Præcision og pålidelighed
Kontaktinfo
Priser og Forbrug, Økonomisk StatistikPeter Fink-Jensen
21 34 76 92
Hent som PDF
Byggeomkostningsindeks for boliger viser udviklingen i omkostningerne forbundet med det typiske boligbyggeri i Danmark. Indekset bygger på antagelsen om, at de ni byggerier, som ligger til grund for beregningen af indekset, er repræsentative for det typiske boligbyggeri i Danmark. Der findes ikke et mål for usikkerhed forbundet med statistikken. Det løbende arbejde med forbedring af kvaliteten af data og vægte betyder, at indekset overordnet vurderes som værende af høj kvalitet samt retvisende for den generelle udvikling i omkostningerne ved opførelsen af en typisk bolig i Danmark.
Samlet præcision
Beregningen af Byggeomkostningsindekset for boliger bygger på antagelsen om, at de ni udvalgte boligbyggerier, som beregningen af indekset er baseret på, er repræsentativt for det faktiske boligbyggeri i Danmark. De ni byggerier er udvalgt på baggrund af en analyse af det faktiske boligbyggeri i 2021, primært med udgangspunkt i data fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), der dækker hele populationen af nybyggede boliger i Danmark. Disse antages ligeledes at være repræsentative for de boliger, der opføres i dag, men såfremt der sker en ændring i de typiske boligbyggeri, vil dette være en kilde til øget usikkerhed hvad angår indeksets præcision.
Indekset er baseret på prisudviklingen på godt 200 repræsentantvarer, som dækker ca. 20 arbejdsfunktioner, ca. 52 materialegrupper og ca. 10 materielgrupper. Til hver repræsentantvare er koblet et antal priser. Det er ikke muligt at beregne et samlet mål for stikprøveusikkerheden, da denne ikke er udtrukket tilfældigt. Repræsentantvarerne er dog udvalgt på baggrund af byggeregnskaberne for ni typiske byggerier samt efter et princip om betydelighed og repræsentativitet. Det antages derfor, at prisudviklingen i stikprøven er repræsentativ for prisudviklingen i populationen.
Det løbende arbejde med monitorering og forbedring af kvaliteten af både data og vægtgrundlag betyder, at indekset helt overordnet vurderes som værende af høj kvalitet, samt retvisende for den generelle udvikling i omkostningerne ved opførelsen af en typisk bolig i Danmark.
Stikprøveusikkerhed
Byggeomkostningsindekset for boliger beregnes på baggrund af prisudviklingen for godt 200 repræsentantvarer, der dækker ca. 20 arbejdsfunktioner, ca. 52 materialegrupper og ca. 10 materielgrupper. Hver repræsentantvare dækker over et antal varer med tilhørende priser. Repræsentantvarerne er udvalgt på baggrund af byggeregnskaber for to typer af byggeri (enfamilieshuse og etageboliger), og er udvalgt efter et princip om betydelighed og repræsentativitet.
Materialepriserne stammer primært fra Prisindeks for indenlandsk vareforsyning, hvor de deltagende virksomheder inden for udvalgte varegrupper vælges efter et ’top-down’ princip, med udgangspunkt i virksomhedernes omsætningsværdier. På den måde sikres det, at stikprøven dækker minimum 70 pct. af dansk produktion og import, og prisudviklingen i stikprøven antages derfor at være repræsentativ for prisudviklingen i populationen. Såfremt prisudviklingen for de varer der ikke er medtaget afviger fra de inkluderede varer, kan dette være en kilde til usikkerhed. Brugen af ’top-down’ princippet frem for tilfældig udvælgelse, hvor sandsynligheden for udtagning svarer til hver enkelt vares betydning, betyder, at der ikke kan beregnes et samlet mål for stikprøveusikkerheden.
Data til beregning af de samlede arbejdsomkostninger indhentes fra Danmarks Statistiks kvartalsvise implicitte lønstatistikker. Her er stikprøven udtrukket på en sådan måde, at en høj andel af det samlede antal ansatte i målpopulationen rent faktisk indgår i den samlede stikprøve af virksomheder og organisationer med mindst 10 ansatte, herunder samtlige virksomheder med mere end 100 beskæftigede. Usikkerheden kan derfor være større i brancher med en høj andel af mindre virksomheder. Ved beregning af arbejdsomkostningsudviklingen medtages dog kun løn fra virksomheder, som indgår i to på hinanden følgende kvartaler. Der kan derfor heller ikke beregnes en samlet stikprøveusikkerhed for lønudviklingen.
Anden usikkerhed
De ni konkrete byggerier, som beregningen af Byggeomkostningsindekset for byggeri bygger på, er udvalgt på baggrund af en analyse af det faktiske boligbyggeri i 2021, primært med udgangspunkt i data fra Bygnings- og Boligregistret (BBR), der dækker hele populationen af nybyggede boliger i Danmark. De er udvalgt med det mål for øje, at sikre så repræsentativt et grundlag for beregningerne som muligt. Beregningerne af Byggeomkostningsindekset for boliger bygger således på antagelsen om, at de udvalgte byggerier er repræsentative for det typiske boligbyggeri af enfamiliehuse og etageboliger i Danmark. Indekset er derfor mindre retvisende for opførelsen af arkitektonisk- eller på anden vis atypiske boliger
Ændringer i det gængse boligbyggeri over tid kan føre til at indeksets repræsentativitet for det faktiske boligbyggeri falder. Dette søges imødekommet ved jævnlig opdatering af vægtene ca. hver 5. år.
