Indhold
Kontaktinfo
Konjunkturstatistik, ErhvervsstatistikHeidi Sørensen
24 79 86 81
Hent som PDF
Statistikken over passager- og færgefart i danske havne er månedlige og årlige opgørelser af person- og godstransport med færger og passagerskibe mellem to danske havne eller mellem en dansk og en udenlandsk havn.
Statistikkens vigtigste variable er: Antal ture, overførte passagerer og køretøjer, lastbilgods og andet gods.
Statistikken formidles i årligt i Nyt fra Danmarks Statistik og i Statistikbanken.
Indholdsbeskrivelse
Statistikken indeholder månedlige og årlige opgørelser om person- og godstransporten med færger og passagerskibe mellem to danske havne eller mellem en dansk og en udenlandsk havn.
Statistikken omfatter de ruter, som har et transportarbejde på mindst 100.000 personkm, dvs. summen af tilbagelagt distance for alle passagerer (distance gange antal passagerer) eller 10.000 bilkm, dvs. summen af tilbagelagt distance for alle medbragte køretøjer (distance gange antal køretøjer) om året. Opgørelsen dækker derfor ikke en del småfærger og mindre skibe, der sejler i kortere overfarter og hovedsageligt befordrer passagerer og gods til småøer mv.
Statistikkens vigtigste variable er: Antal ture, overførte passagerer og køretøjer, lastbilgods og andet gods.
Grupperinger og klassifikationer
Ikke relevant for denne statistik.
Sektordækning
Færgefart.
Begreber og definitioner
Bilkm: Bilkm er det samlede antal kilometer samtlige overførte køretøjer er blevet fragtet, dvs. 1 bil på en 20 km lang rute er 20 bilkm og to biler på ruten bliver 40 bilkm.
Dobbelttur: En dobbelttur er turen frem og tilbage til udgangspunktet.
Færgegods: Færgegods er gods, der transporteres med en færge - enten ombord på en anden transportenhed, fx. lastvogn, sættevogn eller togvogn eller som stykgods.
Persontransportarbejde (personkm): Persontransportarbejde er et mål for arbejdet forbundet med transporten af passagererne. Det beregnes som antal passagerer gange km og enheden er personkm.
Transportarbejde (tonkm): Transportarbejde eller godstransportarbejde er et mål for arbejdet forbundet med transporten af godset. Det beregnes som godsets vægt gange km og enheden er tonkm.
Enheder
Offentliggørelsesenheden er færgerute.
Population
Person og godstransport med passager- og færgeruter, der sejler på danske havne
Geografisk dækning
Danmark.
Tidsperiode
Statistikken dækker for de årlige opgørelser perioden fra 1990 og frem, mens de månedlige opgørelser dækker perioden fra år 2000 og frem.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
- Passagerer, biler, lastbiler, busser etc. i tusinder.
- Gods i 1.000 ton.
- Persontransportarbejde i 1.000 passagerkm.
Referencetid
Referencetiden er kalenderår eller kalendermåned.
Hyppighed
Kvartalsvis og årligt.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lovhjemmel til dataindsamling findes i §8, stk.1 i Lov om Danmarks Statistik, jf. Lovbekendtgørelse nr. 610 af 30. maj 2018.
Indberetningsbyrde
Respondentbyrden for 2013 er opgjort til 141.000 kr. målt i 2004-priser.
Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.
COVID19-pandemien har ikke haft betydning for dataindsamling og kvalitet af statistikken.