Statistisk behandling
Kontaktinfo
Social og Sundhed, PersonstatistikJane Christensen
20 58 42 40
Hent som PDF
Data til denne statistik indsamles løbende fra landets 98 kommuners fagsystemer, eller via indtastning i Danmarks Statistiks webindberetningsløsning, IDEP, som kan tilgås gennem Virk.dk eller Danmarks Statistiks oplysningsside. Eksisterende oplysninger opdateres med det, som er indberettet i løbet af året. Herefter sammenkædes kommunernes indberetninger med indsatser, der allerede er i registeret. For hvert barn og ung opdateres eksisterende sager med det, der er blevet indberettet i løbet af året. Data samles i et forløbsregister, der indeholder alle personer, som i løbet af de første 17 leveår, har modtaget en eller flere handicapkompenserende indsatser efter serviceloven. Data valideres og rettes evt. af kommunerne og efterfølgende godkender kommunerne data som retvisende udtryk for indsatser det pågældende år. Efter denne proces, aggregeres de indberettede oplysninger og suppleres med data fra Danmarks Statistiks befolkningsregister.
Kilder
Kommunerne indberetter handicapkompenserende indsatser til børn og unge til Danmarks Statistik, som er databehandler for Social-, Bolig-, og Ældreministeriet. Data indberettes enten via system-til-system-løsninger fra kommunernes administrative fagsystemer eller via en webindberetningsløsning. Kommunerne har mulighed for via Virk.dk at tilgå indberettede data via statistikkens webindberetningsløsning.
Indsamlingshyppighed
Data indsamles løbende fra landets 98 kommuner. De fleste kommuner indberetter data dagligt, mens enkelte kommuner indberetter ugentligt, månedligt eller årligt.
Indsamlingsmetode
Data indberettes primært direkte fra kommunernes administrative fagsystemer overført via system-til-system indberetning. Alternativt kan kommunerne indberette via Danmarks Statistiks webindberetningsløsning.
Alle indberetninger samles dagligt på Danmarks Statistiks webdatabase, hvor kommunerne har adgang til egne data.
Datavalidering
Data i statistikken valideres årligt i samarbejde med kommunerne. Ved valideringsprocessens start danner Danmarks Statistik kommuneopdelte lister med optællinger af antallet af børn og unge på hver type af indsats, og antallet af handicapkompenserende indsatser opdelt på hver type af indsatser fra registeret. Disse lister sendes til hver kommune, til validering og godkendelse af at tallene stemmer overens med kommunens virkelighed. Ved afvisning af at listerne er retvisende, går Danmarks Statistik og kommunen i dialog om og arbejder med uoverensstemmelserne indtil kommunen og Danmarks Statistik kan godkende data.
Som hovedregel indgår ikke-godkendte data i udgivelsen, men med en note om, hvilke kommuner, der ikke har godkendt data. Hvis uoverensstemmelserne er meget store kan det vælges at fjerne data fra pågældende kommune i udgivelsen. Hvis en kommune ikke kan godkende data inden udgivelse, indledes et samarbejde efter udgivelse, om at få skabt overensstemmelse i data inden næste udgivelse.
Valideringen har særligt fokus på at kommunerne har indberettet alle de handicapkompenserende indsatser til børn og unge, kommunerne som helhed har bevilget.
Databehandling
De validerede data, dels fra de kommunale fagsystemer og dels indberettet på Danmarks Statistiks webindberetningsløsning integreres. På tværs af de forskellige indberetningsløsninger skal indberetningerne leve op til kravene i databekendtgørelsen. Ensretningen efter kravene i databekendtgørelsen muliggør enkel integration af data i et grunddatasæt. Grunddata fra registeret kædes sammen til forløb, som beriges med oplysninger fra befolkningsregisteret i Danmarks Statistik. Fejl i personnumre skrives ud på en fejlliste, og der testes for dubletter, inden data gøres klar til udgivelse.
Kommunerne har forskellig registreringspraksis, hvor nogle kommuner registrerer én lang indsats, registrerer andre kommuner mange korte sammenhængende indsatser. For at ensarte kommunernes indberetninger fortager Danmarks Statistik overlapsbehandling, der danner grundlag for forløbsregisteret. Overlapsbehandlingen består i at: - Der dannes forløb i de tilfælde, hvor et barn eller en ung modtager den samme indsats med tidsmæssigt overlap i samme kommune.
- Der dannes forløb i de tilfælde, hvor et barn eller en ung modtager den samme indsats i samme kommune, hvis der er 14 dage eller mindre mellem de to indsatser.
I disse tilfælde vil den første startdato og den seneste slutdato, der findes i indberetningerne være de gældende.
Korrektion
Der laves ikke korrektioner af data udover, hvad der er beskrevet under datavalidering og databehandling.