Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Forskning, Teknologi og Kultur, Erhvervsstatistik
Paul Lubson
20 37 54 60

pal@dst.dk

Hent som PDF

Fondes aktiviteter

Statistikken er en årlig opgørelse af fondes aktiviteter i form af bevillinger og udbetalinger opgjort i mio. kr. Bevillingerne opgøres efter formål, hovedområder, virkemidler og modtagertyper.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken belyser fondenes aktiviteter i form af bevillinger og udbetalinger. Statistikken dækker alle fondenes uddelinger såvel interne som eksterne. Interne uddelinger er fx udvidelse af bygninger, en forskningsfonds udgifter til forskning i eget regi eller et selvejende museums egne indkøb til egne udstillinger. Eksterne uddelinger er uddelinger til vedtægtsbestemte formål, fonden ikke selv udfører, og hvor der ikke er forventning om en modydelse. Statistikken dækker ikke fondens egne driftsomkostninger. Donationer fra fond til fond medtages ikke, herved undgås dobbeltregistrering af uddelinger. Statistikken beskriver primært bevillinger og udbetalinger til almennyttige aktiviteter men omfatter også uddelinger til fx familieformål.

Grupperinger og klassifikationer

Statistikken er grupperet i forhold til overordnede formål, fx uddannelse eller kultur. Bevillingerne er endvidere fordelt på hovedområder, samt efter hvilket virkemiddel, der er anvendt. Endelig er bevillingerne fordelt efter, hvorvidt modtageren er indenlandsk eller udenlandsk, samt hvilken type modtager, der er tale om (fx offentlige institutioner, private virksomheder, individuelle personer).

Sektordækning

Statistikken dækker den private sektor.

Begreber og definitioner

Udbetaling: Udbetalinger er de midler der er udbetalt fra fonden i året, uanset om de er bevilliget i året eller i tidligere år.

Bevilling: Bevillinger er de midler der er givet tilsagn om i året. Disse kan blive udbetalt i bevillingsåret, eller i efterfølgende år

Enheder

Private danske fonde og fondslignende foreninger.

Population

Fonde med virksomhedsformerne ”Erhvervsdrivende fond”, samt ”Fonde og andre selvejende institutioner” i ESR (Det erhvervsstatistiske register). Alle fonde med disse virksomhedsformer indgår i populationen, såfremt de tilhører den private sektor. Hertil lægges en gruppe af non profit foreninger mv., der agerer som fonde med betydelige uddelinger, fx patientforeninger. Disse er udvalgt på baggrund af SKATs liste over godkendte foreninger under ligningslovens §8 A, samt enkelte andre enheder, der definerer sig selv som fonde.

Geografisk dækning

Danmark

Tidsperiode

Statistikken blev opgjort første gang for 2016.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik

Måleenhed

Antal fonde, mens bevillinger og udbetalinger opgøres i mio. kr.

Referencetid

01-01-2022 - 31-12-2022

Hyppighed

Årlig

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Statistikken indsamles i henhold til lov om Danmarks Statistik § 6.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden på samfundsniveau er under 500.000 kr.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.