Indhold
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, PersonstatistikJarl Quitzau
23 42 35 03
Hent som PDF
Statistikken er en årlig opgørelse af personer og familiers formue og gæld. Statistikken er baseret på individdata om værdien af boliger, biler, indestående på bankkonti, pensionsformuer og gæld mv. Statistikken kan bl.a. fordeles efter familietype, køn, alder, indkomst, ejerforhold til bolig, kommuner mv. Der laves tilmed særskilte opgørelser af pensionsformuerne.
Indholdsbeskrivelse
Hovedbegrebet i formuestatistikken er nettoformuen. Nettoformuen består blandt andet af værdien af fast ejendom, biler, indestående i pengeinstitutter, værdipapirer herunder unoterede akter samt pensionsformuer. Herfra trækkes gæld til såvel private som til det offentlige. Værdien af unoterede aktier og gæld til inddrivelse i det offentlige indgår først i nettoformuen fra 2020. For at reducere databruddet er der lavet to nettoformuebegreber, hvor det ene kører fra 2014 og frem. Det andet, som inkluderer de to nye komponenter starter fra 2020.
Formuer akkumuleres typisk over et livsforløb med lidt nedsparing efter pensionsalderen. På grund af den tætte sammenhæng mellem alder og formuestørrelse er alder et gennemgående element i formidlingen af formuestatistikken. Herudover er statistikken karakteriseret ved store afvigelser mellem gennemsnit og median, da få personer med meget ekstreme formueforholde kan påvirke gennemsnittet ganske meget. Derfor vises både gennemsnit og medianer i store dele af formidlingen med mest vægt på sidstnævnte.
De enkelte formue- og gældsposter er beskrevet mere detaljeret her : Oversigt over de enkelte formue- og gældsposter
Pensionsformuerne er beskrevet her: Dokumentation af pensionsvariablerne, herunder tjenestemandspensionerne og efterlønsordningen.
I 2023 har Danmarks Statistik (DST) og Danmarks Nationalbank(DN) i samarbejde estimeret udbetalinger af aldersopsparing. Her har der ikke tidligere fandtes data, da de er skattefrie ved udbetalingen. Læs mere i papiret Estimering af aldersopsparing Ligeledes har DST og DN i 2023 lavet et datasæt, som samler data om pensionsformuer, ind- og udbetalinger mv., som giver overblik over pensionsafkast og værdiændringer i pensions systemet. Læs mere i papiret New data on individual pension wealth growth
Grupperinger og klassifikationer
Formue- og gældsdata er klassificeret efter inspiration fra OECD.
Grupperingen af familierne sker efter bl.a.: Familietype, ejerform til bolig, indkomst i intervaller, socioøkonomisk gruppe, uddannelsesniveau, og kommune. Grupperingerne vil om muligt svare til de, der benyttes i indkomststatistikken.
Sektordækning
Husholdningssektoren.
Begreber og definitioner
Median - formue: Nøjagtig halvdelen af befolkningen har højere formuer og den anden halvdel har lavere formuer. Medianen kan være bedre end gennemsnittet til, at repræsentere det 'normale' formueniveau i en samfundsgruppe, da medianen i modsætning til gennemsnittet ikke påvirkes af enkeltpersoner med ekstreme formuer.
Nettoformue: Aktiver fratrukket gæld.
Unoterede aktier (Formue & Gæld): Værdi af virksomhedsformuer i aktie-, iværksætter- og anpartsselskaber der kan fordeles på personer.
Enheder
Statistikken offentliggøres både på person- og familieniveau.
Population
Befolkningen i Danmark d. 31. december i året.
Geografisk dækning
Danmark.
Tidsperiode
Statistikken over formue og gæld dækker perioden 2014 og frem - hvert år opgjort pr. 31/12 i året. Indholdet af statistikken varierer dog lidt over årene. Enkelte komponenter, primært finansielle formuer, offentlige ejendomsvurderinger og gæld findes længere tilbage i tid i andre registre. Se mere under ”Sammenlignelighed over tid”.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Danske kroner og antal personer
Referencetid
Formue og gæld opgøres pr. 31. december i året. Befolkningsoplysninger om køn, alder og familieforhold er hentet med samme referencedato.
Hyppighed
Årlig.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
En lang række data indsamles via SKAT mv. på baggrund af den generelle hjemmel i lov om Danmarks Statistik, § 6 Lov om Danmarks Statistik . Oplysningerne om pensionsformuer indhentes med hjemmel i Lov om Danmarks Nationalbank, § 14 a. Der er ingen EU-regulering på området, men statistikken leverer input til EU-SILC, som er reguleret af EU forordning 2019/1700 og OECDs formuestatistik .
Indberetningsbyrde
Statistikken er registerbaseret og der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde. De fleste data indsamles fra KMD, LD, Skattestyrelsen, Udviklings- og forenklingsstyrelsen og Gældsstyrelsen. Hertil indsamles pensionsdata fra omkring 100 pensionsselskaber. Organisationerne leverer data enten til Skat eller direkte til Danmarks Statistik. Der er noget arbejde forbundet med at sikre, at data lever op til de indgåede dataudvekslingsaftaler samt det praktiske arbejde med organiseringen og overførslen af data. Denne byrde er ikke kvantificeret.
Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.