligsikring til førtidspensionister, hvilket er en stigning på 0,9 procentpoint siden 2018. Stigningen skal ses i lyset af en stigning i personer, der har fået tildelt førtidspension siden 2003, og den forhøjede folkepensionsalder, se Flest mænd modtog tidlig pension i 2022 (Nyt fra Danmarks Statistik 2023:138). Andelen af andre boligsikringsmodtagere (fx kontanthjælpsmodtagere og andre lavindkomstgrupper) er omvendt faldet med 1,3 procentpoint over den seksårige periode.

Højest beløb hos ældre

Medianen af udbetalt boligstøtte til 70-74-årige var 3.200 kr. i december 2023. Til sammenligning var medianudbetalingen til 60-64-årige 1.600 kr. Forskellen skyldes, at man som folkepensionist kan modtage boligydelse, hvor der generelt udbetales højere beløb end på boligsikring. 65-69-årige boligsikringsmodtagere (førtidspensionister undtaget) havde en medianudbetaling på 750 kr., mens medianudbetalingen til boligydelsesmodtagere i samme aldersgruppe var 3.100 kr.

Udbetalt boligstøtte fordelt på modtagerens alderKilde:www.statistikbanken.dk/bost64

Størst spredning i beløb i 35-49-årsalderen

Spredningen af udbetalte beløb til boligstøttemodtagere var især stor i 35-49-årsalderen. Eksempelvis var den nedre kvartil af udbetalte beløb til boligstøttemodtagere i aldersgruppen 35-39-år 820 kr. i december 2023, mens den øvre kvartil af udbetalte beløb i samme aldersgruppe lå på 3.000 kr. i samme måned. Spredningen er formentlig særligt stor i denne aldersgruppe, da der er et loft over, hvor mange penge man kan få udbetalt, når der ikke er børn på adressen, mens familier med flere børn modtager højere boligstøtte.

Nyt fra Danmarks Statistik

4. marts 2024 - Nr. 58

Hent som PDF
Næste udgivelse: 13. marts 2025

Kontakt

Kilder og metode

Boligstøtte ydes enten som boligsikring eller som boligydelse. Boligsikring tildeles ikke-pensionerede samt til førtidspensionister som har fået tildelt førtidspension efter 1. januar 2003. Boligydelse tildeles pensioni-ster og førtidspensionister fra før 1. januar 2003. Boligstøtte af¬hænger primært af husstandens samlede indkomst, formue, huslejen, boligens størrelse og antal hjemmeboende børn. Pensionister som er ejere og andelshavere kan tildeles boligydelse i form af lån.
Se flere oplysninger i statistikdokumentationen og emnesiden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation