Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Arbejde og Indkomst, Personstatistik
Pernille Stender
24 92 12 33

psd@dst.dk

Hent som PDF

Kvartalsopdelt arbejdsstyrkestatistik

Den kvartalsopdelte arbejdsstyrkestatistik (KAS) er baseret på Arbejdsmarkedsregnskabet (AMR), som er et forløbsregister, der indeholder oplysning om befolkningens primære tilknytning til arbejdsmarkedet på samtlige dage i året. KAS er en gennemsnitsberegning af befolkningens primære tilknytning til arbejdsmarkedet opdelt på kvartaler.

Kilder

KAS er baseret på Arbejdsmarkedsregnskabet (AMR). Grunddata i AMR stammer fra en række andre kilder:

  • eIndkomstregistret
  • det erhvervsstatistiske register
  • statistikken for offentligt forsørgede
  • uddannelsesstatistikken
  • indkomststatistikken
  • befolkningsstatistikken
  • barsels- og sygedagpengestatistikken
  • arbejdsklassifikationsmodulet

Indsamlingshyppighed

Statistikken er årlig.

Indsamlingsmetode

Indsamlingsmetoden i AMR består for det første af en særskilt bearbejdning af de enkelte kilderegistre. Efterfølgende foretages en tværgående databehandling (også kaldet en overlapsbehandling), hvor informationerne i de forskellige registre sammenholdes, og om nødvendigt rettes. Slutteligt samkøres med andre registre for at tilføje baggrundsoplysninger og danne populationen.

Datavalidering

Datagrundlaget for KAS er Arbejdsmarkedsregnskabet (AMR). AMR udarbejdes både i en timenormeret og en ikke-timenormeret version. Det ikke-timenormerede AMR (AMR-UN) udgør datagrundlaget for KAS, og datavalideringen foregår således i produktionen af AMR_UN.

Ved produktionen af AMR foretages en omfattende datavalidering af de enkelte inputdata. Herunder er de vigtigste nævnt:

  1. Datakilden til oplysninger om lønmodtagerjobbene er eIndkomstregistret. Her fra hentet oplysninger om, hvilket arbejdssted jobbet foregår på. Oplysningen om arbejdsstedet er grundlaget for oplysninger om branche, sektor og geografi. I nogle tilfælde er indberetningen fra arbejdsgiveren ikke korrekt, og der foretages derfor en fejlopretning. eIndkomstregistret har information om arbejdsfunktionskoden (DISCO_08) for lønmodtagere ansat i virksomheder, der er omfattet af lønstatistikken. Hvis virksomheden ikke er omfattet af lønstatistikken tilføres oplysningen om arbejdsfunktion fra Arbejdsklassifikationsmodulet , når informationen foreligger her.
  2. Datakilden til oplysninger om selvstændige er det erhvervsstatistiske register, indkomststatistikken, eIndkomstregistret og arbejdsløshedsstatistikken. Disse kilder valideres individuelt ved dannelsen af oplysningerne om selvstændige.
  3. Datakilden til oplysninger om fravær ved sygdom og barsel stammer fra barsels- og sygedagpengestatistikken. Data er bearbejdet en del bl.a. for at kunne give en foreløbig bestemmelse af, om fraværet er fra beskæftigelse eller ledighed.

Tværgående databehandling/datavalidering

Formålet med den tværgående databehandling/datavalidering er at slette, rette eller oprette arbejdsmarkedstilstande i tilfælde, hvor de forskellige datakilder ikke stemmer overens. Dette foregår ved en såkaldt overlapsbehandling. Reglerne, der anvendes, er komplekse, men de væsentligste overordnede områder er:

  • Selektion af job for selvstændige på baggrund af en række kriterier
  • Bestemmelse af om fravær grundet barsel/sygdom er fra beskæftigelse eller ledighed
  • Harmonisering af oplysninger om støttet beskæftigelse

Efterfølgende kobles oplysningerne til andre registre mv.

Databehandling

Databehandlingen i AMR foregår i flere trin. Første trin i databehandlingen er, at data fra forskellige kilder fejlsøges, bearbejdes og dernæst indlægges i en kildedatabase. Der indlægges data om offentligt forsørgede, lønmodtagere, selvstændige, medarbejdende ægtefæller, personer under uddannelse og modtagere af barsels- og sygedagpenge. Endvidere foretages der en imputering af betalte timer for selvstændige og medarbejdende ægtefæller. Derefter sker en overlapsbehandling af data, hvor 'ulovlige overlap' mellem arbejdsmarkedstilstande rettes, og koblinger mellem forskellige tilstande foretages.

