Gå til sidens indhold

Regnskabsstatistik for fiskeri

Formålet med regnskabsstatistik for fiskeri er at belyse økonomien i fiskeriet. Statistikken anvendes til opgørelser og prognoser, samt som grundlag for indberetninger af økonomiske oplysninger for fiskeriet til EU (DG Mare). Statistikken er tidligere udarbejdet af Fødevareøkonomisk Institut (under skiftende navne) siden 1996. Siden 1. januar 2009 er opgørelsen varetaget af Danmarks Statistik.

Indhold

Regnskabsstatistik for fiskeri er en årlig opgørelse af økonomien i det erhvervsfiskeri, der drives fra dansk registrerede fiskerfartøjer. Statistikken er baseret på regnskaber fra fartøjer og grupperes efter fartøjslængde og fiskerityper.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Fiskeriregnskaberne indsamles årligt fra fiskernes revisorer. De indberettede regnskaber gennemgås og testes. Når samtlige indberettede regnskaber er godkendt til statistikbrug, anvendes de godkendte regnskaber (stikprøven) sammen med registerdata for hele populationen til simulering af individuelle regnskaber for de enheder i populationen, som ikke er i stikprøven. Det komplette datasæt med regnskaber for alle enheder flettes med registerdata til beregning af grupperingsvariable for statistikken.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikken er relevant for ministerier, forskere og erhvervet til økonomiske analyser af fiskeriet. Desuden anvendes data ved indberetning af økonomiske oplysninger for fiskeriet til EU.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Statistikken er baseret på en stikprøve, og resultaterne er derfor behæftet med usikkerhed. Præcisionen er afhængig af stikprøvens dækning, derfor er udvælgelsesandelen størst for store virksomheder. Det tilstræbes, at de 100 største virksomheder altid indgår i stikprøven, og at ca. 80 pct. af den samlede omsætning dækkes af virksomhederne i stikprøven. Usikkerheden er størst for investeringer, eftersom fx udskiftning af et fartøj kan betyde, at fiskerivirksomheden ophører, og det nye fartøj indgår i et andet, måske nyoprettet fiskeriselskab.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken tilstræbes udgivet som planlagt, hvilket er senest ét år efter referenceårets afslutning.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Regnskabsstatistik for fiskeri er udarbejdet efter samme principper som regnskabsstatistik for - landbrug, - gartneri og - akvakultur. Regnskabsstatistik for fiskeri er udarbejdet årligt fra 1996. Der er seriebrud for 2022, som følge af ændring i beregningsgrundlaget for tærskel niveau, samt et nyt og forbedret grundlag for klassifikation af hvilke fiskerityper fartøjerne grupperes i. Der er også seriebrud for 2001, som følge af ændret opgørelse for partshavere, samt for 2009 og igen for 2012 som følge af forbedringer i opgørelsen af kapitalværdien af fiskekvoter.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives årligt i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres statistikken under emnet Fiskeri og akvakultur. Se mere på emnesiden for fiskeri.

Læs mere om tilgængelighed