Gå til sidens indhold

Lille offentligt underskud trods COVID-19

Regnskaber for offentlig forvaltning og service 2018-2020 juni-version

Der var et underskud på 14,0 mia. kr. på de offentlige finanser i 2020. Underskuddet er 12,7 mia. kr. mindre end i vores offentliggørelse 25. marts 2021. Det skyldes bl.a. en opjustering af skatteindtægterne på 8,2 mia. kr., hvoraf 6,5 mia. kr. vedrører moms. Den offentlige saldo er forværret 108,2 mia. kr. i forhold til overskuddet på 94,2 mia. kr. i 2019. Underskuddet i 2020 ville have været større, hvis de indefrosne feriepenge ikke var kommet til udbetaling. Beskatningen af feriemidlerne gav staten ekstraordinære skatteindtægter på 20,4 mia. kr.

Den offentlige saldoKilde: www.statistikbanken.dk/off3

Subsidierne og kapitaloverførsler steg kraftigt

Subsidierne steg med 30,1 mia. kr. i forhold til 2019, så de udgjorde 68,0 mia. kr. i 2020. Det er en stigning på 79 pct., og dermed er udgifterne på et historisk højt niveau. Årsagen er de hjælpepakker til erhvervslivet, som blev indført i forbindelse med COVID-19-restriktionerne. Kapitaloverførslerne steg fra 5,1 mia. kr. i 2019 til 29,5 mia. kr. i 2020. De har ikke været højere siden den ekstraordinære tilbagebetaling af efterlønsbidrag i 2012. Stigningen skyldes i høj grad forventede tab på standardiserede lånegarantier til virksomheder gennem Vækstfonden og Eksport Kredit Fonden i forbindelse med COVID-19-restriktionerne.

Stigende udgifter til arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge

De samlede udgifter til sociale ydelser steg i forhold til 2019 med 21 mia. kr., så de i 2020 udgjorde 386 mia. kr. Stigningen skyldes bl.a., at udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge steg med hhv. 6 mia. kr. og 2 mia. kr. Derudover steg udgifterne til pensioner med 5 mia. kr. En lang række andre ydelser bl.a. SU, boligsikring og boligydelse steg med mindre beløb.

Udgifter til Arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpengeKilde: www.statistikbanken.dk/off10

Revisioner

I forhold til udgivelsen af marts-versionen 25. marts 2021, er den offentlige saldo opjusteret med 12,7 mia. kr. i 2020. Det skyldes indarbejdelsen af nyere og bedre kilder. Denne opgørelse inkluderer endelige regnskabstal for kommuner og regioner samt for bl.a. universiteter. Disse nye kilder har givet anledning til små nedjusteringer af en række udgifter samt en lille opjustering af indtægterne, som resulterer i en forbedring af saldoen på 4,5 mia. kr. Skatteindtægterne er opjusteret med 8,2 mia. kr. på baggrund af nye tal fra Skattestyrelsen. Heraf er momsen opjusteret med 6,5 mia. kr., hvoraf de 5,8 mia. kr. alene vedrører fjerde kvartal 2020. Årsagen til revisionen er overgang fra skøn til foreløbige regnskabsdata. Korrektionen af momsprovenuet i fjerde kvartal 2020 er den største revision siden 2008. Her medførte finanskrisen en stor revision af momsprovenuet i nedadgående retning med 4,7 mia. kr.

Nyt fra Danmarks Statistik

3. juni 2021 - Nr. 208

Hent som PDF
Næste udgivelse: 25. marts 2022

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen er udarbejdet inden for rammerne af Databasen for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR). Det betyder, at de regnskabs- og budgetdokumenter, som ligger til grund, foreligger med nationalregnskabskoder på et meget detaljeret niveau. Det er muligt at få adgang til disse informationer mod betaling.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation