Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Mathias Bluhme
40 22 56 37

mdb@dst.dk

Hent som PDF

Industriens produktion og omsætning

Hver måned indsamles der oplysninger om værdien af omsætning og lager fra en stikprøve på ca. 1.000 industrivirksomheder i Danmark. For de fleste foregår det vha. online spørgeskemaer, men for cirka 20 pct. af virksomhederne kan oplysningerne i stedet indsamles fra statistikregistre. De indkomne data fejlsøges og der beregnes produktion ud fra omsætnings- og lagertal. Herefter vægtes data, så der kan beregnes et produktions- og et omsætningsindeks, der repræsenterer hele fremstillingsindustrien i Danmark. Resultaterne sæsonkorrigeres for at fjerne normale sæsonudsving.

Kilder

Primærkilden er en stikprøve af ca. 1.000 industrivirksomheder, som er stratificeret med hensyn til branche og størrelse målt på antal beskæftigede (der opdeles i fire størrelser). Rammepopulationen består af faglige enheder i virksomheder med mindst 10 ansatte inden for de relevante brancher. Alle faglige enheder med mindst 200 beskæftigede inden for de udvalgte brancher indgår dog i stikprøven, mens virksomheder med færre end 20 ansatte ikke udtrækkes til stikprøven. Generelt har faglige enheder med færre beskæftigede en mindre sandsynlighed for at blive udtrukket, dog vil der være en stor sandsynlighed for at blive udtrukket, hvis det er en lille branche med stor variation i omsætningen.

Udtrækningen foregår på virksomhedsplan, hvilket betyder, at samtlige faglige enheder, der er del af en udtrukket virksomhed, indgår i stikprøven med samme opregningsfaktor. Sidste udtrækning skete i 2022. Hvert år i 1. kvartal suppleres stikprøven med nye virksomheder, der har mindst 200 ansatte. Det Erhvervsstatiske Register, som bygger på Det centrale virksomhedsregister (CVR), anvendes til opdatering og ajourføring af stikprøven af industrivirksomheder.

For en mindre del af stikprøven indberetter virksomhederne ikke, da data om omsætning og lagre kan indhentes direkte fra de momsoplysninger, som statistikken Firmaernes køb og salg er baseret på.

Producentprisindekset for varer anvendes i beregningen af produktionsindekset.

Oplysninger for olie- og gasudvinding, som er en del af råstofudvinding (hovedafdeling B) og energiforsyning (hovedafdeling D+E), blev inkluderet i beregningen af produktionsindekset i 2005. Kilden til dette data er primærmateriale fra Energistyrelsen og Danske Olieberedskabslagre samt offentliggjorte tal fra Nettoprisindekset og en særkørsel på eksporttal fra Udenrigsøkonomi.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles månedligt.

Indsamlingsmetode

Data indsamles dels ved brug af et online spørgeskema og dels ved udtræk fra øvrige statistikker i Danmarks Statistik.

Datavalidering

Spørgeskemaet indeholder automatisk visning af tidligere indberetninger. Det er muligt for virksomhederne at rette i tidligere indberetninger. Når Danmarks Statistik modtager indberetningen fejlsøges data elektronisk, idet der i datasystemet er opsat grænseværdier for, hvor meget nuværende data forventes at afvige fra tidligere indberettede data. Hvis grænseværdierne er overskredet undersøges data nærmere, fx ved at de manuelt sammenholdes med tidligere indberetninger fra samme virksomhed og med sammenlignelige virksomheder. Hvis der er brug for yderligere information kontaktes virksomheden.

Data sammenlignes også med oplysninger fra den kvartalsvise statistik Industriens salg af varer, som er en totaltælling af industrivirksomheder i Danmark med mindst 10 ansatte. En række af de virksomheder, som indberetter til statistikken, er blandt de største koncerner i Danmark. For disse har Danmarks Statistik et særligt fokus på indberetningerne også på tværs af statistikker.

Databehandling

De indkomne svar opregnes til rammepopulationen, som indeholder alle virksomheder inden for de udvalgte brancher, som har mindst 10 ansatte. I opregningen antages dermed, at udviklingen i de mindste virksomheder med mellem 10 og 20 ansatte, er det samme som udviklingen i virksomhederne i den næste størrelsesgruppe.

Ved manglende indberetninger imputeres data ved at bruge oplysninger fra tidligere perioder. Hvis en virksomhed er ny indberetter, og der mangler indberetning for indeværende periode, anvendes der ikke imputering, og virksomheden tæller ikke i stikprøven for den pågældende måned.

Niveauet af bortfald overvåges, og antallet af imputeringer er faldende fra første offentliggørelse af månedsdata til samme data to måneder senere, hvor månedsdata offentliggøres som endeligt resultat. Konsistens i forhold til statistikken Firmaernes Køb og Salg sikres ved, at der kun udvælges momsdata for virksomheder med én faglig enhed på det CVR nummer, som momsregistret anvender. Derudover udvælges kun virksomheder med en omsætning på eller under 100. mio. kr. i statistikken for industriens salg af varer.

I statistikken medtages kun de af en virksomheds arbejdssteder, hvor branchen er inden for industri. De fleste virksomheder består af én faglig enhed, men især store virksomheder har aktivitet i flere brancher, og de faglige enheder er derfor en underopdeling af virksomheden. Det betyder, at omsætningen i denne statistik er fordelt anderledes mellem brancherne end i de statistikker, hvor enheden er virksomheden (den økonomiske enhed). Omsætningsindeksene dannes ved en simpel indeksering i forhold til den gennemsnitlige månedlige omsætning i basisåret. I beregningen af aggregerede omsætningsindeks sammenvejes branchegrupperne med deres omsætning.

Produktionsindekset er et implicit mængdeindeks, der er beregnet med udgangspunkt i omsætningen målt faste priser. Det findes ved at tage omsætning målt i løbende priser og korrigere for ændringerne i lagerbeholdningerne i løbet af måneden. Lagerbeholdningerne omfatter to typer af lagre: fremstillede færdigvarer og varer under fremstilling. Summen af lagrene omregnes til faste priser ved hjælp af det månedlige producentprisindeks.

Produktionsomsætningen beregnes ikke for hovedbranchegruppe 30.1 (skibsværfter og bådebyggerier) samt hovedafdeling B, D og E. For skibsværfter og bådebyggerier baseres beregningen af basisindekset i stedet på præsterede arbejdstimer. For hovedafdeling B, D og E baseres beregningerne af indeks på oplysninger om produktionsmængder, som indsamles af Energistyrelsen (se nærmere i afsnittet om kilder).

Produktionsindeksene dannes ved en simpel indeksering i forhold til den gennemsnitlige månedlige produktion i basisåret. I beregningen af aggregerede produktionsindeks sammenvejes branchegrupperne med deres værditilvækst.

Korrektion

Tallene sæsonkorrigeres på laveste offentliggørelsesniveau, og der bruges indirekte sæsonkorrektion til at beregne sæsonkorrigerede tal på aggregeret niveau.