Mange naturvidenskabere læser videre, hvor jordbrugsuddannede forlader landet
21 måneder efter endt lang videregående uddannelse er pædagogisk uddannede og uddannede inden for politi og forsvar i forhold til andre uddannelsesområder oftest i beskæftigelse. Andelen, der læser videre, er størst blandt naturvidenskabsuddannede, og kunstnerisk uddannede har den højeste ledighed, viser tal fra Danmarks Statistik.
5. april 2018 kl. 11:00
16.516 personer afsluttede en lang videregående uddannelse i 2013. 21 måneder efter var 68,3 pct. i beskæftigelse, 7,4 pct. var ledige og 6,9 pct. var i gang med en ny uddannelse fx som ph.d.-studerende.
Der er imidlertid forskel på, hvad dimittender fra forskellige uddannelsesområder laver 21 måneder efter de fuldførte deres uddannelse. Ledigheden var med 14,3 pct. højest blandt dem, der fuldførte en kunstnerisk uddannelse, efterfulgt af dimittenderne fra de humanistiske og teologiske uddannelser, hvor ledigheden var 13,5 pct.
I den anden ende af skalaen var ledigheden 0,0 pct. inden for forsvar og politi og 2,3 pct. for dimittenderne fra de sundhedsvidenskabelige uddannelser.
Anm: Ikke i befolkningen dækker over udrejste og døde personer. Kilde: https://www.statistikbanken.dk/OVGARB10
Hvad dem, som ikke er ledige, foretager sig 21 måneder efter, at de fuldførte, er også forskelligt uddannelsesområderne imellem. Beskæftigelsen er størst indenfor politi og forsvar samt indenfor de pædagogiske uddannelser. Det skyldes, bl.a. at få i disse grupper forlader befolkningen eller på ny er under uddannelse 21 måneder efter, at de dimitterede.
For en række af de andre uddannelsesgrupper er det anderledes. Fx er det mere udbredt at uddanne sig yderligere inden for naturvidenskab, hvilket 23,9 pct. af de naturvidenskabelige dimittender var i gang med 21 måneder efter endt lang videregående uddannelse. Indenfor jordbrug, natur og miljø havde 21,9 pct. forladt befolkningen i Danmark 21 måneder efter endt uddannelse, hvilket gjaldt for 11,9 pct. af alle, som fuldførte en lang videregående uddannelse i 2013.
Beskæftigelse: Lang videregående uddannelse på niveau med andre uddannelser
21 måneder efter endt uddannelse er beskæftigelsen en anelse lavere blandt personer med en lang videregående uddannelse end blandt personer, som har gennemført en erhvervsfaglig eller mellemlang videregående uddannelse i 2013.
Ledigheden 21 måneder efter endt uddannelse var til sammenligning lidt højere blandt de erhvervsfagligt uddannede end blandt personer med en lang videregående uddannelse. Blandt personer, som fuldførte en mellemlang videregående uddannelse i 2013, var ledigheden lavere end blandt dem med lange videregående uddannelser.
Anm.: Grundskole, gymnasiale- og bacheloruddannelser er ikke med i figuren, da de adskiller sig fra de andre uddannelser ved, at en stor del af dem, der fuldfører, læser videre på en anden uddannelse. Kilde: https://www.statistikbanken.dk/OVGARB10
Læs mere om overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked i denne NYT fra Danmarks Statistik.
Kontakt om spørgsmål til tallene: Specialkonsulent, Susanne Mainz Sørensen, Danmarks Statistik 39 17 33 94, sms@dst.dk.