Gå til sidens indhold

Højskolekursister

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur
Søren Østerballe
23 42 32 97

SRB@dst.dk

Hent statistikdokumentation som pdf

Højskolekursister 2023

Statistikken Højskolekursister belyser højskolekursisters baggrund med hensyn til alder, køn, herkomst, uddannelsesbaggrund, indkomst, bopæl fordelt efter kursuslængder og højskoletype. Statistikken belyser kursisterne, som kan findes i statistikken Voksen- og efteruddannelse – Højskoler, som giver en samlet beskrivelse af befolkningens deltagelse i kurser på højskoler og frie fagskoler.

Indhold

Statistikken beskriver er en årlig opgørelse af højskolekursisternes baggrund. I tillæg til at belyse kursisternes alder, køn, herkomst, uddannelsesbaggrund, indkomst og bopæl opgøres kursisterne både i antal og omregnet til årselever. Kursisterne fordeles efter længden af kurserne, hvor der skelnes mellem korte-, mellemlange og lange kurser. Statistikken opgøres både for skoleår og kalenderår og for forskellige typer af højskoler.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Statistikken er baseret på samkøring af flere af Danmarks Statistiks statistikregistre. Kursisterne identificeres fra kursistregisteret, som årligt indsamler data fra højskolernes administrative systemer og manuel indberetning. Herfra hentes oplysninger om højskoleopholdets længde og højskolens type. Fra befolkningsstatistikregisteret hentes kursisternes alder, køn, bopæl, herkomst og familieforhold. Fra registeret over højest fuldførte uddannelse fås oplysninger om uddannelse, og fra Indkomststatistikregisteret trækkes indkomst.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Højskolerne debatteres ofte i medierne, men der er begrænset viden om kursisternes baggrund. Statistikken belyser højskoleområdet med fokus på kursisternes baggrund som supplement til den eksisterende højskolestatistik, der fokuserer på højskolernes kursusaktivitet. Statistikken er relevant for underbyggelsen af uddannelses- og kulturpolitiske debatter og kan anvendes af enkeltpersoner, journalister, myndigheder og interesseorganisationer samt leverandørerne af de statistiske grunddata.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Antallet af kursister opgøres ved en totaltælling baseret på højskolernes indberetning. De primære usikkerhedskilder her er fejl i højskolernes indberetninger samt eksistensen af eventuelle højskoler, som Danmarks Statistik ikke er bekendt med. Ved samkøring af kursistregisteret med de øvrige baggrundsregistre, er der for nogle ufuldstændige registeroplysninger. Disse er i tabellerne kategoriseret som uoplyste. Især for udenlandske kursister mangler oplysninger of for disse vil andelen uoplyst være højere, især for de mellemlange og lange kurser.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikkens offentliggørelse sker omkring 10 måneder efter afslutning af referenceperioden. Statistikken publiceres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Statistikken over højskolekursister bygger på Danmarks Statistiks opgørelser over aktiviteten på højskoler. Der er også statistik over aktiviteten på højskoler i Sverige og Norge. Der er statistik over aktiviteter på højskoler tilbage til 1901, men denne statistik over højskolekursisternes baggrund er sammenlignelig fra 2016 og frem.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken offentliggøres i Statistikbanken under Kultur og kirke, Kulturlivets økonomi og struktur, Uddannelse og beskæftigelse på kulturområdet. Der er ikke knyttet en fast Nyt fra Danmarks Statistik til statistikken. Forskere kan få adgang til mikrodata fra kursistregistret efter aftale med Danmarks Statistik. Statistikkens anonymiserede grunddata stilles til rådighed for serviceopgaver mod betaling.

Læs mere om tilgængelighed