I forbindelse med beregning af indekset benyttes så vidt muligt en uændret sammensætning af varekurven. I virkelighedens verden substituerer virksomhederne produkter, fx pga. ændrede relative priser, præferencer eller teknologisk udvikling. Dermed vil indekset ikke altid præcist modsvare den oplevede prisudvikling. Dette forsøges minimeret ved løbende kontakt med rapporterende virksomheder omkring aktualiteten af deres varer. Ved udskiftning i den faste varekurv kan nye varer have en anden kvalitet end de varer der udgår. Der foretages derfor løbende kvalitetskorrektioner af disse vare.
Der kan opstå fejl forbindelse med virksomhedernes indberetninger af priser og lønninger og den efterfølgende registrering af oplysningerne i Danmarks Statistik. Der undersøges dog både maskinelt og manuelt for denne type af fejl, og disse skønnes derfor ikke at være kilde til væsentlige fejl.
Bortfald som resultat af manglende indberetninger fra firmaer er på mindre end 1 pct. pr. kvartal. Ved bortfald bliver manglende priser typisk estimeret ved at videreføre en tidligere pris. Ved bortfald for væsentlige varer kan der forekomme prisimputering. Er prisen uændret i en periode på 13 måneder, vil den pågældende indberetter blive kontaktet for at undersøge, om der er tale om fejl i indberetningen.
Beregningen af Byggeomkostningsindekset for boliger foretages maskinelt i et dedikeret indeksberegningssystem. Sandsynligheden for beregningsfejl vurderes derfor som værende ubetydelige.
Byggeomkostningsindekset for boliger bygger på antagelsen af, at udviklingen i de priser som indgår i beregningen af indekset, er retvisende og repræsentative for den faktiske prisudvikling på de relevante varegrupper. Da de relevante varer ikke er udvalgt med det specifikke indeks for øje, antages det at disse er repræsentative for de materialer, som indgår i opførelsen af en bolig.
Kvalitetsstyring
Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.
Kvalitetssikring
Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.
Kvalitetsvurdering
Den samlede vurdering af de data, der ligger til grund for beregningen af Byggeomkostningsindekset for boliger, er, at disse generelt er af en høj kvalitet, samt repræsentativ for prisudviklingen på de varer, der indgår i forbindelse med opførelsen af en bolig i Danmark. Indekset beregnes med udgangspunkt i et vægtgrundlag baseret på byggeri af hhv. tre fritliggende enfamiliehuse, tre rækkehuse og tre etagebyggerier. For at sikre et så repræsentativt vægtgrundlag for beregningen som muligt, er de ni byggerier udvalgt på baggrund af en grundig analyse af det faktiske boligbyggeri i Danmark i vægtreferenceperioden (2021) og er beregnet på baggrund af byggeregnskaberne fra de ni konkrete boligbyggerier. Vægtene opdateres desuden ca. hvert femte år for at sikre, at disse fortsat er aktuelle.
Det er ikke muligt at angive et samlet mål for usikkerheden forbundet med beregningen af indekset. Dækningsfejl kan opstå hvis det viser sig at den udtrukne stikprøve ikke er repræsentativ for markedet eller som følge af kvalitetsændringer for en given vare, eller misforståelser hos indberetteren omkring hvilke vare der skal indberettes priser for kan resultere i målefejl og manglende indberetninger. For at imødekomme dette, monitoreres kvaliteten af det bagvedliggende data løbende, og der sættes ind der hvor det vurderes, at kvaliteten kan gives et løft. Kvalitetsarbejdet består bl.a. i at udskifte og øge stikprøven med nye virksomheder, bede eksisterende indberettere om at indberette flere priser, og/eller anvende bedre metoder til at definere og beregne priserne. Løbende dialog med virksomhederne har desuden til formål at mindske misforståelser og minimere bortfald som følge af helt eller delvist manglende indberetninger.
For at sikre kvaliteten af indekset, foregår beregningen af dette maskinelt i et dedikeret prisindekssystem.
Det vurderes generelt, at usikkerheden er størst på det mest detaljerede niveau, mens denne falder i takt med, at man bevæger sig på mere aggregerede niveauer. Det løbende arbejde med monitorering og forbedring af kvaliteten af både data og vægtgrundlaget betyder dog, at indekset helt overordnet vurderes som værende af høj kvalitet, samt retvisende for udviklingen i omkostningerne ved opførelsen af en bolig i Danmark.
Revisionspolitik
Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.
Praksis for revisioner
Der offentliggøres kun endelige tal. Som udgangspunkt foretages der ingen revisioner, med mindre der konstateres beregningsfejl i allerede offentliggjorte tal. Denne praksis er gældende for både nationale og Eurostat offentliggørelser.