Indhold
Kontaktinfo
Befolkning og Uddannelse, Personstatistik.Asger Bromose Langgaard
Hent som PDF
Statistikken er en årlig opgørelse af uddannelsesaktiviteten på erhvervsfaglige uddannelser i Danmark, herunder tilgangen, antal fuldførte og antal aktive studerende pr. 1. oktober. Statistikken fordeles efter uddannelse og uddannelsesform, og på de studerendes alder, køn, herkomst og national oprindelse.
Indholdsbeskrivelse
Statistikken om erhvervsuddannelser viser antal studerende på erhvervsuddannelser i Danmark. Statistikken er en del af Elevregistret og offentliggøres årligt med dette. I Statistikbanken kan man se elever pr. 1. oktober i tællingsåret, fuldførte og tilgang fordelt på uddannelsesområder, alder, herkomst, national oprindelse, køn, uddannelsesdel og uddannelsesform (se under Begreber og definitioner).
Grupperinger og klassifikationer
Danmarks Statistiks uddannelsesklassifikation DISCED-15 benyttes til at definere erhvervsuddannelser.
Erhvervsuddannelserne består af både grundforløb og hovedforløb. Før erhvervsuddannelsesreformen af 2015 var opdelingen mellem grundforløb og hovedforløb i DISCED-15 klar: Grundforløb lå under hovedområde 29, mens hovedforløb lå under hovedområde 30. Med erhvervsuddannelsesreformen blev grundforløbene opdelt i to: grundforløb 1 og grundforløb 2. I DISCED-15 ligger grundforløb 2 under hovedområde 30, idet man skal vælge sin konkrete erhvervsuddannelse inden grundforløb 2. Det er altså nu kun grundforløb 1, der ligger under hovedområde 29.
Sektordækning
Ikke relevant for denne statistik.
Begreber og definitioner
Elever pr. 1. oktober: Personer, der er i gang med en uddannelse den 1. oktober det givne år, fx 2017.
Erhvervsuddannelse: En faglig uddannelse, som giver erhvervskompetence. En erhvervsfaglig uddannelse består typisk af et grundforløb og et hovedforløb, som begge varierer i indhold og længde. Den typiske varighed af en erhvervsuddannelse er 4 år. Erhvervsfaglige uddannelser er eksempelvis murer, tømrer og elektriker.
EUX: En uddannelse, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen, så man dermed opnår kompetence til at komme ind på en videregående uddannelse.
Fuldført: Personer, der fuldfører en uddannelse i perioden mellem 1. oktober året før-30. september det givne år, fx 1/10 2016-30/9 2017.
Grundforløb på erhvervsuddannelse: Første del af erhvervsuddannelsen. Grundforløbet er opdelt i to dele af hver et halvt års varighed. Første del af grundforløbet er kun for elever, der er gået ud af 9. eller 10. klasse for mindre end et år siden. Øvrige elever begynder direkte på anden del af grundforløbet. Før erhvervsuddannelsesreformen 2015 var grundforløbet et samlet forløb på et år.
Herkomst: Personer med dansk oprindelse er personer, hvor mindst en af forældrene er dansk statsborger, født i Danmark. Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er danske statsborgere, født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes den pågældende som indvandrer. Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Når en eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.
Hovedforløb på erhvervsuddannelse: Hovedparten af erhvervsuddannelsen, som kommer efter grundforløbet. På hovedforløbet får man de konkrete kompetencer, der kræves for at udføre det fag, som man bliver uddannet til.
Mesterlære: Elever i mesterlære har taget et grundforløb, som er udført som praktisk arbejde i en virksomhed i stedet for at tage grundforløbet på en skole.
National oprindelse: Personer med dansk oprindelse er personer, hvor mindst en af forældrene er dansk statsborger, født i Danmark. Vestlige lande omfatter Norden, EU-lande samt Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand. Ikke-vestlige lande omfatter alle øvrige lande.
Praktikvej: Eleven har skaffet sig en praktikaftale, der dækker både grund- og hovedforløb inden påbegyndelse af uddannelsen.
Skolepraktik: Et tilbud til elever, der ikke får en praktikplads. Det er praktik, som gennemføres på skolen.
Skolevej: Eleven har ikke en praktikaftale før påbegyndelse af uddannelsen.
Studiekompetenceforløb på erhvervsuddannelse: Elever, der tager en EUX i et merkantilt fag, skal tage et studiekompetenceforløb med gymnasiale fag mellem anden del af grundforløbet og hovedforløbet. De merkantile fag er detailhandelsuddannelsen, eventkoordinator, finansuddannelsen, handelsuddannelsen og kontoruddannelsen.
Tilgang: Personer, der påbegynder en uddannelse i perioden mellem 1. oktober året før-30. september det givne år, fx 1/10 2016-30/9 2017.
Uddannelsesform på erhvervsuddannelse: Uddannelsesform viser hvilken type kombination mellem praktik- og skoleperioder eleven har under sin uddannelse. Eksempelvis er elever på praktikvej elever, der påbegynder uddannelsen i praktik, mens elever på skolevej påbegynder uddannelsen på skolen.
År: I uddannelsesstatistikken defineres et år som perioden fra 1. oktober forrige år til 30. september det nævnte år. For eksempel er 2017 defineret som 1. oktober 2016 til 30. september 2017.
Enheder
Personer.
Population
Personer, der indskrives på en offentligt reguleret erhvervsuddannelse i Danmark (Undervisningsministeriet eller et fagministerium har fastsat rammerne for uddannelsen gennem love og bekendtgørelser) eller på SU-berettigede private erhvervsuddannelser.
Geografisk dækning
Danmark.
Tidsperiode
Den aktuelle tidsserie i Statistikbanken går fra og med 2005 til nu.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Måleenheden er antal personer.
Referencetid
Den nyeste indsamling er foretaget for perioden 1. oktober 2022-30. september 2023.
Hyppighed
Årlig.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lov om Danmarks Statistik § 6 og § 8 stk. 3. Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 452/2008 af 23. april 2008 om udarbejdelse og udvikling af statistikker over uddannelse og livslang læring.
Indberetningsbyrde
Indberetningsbyrden er minimal, idet oplysningerne indsamles via lokale administrative registre på uddannelsesinstitutionerne. Dog indberetter nogle få institutioner via regneark.
Øvrige oplysninger
Der er oplysninger om de uddannelser som er samlet i elevregistret på følgende emneside: Fuldtidsuddannelser. Her kan også findes notater om historiske revisioner på erhvervsuddannelsesområdet. Øvrige oplysninger fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.