Stigning i de offentlige virksomheders aktivitet
Den offentlige sektors finanser 2018
Produktionen i de offentligt ejede virksomheder steg fra 2017 til 2018 med 7,8 mia. kr. til i alt 179,6 mia. kr. Stigningen kom på trods af frasalg og overflytning af virksomheder til den private sektor på ca. 9 pct. af aktiviteten i 2017. Med 19,5 mia. kr havde energiforsyning den største stigning. Heraf stod Ørsted Wind Power A/S for 15,4 mia. kr., hvoraf størstedelen skyldtes øgede indtægter fra bygge- og anlægsaktivitet i ind- og udland.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off14.Offentlige virksomheder udgjorde ca. 1/3 af de offentlige investeringer
De offentligt ejede virksomheder stod for 31,3 pct. af de samlede investeringer i den offentlige sektor i 2018 - svarende til 27,4 mia. kr., selvom de kun udgjorde 20,8 pct. af den samlede offentlige sektors produktion.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off14.Største investeringer i energiforsyning
De offentlige selskaber under energiforsyning havde i 2018 faste bruttoinvesteringer på 10,8 mia. kr., hvilket svarer til 34,3 pct. af de samlede offentligt ejede virksomheders bruttoinvesteringer. Energinet Eltransmission A/S er den største af disse og udgør 28,8 pct. Deres investeringer består især af igangværende arbejde på de elektriske udlandsforbindelser samt udbygning og vedligeholdelse af det danske elnet. HOFOR Energiproduktion A/S udgør 15,3 pct., hvoraf størstedelen er investeringer i en ny kraftvarmeblok. Transport, post og tele stod for 23,5 pct. af investeringerne og vandforsyning og spildevand for 23,0 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off14.
Særlige forhold ved denne offentliggørelse
Flere store virksomheder er udgået af denne statistik i 2018. DONG E&P A/S er blevet frasolgt, og SAS DK og dennes datterselskaber er på grund af det offentliges reducerede ejerandele overgået til den private sektor, og indgår derfor pr. definition ikke i den offentlige sektor.
Ikke alle større anlægsprojekter i det offentlige bliver lagt i selskabssektoren. Den københavnske metro er placeret i de offentlige selskaber, fordi den er selvfinansierende (bl.a. via billetindtægter), mens en enhed som Banedanmark ligger i offentlig forvaltning og service, da de markedsmæssige indtægter udgør under halvdelen af deres samlede indtægter.
Nyt fra Danmarks Statistik
2. december 2019 - Nr. 449
Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. december 2020
Kontakt
- Martin Brun Fuglsang, tlf. 24 76 16 62
- Helene Gjermansen, tlf. 24 76 70 09
Kilder og metode
Statistikken for den offentlige sektor produceres i sammenhæng med statistikken for offentlig forvaltning og service, som bl.a. offentliggøres i november måned hvert år. Tallene for de to seneste år betragtes derfor som foreløbige.Den offentlige sektor består af offentlig forvaltning og service samt de offentlige virksomheder, der igen er opdelt i offentlige selskabslignende virksomheder og offentlige selskaber.