Høj økonomisk vækst i Region Hovedstaden
Regionalfordelt nationalregnskab 2023
Region Hovedstadens bruttonationalprodukt (BNP) voksede med 5,0 pct. i 2023, når der korrigeres for prisudvikling. De øvrige regioner oplevede langt fra lige så høj vækst. I Region Syddanmark voksede BNP med 2,5 pct. Væksten i Region Sjælland var på 0,2 pct. I Region Nordjylland og Region Midtjylland var væksten negativ med vækstrater på henholdsvis -1,0 pct. og -0,4 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/nrhpRegion Hovedstadens vækst drevet af industri, handel og transport
Det var overvejende væksten i brancherne industri samt handel og transport mv., som drev den økonomiske vækst i Region Hovedstaden. I 2023 voksede bruttoværditilvæksten i branchen industri med 19,4 pct. i Region Hovedstaden. Især medicinalindustrien bidrog til den høje vækst i industrien. Bruttoværditilvæksten i branchen handel og transport mv. voksede med 6,3 pct.
En større og større del af BNP skabes i Region Hovedstaden
Siden 1993 er BNP i Region Hovedstaden vokset mere end i resten af landet. For tredive år siden udgjorde BNP i Region Hovedstaden 36,0 pct. af Danmarks BNP. I 2023 var andelen vokset til 42,8 pct. Det er især i landsdelene Byen København og Københavns Omegn, at den økonomiske aktivitet har udviklet sig kraftigt. Siden 1993 er BNP vokset med 135,5 pct. i Byen København og med 130,5 pct. i Københavns Omegn. For landet som helhed er BNP vokset med 74,4 pct. Den øgede koncentration af den økonomiske aktivitet omkring de store byer er et udtryk for urbanisering, hvor indbyggere og virksomheder i større og større grad samler sig i de store byer.
Første offentliggørelse af regionalfordelt nationalregnskab for 2023
Dette er den første offentliggørelse af det regionalfordelte nationalregnskab for 2023. Opgørelsen er i overensstemmelse med Dansk økonomi især drevet af medicinalindustri (Nyt fra Danmarks Statistik 2024:199), som blev offentliggjort 28. juni 2024, og som indeholder hovedreviderede endelige nationalregnskabstal til og med 2020 samt foreløbige opgørelser for 2021-2023.
Hovedrevision af nationalregnskabet
I denne version af det regionalfordelte nationalregnskab er der foretaget revisioner for hele tidsserien tilbage til 1993. Hovedrevisionen af nationalregnskabet er et fælleseuropæisk projekt, der gennemføres hvert femte år. Formålet med revisionen er at indarbejde ny viden og nye metoder samt sikre ensartede opgørelsesmetoder for alle lande. Hovedrevisionen har ikke medført større ændringer i BNP på regionalt niveau. Læs mere om Hovedrevision af nationalregnskabet - 2024.
Ny metode til regionalisering af elforsyning
I forbindelse med hovedrevisionen er der udviklet en ny metode til regionalisering af bruttoværditilvæksten i branchen elforsyning, hvor der er indarbejdet data for hav- og landvindmølleproduktion fra Energistyrelsen. Tidligere har der kun været anvendt data for produktion på elværker. Den ændrede metode betyder, at den regionale fordeling af bruttoværditilvæksten i forsyningsbranchen har ændret sig, bl.a. som følge af at produktion på havvindmøller henføres til uden for region.
Kilde: www.statistikbanken.dk/vnrbp10Nyt fra Danmarks Statistik
28. oktober 2024 - Nr. 312
Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. oktober 2025
Kontakt
- Ulla Ryder Jørgensen, tlf. 51 49 92 62
Kilder og metode
Det regionalfordelte nationalregnskab omfatter en opgørelse af bruttonationalproduktet og andre nationalregnskabsvariable for regioner og landsdele samt for kategorien uden for region. I kategorien uden for region placeres aktiviteter, der ikke kan henføres til en enkelt region, primært udvinding af olie og naturgas.