Gå til sidens indhold

Stort offentligt overskud

Regnskaber for offentlig forvaltning og service 2020-2022 juni-version

I 2022 var der et overskud på 97,4 mia. kr. på de offentlige finanser. Det er lidt lavere end året før, hvor overskuddet var på 103,5 mia. kr. Overskuddet i 2022 er stort trods et markant fald i pensionsafkastskatten. Indtægterne herfra var på 11,5 mia. kr. i 2022 i modsætning til 63,8 mia. kr. i 2021. Det blev imidlertid delvist opvejet af stigninger i provenuet fra andre skatter, hvor personlige indkomstskatter steg med 30,7 mia. kr., og indtægterne fra moms steg med 13,6 mia. kr. Sammen med et fald i de samlede offentlige udgifter, der bl.a. skyldes et markant fald i subsidierne, gav det et stort overskud i 2022. Det skal bemærkes, at beskatningen af de indefrosne feriemidler gav staten ekstraordinære skatteindtægter på 20,1 mia. kr. i 2020 og 14,6 mia. kr. i 2021.

Den offentlige saldoKilde: www.statistikbanken.dk/off3

Faldende udgifter til arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp

Udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp faldt i 2022 med hhv. 6,3 mia. kr. og 1,1 mia. kr. i forhold til 2021. De samlede udgifter til sociale ydelser faldt dog kun med 0,2 mia. kr. i forhold til 2021, så de i 2022 udgjorde 387,5 mia. kr., hvilket bl.a. skyldes, at udgifterne til generelle pensioner steg med 3,0 mia. kr.

Udgifter til arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælpKilde: www.statistikbanken.dk/off10

Revisioner siden seneste offentliggørelse

I forhold til udgivelsen af marts-versionen 24. marts 2023 er den offentlige saldo opjusteret med 4,5 mia. kr. i 2022. Det skyldes indarbejdelsen af nyere og bedre kilder. Denne opgørelse inkluderer endelige regnskabstal for kommuner og regioner samt for bl.a. universiteter. Disse nye kilder har givet anledning til små opjusteringer af en række udgifter samt en opjustering af indtægterne, som resulterer i en forbedring af saldoen på 4,5 mia. kr. Skatteindtægterne er opjusteret med 7,1 mia. kr. på baggrund af nye tal fra Skattestyrelsen. I 2021 er saldoen opjusteret med 12,5 mia. kr. Det skyldes hovedsageligt en opjustering af indtægterne fra selskabsskatterne og personskatterne med hhv. 7,1 mia. kr. og 1,8 mia. kr.

Hovedrevision af nationalregnskab, betalingsbalance og offentlige finanser

Danmarks Statistik offentliggør i 2024 hovedreviderede tal for nationalregnskab, betalingsbalance og offentlige finanser. Det sker som led i at overholde den europæisk aftale om en harmoniseret revisionspolitik for de økonomiske makrostatistikker (Harmonised European Revision Policy for Macroeconomic Statistics -HERP).

HERP er aftalt mellem Europa-Kommissionen (Eurostat) og den Europæiske Centralbank (ECB) på den ene side og statistikbureauer og centralbanker på den anden side. HERP tilsiger, at medlemslandene samtidig hvert femte år skal gennemføre en såkaldt benchmark revision - eller hovedrevision, som vi kalder det -  af de økonomiske makrostatistikker.

Grunden til, at der gennemføres benchmark revisioner af makrostatistikkerne er, at vi ønsker at implementere nye datakilder og nye metoder i beregningerne for hele tidsserien og - når sådanne foreligger - også at implementere opdaterede internationale manualer, som i EU-regi bliver omsat til ny EU-lovgivning. På den måde kan nye fænomener i økonomien blive afspejlet i tidsserien og ny viden kan blive indarbejdet.

Et vigtigt fokus for Eurostat med at gennemføre benchmark-revisioner er, at sikre at data til opfyldelse af landenes europæiske forpligtigelser er retvisende og sammenlignelige, herunder især opgørelserne af bruttonationalindkomsten (BNI) og det offentlige over-/underskud og den offentlige gæld til Excessive Deficit Procedure (EDP).

Ved denne hovedrevision implementeres der nye datakilder, ændringer i kildegrundlaget, nye metoder og en opdateret forbrugsklassifikation (COICOP) i nationalregnskabet. Hovedrevision betyder, at de økonomiske statistikker revideres i hele den tidsperiode, de foreligger i, så tidsserien forbliver sammenhængende. Fx revideres input-outputtabellerne tilbage til 1966.

De hovedreviderede tal offentliggøres fra juni 2024.

Nyt fra Danmarks Statistik

5. juni 2023 - Nr. 194

Hent som PDF
Næste udgivelse: 22. marts 2024

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen er udarbejdet inden for rammerne af Databasen for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR). Det betyder, at de regnskabs- og budgetdokumenter, som ligger til grund, foreligger med nationalregnskabskoder på et meget detaljeret niveau. Det er muligt at få adgang til disse informationer mod betaling.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation