Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik
Søren Østerballe
23 42 32 97

srb@dst.dk

Hent som PDF

Kulturministeriets udbetalinger

Kulturministeriet sender hvert år til Danmarks Statistik udbetalingsdata med angivelse af beløb, formål, geografisk målretning, modtageroplysninger mv. Danmarks Statistik fejlsøger data og kobler dem med baggrundsoplysninger om modtagerne (alder, bopæl og køn for personer; beliggenhed, størrelse og type for virksomheder). Data tabelleres og publiceres i Statistikbanken efter en række yderligere kontroller.

Kilder

Statistikken er baseret på data for udbetalinger fra følgende kilder:

  • Finanslovens § 21. Kulturministeriet
  • De årlige aktstykker om Kulturministeriets udlodningskonti på Finanslovens § 7

Desuden omfatter statistikken den del af licensmidlerne som indtægtsføres på finansloven som tilhørende Kulturministeriet. Udbetalingsdata stammer fra Kulturministeriets tilskudsadministrative systemer, økonomisystemer samt fra regnskabstal fra Statsregnskabet. Til statistikkens detaljerede tabeller er desuden anvendt registerdata fra Danmarks Statistiks person- og virksomhedsregistre.

Udover indberetning fra Kulturministeriets tilskudsadministrative systemer suppleres der med en særskilt indberetning fra Det Danske Filminstitut (DFI).

Indsamlingshyppighed

Årlig.

Indsamlingsmetode

Dataindsamling sker med krypteret regneark med udtræk fra relevante registre samt regnskabs- og tilskudsadministrative systemer.

Datavalidering

Validering af udbetalingsdata omfatter en lang række automatiserede datavalideringsrutiner mht. gyldighed af fx geografiske koder, formålsangivelser og ID-oplysninger for modtagerne. Fejlbehæftede data returneres til Kulturministeriet for retning. Desuden sammenholdes delsummer med tilsvarende størrelser for tidligere år og med Kulturministeriets regnskabstal.

Databehandling

De rettede og fejlsøgte data samkøres med registeroplysninger vedr. modtagerne; for personlige modtagere, drejer det sig om oplysninger om køn, alder og bopæl. For virksomheder anvendes registeroplysninger om virksomhedsform, antal ansatte og beliggenhed. Resultaterne underkastes en række elektroniske og manuelle kontroller før offentliggørelse.

Korrektion

Ikke relevant for denne statistik.