Klimaaftryk (eksperimentel statistik)
Kontaktinfo
Nationalregnskab, Økonomisk StatistikPeter Rørmose Jensen
40 13 51 26
Hent statistikdokumentation som pdf
Formålet med statistikken er at belyse den globale udledning af drivhusgasser fra forsyningskæderne til dansk endelig anvendelse (dansk forbrug, investering og eksport). Statistikken viser sammenhænge mellem dansk endelig anvendelse og udledninger af drivhusgasser fra dansk og international produktion. Den globale udledning af drivhusgasser fra dansk forbrug og investering udgør Danmarks Klimaaftryk. Statistikken er en eksperimentel, og er blevet udarbejdet siden 2021 i samarbejde med Energistyrelsen, der anvender den til den årlige udgivelse "Danmarks Globale Klimapåvirkning – Global Afrapportering".
Indhold
Statistikken viser mængden af drivhusgas, der er blevet udledt i forsyningskæderne til dansk endelig anvendelse årligt fra 1990 og frem. Udledningerne er fordelt på typer af endelig anvendelse, udledende brancher og lande, samt på leverende brancher.
Statistisk behandling
Klimaaftrykket beregnes med en multiregional miljøøkonomisk input-output (MRIO) model, der kobler data fra Danmarks Statistik om dansk produktion og drivhusgasudledning sammen med data fra den internationale database EXIOBASE om international produktion og drivhusgasudledning.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Klimaaftrykket er relevant for alle, der er interesserede i sammenhænge mellem dansk forbrug og investering og global udledning af drivhusgasser. Klimaaftrykket udarbejdes i samarbejde med Energistyrelsens Center for Systemanalyse, der bruger den i deres årlige rapport "Danmarks Globale Klimapåvirkning – Global Afrapportering".
Præcision og pålidelighed
Statistikkens samlede præcision er ikke så høj som andre statistikker fra Danmarks Statistik, der er baseret på direkte observerbare data. Hovedparten af tallene i denne statistik er resultatet af beregninger med danske og internationale input-output modeller. Specielt den internationale input-output model er usikker, fordi den en en sammenstilling af tal fra mange lande af uensartet kvalitet. Det vurderes dog, at præcisionen er så god som den kan blive på nuværende tidpunkt, når tilgængelige kilder og metoder tages i betragtning.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Klimaaftrykket er en eksperimentel statistik og har endnu ikke fast udgivelsestid. Når et udgivelsestidspunkt fastlægges, bliver det offentliggjort i Danmarks Statistiks udgivelseskalender.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Statistikken er udarbejdet for 1990 og frem og er sammenlignelig over tid. Statistikken er lavet i samarbejde med Energistyrelsen og anvendes til Energistyrelsens rapport "Danmarks Globale Klimapåvirkning – Global Afrapportering". Der vil derfor være fuld overensstemmelse mellem resultater offentliggjort af Energistyrelsen og Danmarks Statistik.
Da der endnu ikke er fuld international enighed om metoder og datagrundlag til at beregne klimaaftryk, vil der ikke nødvendigvis være fuld sammenlignelighed med andre institutioners eller andre landes opgørelser.
Tilgængelighed
I Statistikbanken offentliggøres klimaaftrykket under emnet Energi og emissioner i tabellerne AFTRYK1 og AFTRYK2.