Den finansielle nettoformue stiger fortsat
Offentligt kvartalsregnskab 4. kvt. 2022
Den offentlige finansielle nettoformue steg med 4,9 mia. kr. i fjerde kvartal 2022. Dermed udgjorde nettoformuen 463,2 mia. kr. ved udgangen af kvartalet. Stigningen kan primært tilskrives et offentligt overskud på 19,0 mia. kr. Omvendt var omvurderinger og andre mængdemæssige ændringer af finansielle aktiver med til at mindske stigningen i nettoformuen. I løbet af 2022 steg nettoformuen med 148,0 mia. kr. til 463,2 mia. kr. Stigningen kan hovedsageligt tilskrives et offentligt overskud på 93,0 mia. kr. samt kursfald på 135,0 mia. kr. på udestående statsobligationer, hvorimod nettoformuen blev forringet med 43,1 mia. kr. som følge af kursfald i Ørsted A/S.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off22Offentligt overskud i fjerde kvartal
I fjerde kvartal 2022 var der et overskud på de offentlige finanser på 19,0 mia. kr., hvilket er 4,7 mia. kr. lavere end i tredje kvartal. De samlede udgifter var 329,7 mia. kr., hvilket er en stigning på 19,9 mia. kr. i forhold til tredje kvartal 2022. Ligeledes steg de samlede indtægter fra 333,5 mia. kr. til 348,7 mia. kr. i fjerde kvartal 2022.
Det offentlige overskud er opgjort til 21,2, 29,2 og 23,7 mia. kr. i hhv. første, andet og tredje kvartal 2022. Det er en opjustering på hhv. 16,5, 15,7 og 16,5 mia. kr. i forhold til sidste offentliggørelse, hvilket hovedsageligt skyldes en forøgelse af indkomstskatterne. Således er det samlede offentlige overskud i 2022 nu opgjort til 93,0 mia. kr.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off3kLille fald i ØMU-gælden
ØMU-gælden faldt med 5,2 mia. kr. i fjerde kvartal 2022 til 834,8 mia. kr. Dermed udgjorde ØMU-gælden 29,9 pct. af BNP ved udgangen af fjerde kvartal 2022. Faldet i ØMU-gælden skyldes hovedsageligt nedbringelse af statens udestående statsobligationer på 15,2 mia. kr. og statens korte gældsudstedelser, hvorimod en stigning i korte lån på 7,5 mia. kr. var med til at mindske faldet i ØMU-gælden. ØMU-gælden er en bruttogældsopgørelse for offentlig forvaltning og service opgjort i nominel værdi, der omfatter en konsolideret opgørelse af de væsentligste gældsposter. Se nærmere forklaring om ØMU-gældsbegrebet og dets anvendelse i statistikdokumentationen for Offentligt underskud og gæld i EU-landene.
Kilde: www.statistikbanken.dk/edp5Udgifter til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp
De sæsonkorrigerede udgifter til arbejdsløshedsdagpenge steg i fjerde kvartal 2022 med 0,2 mia. kr. til 3,4 mia. kr. Udgifterne til sygedagpenge faldt med 0,2 mia. kr. til 3,5 mia. kr., mens udgifterne til kontanthjælp på 3,0 mia. kr. var uændret mellem tredje og fjerde kvartal. Dermed er de samlede udgifter til arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp uændret mellem tredje og fjerde kvartal 2022 og udgjorde 10,2 pct. af de samlede indkomstoverførsler til husholdningerne.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off10kRevisioner
Den offentlige saldo i første, andet og tredje kvartal 2022 er blevet opjusteret med hhv. 16,5, 15,7 og 16,5 mia. kr. i forhold til sidste offentliggørelse. Således er overskuddet nu opgjort til hhv. 21,2, 29,2 og 23,7 mia. kr. Revisionen skyldes primært en opjustering af de personlige indkomstskatter på hhv. 8,3, 7,3 og 8,6 mia. kr. Derudover, er pensionsafkastskatten og selskabsskatten opjusteret med hhv. 1,2 og 1,0 mia. kr. i hvert af de første tre kvartaler i 2022. Samtidig er forbrug i produktionen blevet nedjusteret med hhv. 1,7, 1,7 og 1,5 mia. kr.
Særlige forhold ved denne offentliggørelse
Opgørelse af COVID-19-hjælpepakker
I forbindelse med opgørelsen af udgifter til COVID-19-hjælpepakker er data fra statsregnskabet til denne offentliggørelse suppleret med månedlige dataleverancer fra Erhvervsstyrelsen om udbetalinger til erhvervslivet. Der er usikkerhed forbundet med opgørelsen af udgifter til kompensationspakkerne. Der kan således forekomme efterregistreringer trods periodernes udløb. Der vil desuden sandsynligvis forekomme tilbageløb i forbindelse med udbetalinger til virksomheder, der ikke har levet op til betingelserne for udbetaling og dermed fået uberettiget støtte. Der blev åbnet for den endelige indberetning til slutafregning i slutningen af maj, og fristen for at indberette var 30. november 2022 på tværs af alle kompensationsordninger.
Opgørelse af minkerstatnings- og kompensationsordninger
I forbindelse med opgørelsen af udgifter til minkerstatnings- og kompensationsordninger er data fra statsregnskabet til denne offentliggørelse suppleret med kvartalsvise dataleverancer fra Fødevarestyrelsen om udbetalinger til minkavlere og følgeerhverv.
Nyt fra Danmarks Statistik
29. marts 2023 - Nr. 107
Hent som PDF
Næste udgivelse: 28. juni 2023
Kontakt
- Ida Balle Rohde, tlf. 61 24 24 85
- Stefan Koch Olsen, tlf. 51 23 92 17
Statistikdokumentation
- Offentligt underskud og gæld i EU-landene
- Finansielle konti for offentlig forvaltning og service
- Kvartalsvise offentlige finanser (Afsluttet)