Gå til sidens indhold

Boligbyrden føles tungere

Indikatorer for velfærd 2016

Andelen af danske husstande, der betragter deres boligudgifter som en tung økonomisk byrde, er steget fra 6 pct. i 2004 til 12 pct. i 2014, men er i foråret 2016 faldet lidt til 9 pct. Boligudgifterne omfatter både lejeres husleje og ejeres afdrag og renter på boliglån samt udgifter til vedligeholdelse af boligen. Fra 2004 til 2016 er andelen, der svarer, at boligudgifterne ikke er noget problem, faldet fra 75 til 62 pct. Også her har der været lidt fremgang at spore siden 2014, hvor andelen var helt nede på 59 pct. Blandt den femtedel af befolkningen, der har den laveste indkomst, finder 17 pct. i 2016, at boligudgiften er en tung byrde. Det samme gælder 6 pct. blandt femtedelen med højest indkomst.

Andelen der oplever boligudgifter som en tung byrde efter indkomstniveau

Mere end hver 20. har ikke betalt regninger til tiden

Økonomiske vanskeligheder kan komme til udtryk på mange måder. Undersøgelsen viser, at 6 pct. af danske husstande i det foregående år har oplevet ikke at kunne betale regninger til tiden, herunder fx afdrag på bolig, husleje eller regninger for el, vand og varme. Ligeledes ville 25 pct. af husstandene være ude af stand til at betale en uventet udgift på 10.000 kr. uden at skulle låne penge. Det kunne fx være en udgift til akut tandlægebehandling.

Unge kæmper mest med privatøkonomien

At etablere sig i voksenlivet giver ofte anledning til økonomiske problemer. Det er således de unge mellem 20 og 29 år, som oftest har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i hverdagen. I 2016 svarer 12 pct. af husstande med unge mellem 20 og 29 år, at de har svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til, mens yderligere 22 pct. angiver, at det er lidt svært. Betragtes derimod personer over 70 år, hvor hovedparten er pensioneret, så er det kun 6 pct., der finder det svært eller meget svært og yderligere 12 pct., som finder det lidt svært.

Personer efter alder og hvor let eller svært det er for husstanden at få pengene til at slå til. 2016

Børnefamilier kæmper også

At det kan være dyrt at få børn ses ved, at 13 pct. af de 0-19 årige lever i husstande, hvor det er svært eller meget svært at få pengene til at slå til. Særligt er det svært for enlige med børn, hvor omkring en tredjedel af familierne kæmper med økonomien i hverdagen.

Færre har pengeproblemer i vores nabolande

Resultaterne er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, der primært formidles af Eurostat. Sammenlignet med vores nabolande var Danmark med 10 pct. i 2015 det land, hvor flest havde svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til. I både Tyskland og Sverige var andelen 8 pct., mens Norge var helt nede på 4 pct. økonomisk trængte. I EU's 28 medlemslande levede 26 pct. af befolkningerne i husstande, hvor det var svært eller meget svært at få pengene til at slå til i hverdagen i 2015. De europæiske tal findes i Eurostats database. De danske 2016-tal offentliggøres i Eurostats database i løbet af sommeren.

Nyt fra Danmarks Statistik

29. maj 2017 - Nr. 222

Hent som PDF
Næste udgivelse: 18. december 2017

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken bygger på interviews med husstande, hvor kun en af husstandens voksne medlemmer er blevet interviewet, men det antages, at svarene dækker alle husstandsmedlemmerne inkl. børnene. Undersøgelsen bygger på en stikprøve og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed. Man skal derfor være varsom med fortolkning af små niveauforskelle, særligt hvis man betragter mindre undergrupper af befolkningen. Undersøgelsen er en del af den fælles europæiske undersøgelse Statistics on Income and Living Conditions, SILC, der gennemføres i alle EU's medlemslande og i fx Norge og Schweiz. Formålet er bl.a. at belyse fattigdom og social udstødelse. Man skal derfor være varsom med tolkningen af resultaterne og især ved sammenligninger over tid. Undersøgelsen er del af den fælles europæiske undersøgelse Statistics on Income and Living Conditions, SILC, der gennemføres i alle EU's medlemslande og i visse andre lande. Formålet er bl.a. at belyse fattigdom og social udstødelse. Kun en meget begrænset del af undersøgelsen offentliggøres af Danmarks Statistik, men EU's statistiske kontor, Eurostat, offentliggør en lang række detaljer om situationen i EU-landene.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation