Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik
Søren Østerballe
23 42 32 97

srb@dst.dk

Hent som PDF

Kulturministeriets udbetalinger

Data indsamles via Kulturministeriets tilskudsadministrative systemer, øvrige økonomisystemer og Statsregnskabet. Der foreligger ingen usikkerhedsberegninger, men den samlede præcision vurderes at være meget høj, hvad angår de nuværende udbetalinger fra Kulturministeriet. Der kan over tid forekomme justeringer i Kulturministeriets tildeling af kulturemner på bestemte ordninger og budgetområder. Ligeledes ressortændringer medføre at statslige tilskud kan blive flyttet departementer imellem. De løbende justeringer kan således påvirke sammenligneligheden over tid.

Samlet præcision

Den samlede pålidelighed er høj, fordi statistikken er baseret på udtømmende udbetalingsdata fra Kulturministeriets tilskudsadministrative systemer og økonomisystemer samt regnskabstal fra Statsregnskabet.

Stikprøveusikkerhed

Ikke relevant for denne statistik.

Anden usikkerhed

Forskellige sagsbehandlere udformer de enkelte betalingslinjer i Kulturministeriets tilskudsadministrative systemer, og der kan ske kodningsfejl hvad angår fx kulturemner eller særlige tværgående formål. I praksis er omfanget af disse fejl nok forholdsvis begrænset, da betalingsdata revideres i forbindelse med regnskabsaflægning og som opfølgning på handlingsplaner, mv. Desuden tildeles de enkelte betalingslinjer sagsområder, som kan være enkeltkommuner, flere kommuner (inden for samme landsdel), landsdækkende eller andre lande end Danmark. Der er en vis usikkerhed forbundet med tildeling af sagsområder, da der ofte vil være tale om skøn og fortolkning af udbetalingshjemmelens geografiske fordeling.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Statistikken er en samlet opgørelse baseret på kendte autoritative kilder. Statistikken kan ikke anvendes til en fuldstændig beskrivelse af det statslige engagement i den kulturelle sektor i Danmark, da andre ministerier end Kulturministeriet har kontaktflader til kulturlivet.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Der offentliggøres kun endelige tal.