Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistisk Afdeling
Søren Østerballe
23 42 32 97

srb@dst.dk

Hent som PDF

Offentlige bevillinger til kulturelle formål

Data for de statslige bevillinger leveres samlet fra Kulturministeriets departement. Kommunale bevillingsdata er baseret på et udtræk fra Danmarks Statistiks opgørelse af de kommunale budgetter. Danmarks Statistik foretager en elektronisk fejlsøgning og manuel kontrol af de aggregerede resultater for kulturemne, finansieringskilde og -art gennem sammenligning med tidligere års resultater og verificering af nye bevillingsformål med Kulturministeriet.

Kilder

Statslige bevillingsdata er fra følgende kilder:

  • Finanslovens § 21. Kulturministeriet
  • Finanslovens § 07.18. Udlodningsloven
  • Finanslovens § 19.38. De videregående Kunstneriske uddannelser
  • Det årlige aktstykke om fordeling af de kulturelle udlodningsmidler
  • Det årlige aktstykke om fordeling af udlodningsmidler til andre idrætsformål (2024-)
  • Aktstykke om fastsættelse af medielicens

Kommunale bevillingsdata er beregnet fra følgende kilde:

  • DST's opgørelse af kommunale budgetter efter kommune, funktion, dranst, art og prisenhed tabel BUDK32.

Finansieringskilden viser hvorfra bevillingen ydes:

  • Finanslov: Finanslovens § 21: Kulturministeriet og Finanslovens § 19: Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse, § 19.38. De videregående kunstneriske uddannelser (fra 2012).
  • Udlodningsmidler: Finanslovens § 07.18. Tipsfonde samt de årlige aktstykker om fordeling af udlodningsmidler til kultur og andre idrætsformål.
  • Kommuner: De kommunale budgetter. Statsrefusion er fratrukket driftsbudgettet. De kommunale budgetter indregnes i kulturstatikken i forskellige områder (funktionskontonummer er angivet i parentes): Kulturelle formål: Kultur: Folkebiblioteker (3.32.50), Museer (3.35.60), Biografer (3.35.61), Teatre (3.35.62), Musikarrangementer (3.35.63) og Andre kulturelle opgaver (3.35.64). Disse indregnes alle med 100 procent. Idræt: Stadions, idrætsanlæg og svømmehaller (0.32.31) og Andre fritidsfaciliteter (0.32.35). Disse indregnes alle med 100 procent. Folkeoplysningen: For Lokaletilskud (3.38.74), Frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde (3.38.73), samt Fælles formål (folkeoplysning og fritidsaktiviteter mv.) (3.38.70) er til og med 2011 medregnet 75 procent af de kommunale bevillinger som et skønnet udtryk for den kulturelle andel (idræt) af denne virksomhed. I forbindelse med ressortændringen pr. 3. oktober 2011 overgik folkeoplysningsområdet til Kulturministeriet. Fra og med 2012 er disse konti derfor indregnet fuldt ud (idræt og folkeoplysning). Fritidsaktiviteter uden for folkeoplysningsloven (3.38.75) er medregnet 75 procent af de kommunale bevillinger som et skønnet udtryk for den kulturelle andel (idræt) af denne virksomhed. Fra 2012 er der endvidere indregnet et nyt område: Folkeoplysende voksenundervisning (3.38.72) og det indregnes med 100 procent fra og med 2012. Fra 2017 er indregnet yderligere et nyt område: Fælles formål (3.45.83), som fordeles pro rata til de øvrige kulturemner, som kommunerne dækker.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles årligt.

Indsamlingsmetode

Data om de statslige bevillinger leveres samlet i form af et regneark fra Kulturministeriets departement. Kommunale bevillingsdata er baseret på et udtræk fra Danmarks Statistiks opgørelse af de kommunale budgetter, som offentliggøres i Statistikbankens tabelmatrice BUDK32.

Datavalidering

Danmarks Statistik foretager en elektronisk fejlsøgning gennem sammenligning med tidligere års resultater og verificering af nye bevillingsformål med Kulturministeriet. Desuden foretages en manuel kontrol af resultaterne før offentliggørelse ved fx at sammenligne aggregerede resultater for kulturemne, finansieringskilde og -art med de foregående års resultater.

Databehandling

Kulturministeriet koder statslige bevillingsdata med kulturemne, finansieringsart, finansieringskilde samt evt. særlige tværgående formål på baggrund af finanslovsteksten og en faglig vurdering af bevillingens art og formål. Kommunale bevillingsdata offentliggøres i Statistikbankens tabelmatrice BUDK32 og udvælges på baggrund af en liste over kulturrelevante funktionskonti fra de kommunale budgetter. Enkelte af disse konti antages ikke kun at dække et enkelt kulturemne, og beløbene justeres derfor med en procentsats baseret på et skøn fra Kulturministeriet. Data tabelleres og gøres klar til offentliggørelse i Statistiskbanken. Desuden foretages en manuel kontrol af resultaterne før offentliggørelse.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.