Efter overlapsbehandlingen foretages en klassifikation af befolkningen ud fra de internationale retningslinjer fra ILO, som er beskrevet nærmere under Grupperinger og klassifikationer. Retningslinjerne består bl.a. af et sæt prioriteringsregler for, hvordan den primære tilknytning til arbejdsmarkedet bestemmes. Retningslinjerne siger, at beskæftigelse har højere prioritet end ledighed, mens ledighed har højere prioritet end tilstande uden for arbejdsstyrken. Herefter kobles til det erhvervsstatistiske register med henblik på at hente baggrundsoplysninger (branche, sektor, arbejdsstedskommune mv.) om de arbejdssteder, hvor de beskæftigede arbejder. Der kobles også til befolkningsstatistikken med henblik på at afgøre, hvorvidt personerne har bopæl i Danmark på referencetidspunktet.

Ud fra denne databehandling dannes det såkaldte AMR-UN-register, som er et ikke-timenormeret forløbsregister med oplysninger om befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet, og som således udgør datagrundlaget for KAS. Læs mere om statistisk behandling i AMR.

En gennemsnitsberegning

Oplysningen om befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet er den primære variabel i KAS, og statistikken er en gennemsnitsberegningen af befolkningens arbejdsmarkedstilknytning over hele året fordelt på kvartaler. Det vil sige, at der beregnes et gennemsnit for kvartalet på baggrund af befolkningens primære arbejdsmarkedstilknytning i alle dage i det pågældende kvartal. Eftersom AMR indeholder oplysninger om befolkningen for samtlige dage i året er det således muligt at foretage en gennemsnitsberegning, som medregner alle de aktiviteter, en person måtte have i det pågældende kvartal. Denne metode er valgt for at præsentere det mest præcise billede af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet ved at lade samtlige personer og deres tilhørende arbejdsmarkedstilknytning indgå i beregningen i det omfang, de reelt har tilhørt den enkelte kategori.

Baggrundsoplysninger Ud over arbejdsmarkedstilknytningen, som kan ændre sig for den enkelte person i løbet af kvartalet, indeholder AMR også en række baggrundsoplysninger, som ligeledes kan ændre sig over kvartalet. Det drejer sig om personrelaterede oplysninger som alder, bopælskommune og uddannelse, samt oplysninger relateret til arbejdsstedet for beskæftigede som branche, sektor og arbejdsstedskommune. For at præsentere det mest præcise billede af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet pr. kvartal, foretages gennemsnitsberegningen ikke kun på oplysningen om arbejdsmarkedstilknytning, men på samtlige variable. Det vil – ligesom med tilknytningen til arbejdsmarkedet – sige, at en person vil indgå i en given kategori med værdien 1, hvis der ikke er ændringer i denne kategori for personen i løbet af perioden. Hvis en person eksempelvis flytter halvvejs inde i kvartalet, vil personen indgå med værdien 0,5 i både den oprindelige bopælskommune og i den kommune, som vedkommende flytter til. Det samme gælder eksempelvis brancheskift, hvor alle de brancher, en person måtte skifte imellem i kvartalet, er repræsenteret i beregningen med præcist antal aktive dage. Ved at medregne skift i løbet af kvartalet kan vi således tegne et mere præcist billede af befolkningen og dennes tilknytning til arbejdsmarkedet i hvert kvartal. Det gælder både skift i arbejdsmarkedstilknytning og i baggrundsoplysninger, som relaterer sig til enten personen eller arbejdsstedet og har relevans for belysning af befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet.

En undtagelse for ovenstående regel er oplysningen om personers højeste fuldførte uddannelse. Denne oplysning indgår ligeledes i KAS, men er ikke hentet direkte fra AMR som de resterende baggrundsoplysninger er. Oplysningen om personers uddannelsesniveau hentes fra Danmarks Statistiks uddannelsesregister. Dette register er ligesom AMR et forløbsregister, som indeholder oplysning om befolkningens højeste fuldførte uddannelse på samtlige dage. Det uddannelsesniveau, som er gældende for en person den første dag i kvartalet, udgør uddannelsesniveauet i hele det pågældende kvartal. Til gennemsnitsberegningen af den primære tilknytning til arbejdsmarkedet for hele året er det uddannelsesniveauet pr. 30 september i året, der er gældende for hele året. Det skyldes, at det er det referencetidspunkt, som benyttes til den årlige status af højeste fuldførte uddannelse i både uddannelsesregistret og RAS.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover, hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.