Gå til sidens indhold

Byggeomkostningsindeks for boliger

Byggeomkostningsindekset for boliger viser udviklingen i omkostninger ved at bygge bolig i Danmark og anvendes bl.a. til regulering af byggerikontrakter. De primære brugere af indekset er byggeorganisationer, entreprenører, bygherrer, håndværkere, advokater, offentlige institutioner og EU. Byggeomkostningsindekset er blevet udarbejdet siden 1. kvartal 2003 og afløser Reguleringsindekset for boligbyggeri.

Indhold

Statistikken er en kvartalvis opgørelse af udviklingen i omkostningerne ved at opføre en bolig i Danmark. Indekset opgøres for henholdsvis enfamiliehuse og etageboliger, samt for boliger i alt som en sammenvejning af de to underliggende indeks. Indekset opdeles på underindeks for syv faggrupper og seks bygningsdele. Både totalindeks og underindeks opgøres separat for materiale- og arbejdsomkostninger.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Grundlaget for beregningen af byggeomkostningsindekset for boliger er byggeregnskabet for tre konkrete boligbyggerier. Disse byggerier er typiske for boligbyggerier i Danmark og er udvalgt på baggrund af en analyse af det aktuelle byggeri. Omkostningerne forbundet med opførelsen af de tre byggerier udgør vægtene i indekset og anvendes til at sammenveje priserne for omkostningskomponenterne til det endelige byggeomkostningsindeks.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Byggeomkostningsindekset for boliger bruges i særdeleshed til prisregulering af byggekontrakter og til at følge konjunkturudviklingen inden for boligbyggeriet. De primære brugere af indekset er byggeorganisationer, entreprenører, bygherrer, håndværkere, advokater, offentlige institutioner og EU.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Byggeomkostningsindeks for boliger viser udviklingen i omkostningerne forbundet med det typiske boligbyggeri i Danmark. Indekset bygger på antagelsen om, at de ni byggerier, som ligger til grund for beregningen af indekset, er repræsentative for det typiske boligbyggeri i Danmark. Der findes ikke et mål for usikkerhed forbundet med statistikken. Det løbende arbejde med forbedring af kvaliteten af data og vægte betyder, at indekset overordnet vurderes som værende af høj kvalitet samt retvisende for den generelle udvikling i omkostningerne ved opførelsen af en typisk bolig i Danmark.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres kvartalsvist ca. 65 dage efter kvartalets ophør. Dvs. primo marts (4. kvartal), primo juni (1. kvartal), primo september (2. kvartal) og primo december (3. kvartal). Årstal offentliggøres en gang årligt, i forbindelse med offentliggørelsen af tal for 4. kvartal. Statistikken offentliggøres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Byggeomkostningsindeks for boliger følger de europæiske forordninger og er derved sammenligneligt med de europæiske landes Construction Costs for Residential Buildings indberettet til Eurostat. Indekset kan desuden kædes med det tidligere byggeomkostningsindeks for boliger (2003 = 100) og Reguleringsindekset, der går tilbage til 1987. Historisk har man opgjort byggeomkostninger siden 1920'erne, men disse er ikke direkte sammenlignelige med nutidens byggeomkostningsindeks for boliger.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under emnet Byggeomkostningsindeks for boliger. Derudover indgår tallene i publikationerne Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt. Der kan endvidere abonneres på fremsendelse af postkort pr. e-mail. Se mere på statistikkens emneside.

Læs mere om tilgængelighed