De fleste kommuner vokser
Befolkningsfremskrivninger 2017-2060
Befolkningen forventes at vokse med 16 pct. i Ishøj- og 15 pct. i Københavns Kommune i løbet af de næste ti år. Disse kommuner er dermed dem, som forventes at have den største befolkningsvækst frem til 2027. Det viser den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik. På de næste pladser findes Herlev med en forventet befolkningsvækst på 13 pct. og Brøndby med 10 pct. Trods en samlet befolkningstilvækst for hele Danmark på 4,8 pct. er der i 26 kommuner udsigt til et fald i befolkningen frem til 2027. Tilbagegangen er stor blandt andet i Lemvig og Lolland, med hhv. 9 pct. og 8 pct.
Mange flere ældre
Befolkningen forventes at stige med 276.000 eller 4,8 pct. over de næste ti år. Alene aldersgruppen af 70-årige eller ældre ventes at stige med 203.000, dvs. at størstedelen af tilvæksten kan tilskrives denne aldersgruppe.
Befolkningen beregnes til at være 6.025.000 om ti år, mens folketallet i 2060 beregnes til at være 6.511.000. Befolkningstilvæksten i de kommende ti år forventes at være rimeligt lige fordelt mellem et overskud af fødsler i forhold til døde og en større indvandring end udvandring. Samlet giver dette et fødselsoverskud på 130.000 og et indvandringsoverskud på 147.000.
Større andel af indvandrere og efterkommere
Andelene af indvandrere og specielt deres efterkommere vil stige i fremtiden. Hvor indvandrere og efterkommere i dag udgør hhv. 9,9 og 3,0 pct. af befolkningen, vil de om ti år udgøre 11,5 og 4,1 pct. I 2060 beregnes de til at udgøre 13,0 og 7,4 pct. af befolkningen. Den største procentuelle stigning forventes at blive af efterkommere fra vestlige lande, en stigning på godt og vel 80 pct. fra 27 000 i dag til 49.000 om ti år.
Fremskrivningen kan ændre sig
Befolkningsfremskrivningen er en teknisk beregning af udviklingen i fremtiden, der i høj grad er baseret på forudsætninger om tidligere års dødsfald, fødsler, ind- og udvandringer samt til- og fraflytninger mellem landsdele og kommuner. Fremskrivningen er derfor ikke en forudsigelse af, hvordan Danmarks befolkning faktisk vil se ud i fremtiden. Grundlaget for fremskrivningen vil ændre sig fra år til år og beslutninger og hændelser i ind- og udland kan ændre resultatet både på nationalt, landsdels og kommunalt niveau.
Nyt fra Danmarks Statistik
10. maj 2017 - Nr. 198
Hent som PDF
Næste udgivelse: 8. maj 2018
Kontakt
- Lisbeth Greve Harbo, tlf. 20 58 64 08
- Annika Klintefelt, tlf. 23 31 14 33
Kilder og metode
Yderligere information om fremskrivningen samt den anvendte metode og forudsætninger findes på www.dst.dk/doku/befolkningsfremskrivning, på emnesiden samt på www.dreamgruppen.dk. Anvendt lovgrundlag: Lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.