Afdæmpet BNP-vækst i første kvartal
BNP-indikator 1. kvt. 2023
BNP-indikatoren peger på en afdæmpet stigning i BNP på 0,3 pct. i første kvartal af 2023, når der korrigeres for prisstigninger og sæsonbevægelser. Den positive vækst for kvartalet var bl.a. drevet af fremgang i industrien og forsyningsbrancher, der inkluderer virksomheder beskæftiget inden for el, gas, vand og varme. Modsat bidrog bygge- og anlægsbranchen negativt og var af den grund med til at dæmpe kvartalsvæksten i BNP. Den historiske fremgang, der har været på arbejdsmarkedet de seneste to år, fortsatte ind i 2023, hvor beskæftigelsesindikatoren peger på en stigning på 0,4 pct. i den samlede beskæftigelse i første kvartal. Læs mere om usikkerhed ved denne opgørelse af BNP-indikatoren under Særlige forhold.
Kilde: www.statistikbanken.dk/nkn1 er fremskrevet med BNP- og beskæftigelsesindikatoren for den seneste periode.Tidlige estimater peger på fremgang i BNP på begge sider af Atlanten
Der var i første kvartal af 2023 også afdæmpet økonomisk vækst både i USA og EU-27. På begge sider af Atlanten var der stigning i BNP på 0,3 pct. Blandt EU's medlemslande havde Portugal, med en stigning på 1,6 pct., den højeste BNP-vækst blandt de lande, der offentliggør tidlige estimater. Modsat oplevede Litauen et fald på 3,0 pct., og var dermed det land med størst tilbagegang. For Danmarks nabolande var der i Sverige en fremgang på 0,2 pct., mens Tyskland havde nulvækst. Blandt de øvrige store EU-lande var der i Spanien og Italien stigninger på 0,5 pct., mens Frankrig havde en vækst på 0,2 pct. i BNP. Opdaterede tal for EU-landenes BNP og beskæftigelse offentliggøres 16. maj kl. 11, hvor der vil indgå tal for Danmark baseret på ovennævnte BNP- og beskæftigelsesindikator.
Kilde: www.statistikbanken.dk/nkn1 er fremskrevet med BNP-indikatoren for den seneste periode, Eurostat og BEA. Senest opdateret 12. maj 2023.Særlige forhold ved denne offentliggørelse
Generelt om Danmarks Statistiks BNP-indikator og beskæftigelsesindikator
BNP-indikatoren giver et foreløbigt estimat af BNP-væksten baseret på de indikatorer for produktionssiden af dansk økonomi, som aktuelt står til rådighed. Beregningen afspejler således udviklingen i dansk produktion samt forbrug i produktionen, mens indikatorer for efterspørgselssiden - herunder udenrigshandel, investeringer og endeligt forbrug - ikke indgår direkte i beregningerne. Denne metode er valgt, fordi indikatorerne for produktionssiden erfaringsmæssigt giver det bedste estimat for væksten inden for en kort tidsramme. Læs mere om beregningen af indikatoren i notatet Dokumentation af BNP-indikator (pdf). Baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden for BNP-væksten generelt vurderes til ± 0,5 procentpoint.
Beskæftigelsesindikatoren er en fremskrivning af det samlede antal beskæftigede personer, opgjort i det kvartalsvise nationalregnskab vha. foreløbige estimater fra Arbejdstidsregnskabet. Det er tilstræbt, at data og metoder ligger så tæt som muligt på opgørelsen i det kvartalsvise nationalregnskab. Fordi der er færre data til rådighed, beregnes der normalt estimater for den tredje måned i kvartalet. Se mere om beskæftigelsesindikatoren i notatet Dokumentation af Beskæftigelsesindikatoren (pdf).
Særligt vedr. første offentliggørelser for første kvartal
Ved offentliggørelsen af BNP-indikatoren samt den første foreløbige nationalregnskabsberegning for første kvartal skal udviklingen fortolkes med en vis påpasselighed. Dette skyldes, at mange kilder løbende opdateres med nye data tilbage i tid - dvs. før 2023, mens nationalregnskabet ikke revideres for tidligere år. Der er generelt forsøgt taget højde for denne udfordring. For industrien betyder dette eksempelvis, at der ved denne beregning er blevet korrigeret særligt for at tilpasse sig udviklingen i industriens produktionsindeks offentliggjort 8. maj. De opdaterede kilder for 2020-2022 indarbejdes først i Nationalregnskab 1. kvt. 2023 revideret, der offentliggøres 30. juni 2023.
Usikkerhed fra opgørelsen af Firmaernes køb og salg
I BNP-indikatoren og i den første foreløbige kvartalsvise nationalregnskabsberegning for første kvartal anvendes en foreløbig, intern version af Firmaernes køb og salg, hvor der er relativt mange imputeringer for køb og salg. Dette skyldes, at der kun indberettes moms kvartalsvist eller halvårligt for en betydelig andel af virksomhederne. Af den grund er denne udgivelse behæftet med større usikkerhed på bl.a. serviceerhverv samt bygge og anlæg. Dette gælder også ved den kommende udgivelse af Nationalregnskab 1. kvt. 2023, der offentliggøres 31. maj 2023. Ved udgivelsen af Nationalregnskab 1. kvt. 2023 revideret, der offentliggøres 30. juni 2023, vil der blive anvendt en version af Firmaernes køb og salg, hvor langt de fleste imputeringer for kvartalsindberetterne er erstattet af faktiske indberetninger.
Øget usikkerhed i sæsonkorrektionen
Der må forventes øget usikkerhed på sæsonkorrektionen som følge af påvirkning fra COVID-19-pandemien. Det skyldes bl.a., at beregningerne af de seneste sæsonkorrigerede værdier for de enkelte detaljerede serier delvist er baseret på fremskrivninger af den observerede serie, og derfor vil pludselige ændringer i seriens forløb (outliere) føre til en øget usikkerhed. Detekteringen af outliere vurderes også at være ekstra følsom for den seneste periode i forbindelse med COVID-19-pandemien. Outliere detekteres og behandles primært automatisk i standardanvendelse af sæsonkorrektionsprogrammet JDemetra+ med X13-metoden.
Nyt fra Danmarks Statistik
15. maj 2023 - Nr. 170
Hent som PDF
Næste udgivelse: 15. august 2023
Kontakt
- Jonas Dan Petersen, tlf. 30 57 18 26
- Søren Havn Gjedsted, tlf. 30 45 28 67
Kilder og metode
Indikatoren giver et foreløbig estimat af BNP-væksten beregnet fra produktionssiden i et system, der sikrer konsistens med nationalregnskabets begrebsapparat. Læs mere i notatet Dokumentation af BNP-indikator.