Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Befolkning og uddannelse, Personstatistik
Annika Klintefelt
23 31 14 33

akf@dst.dk

Hent som PDF

Boligopgørelsen

Data til denne statistik indsamles fra BBR og CPR. Disse registre matches ved hjælp af adresser og boliger opdeles i boliger med og uden CPR tilmeldte personer. Inkonsistens i udlejningsforhold og ejerforhold mellem CPR og BBR oprettes.

Kilder

Bygnings- og Boligregistret (BBR-stamregister), Det Centrale Personregister (CPR) og, Danmarks Adresseregister (DAR). Bygnings- og boligregistret blev oprettet i 1977 (lov nr. 243 af 12. maj 1976). Formålet med registret er at tilvejebringe en systematisk registrering af bygnings- og boligforholdene til brug for såvel statslige som kommunale myndigheders administration og planlægning. Hovedformålene var i første omgang ejendomsvurdering og folke- og boligtælling. En lang række hovedsagelig kommunale administrative formål er senere indgået som en del af registrets anvendelse.

Adresser er fra Danmark adresseregister (DAR). Adresser blev tidligere leveret til Danmarks Statistik sammen med BBR, men er nu udskilt fra BBR. Fra juni 2017 indeholder BBR ikke længere adresser, men alene nøgler til adresserne i DAR. Når der henvises til BBR-adresser i dette notat/dokument drejer det sig om de adresser i DAR, der matcher nøglerne i BBR.

Indsamlingshyppighed

Kvartalsvis

Indsamlingsmetode

Registre.

Datavalidering

Kun BBR-enheder, der kan placeres i en bygning, indgår. (Bygninger ejet af militæret er diskretioneret i udtrækket fra BBR, så de tilhørende enheder indgår ikke i Boligopgørelsen. (Fx alle enheder på Christiansø)).

CPR-adresser bliver 'vasket' for at matche BBR's adresser. I praksis er det kun dørnumre der ændres så evt. bogstaver står først. Fx ændres '0tv9’ til ’tv09’. Kun få adresser ændres (<100).

Inkonsistens mellem udlejningsforhold, ejerforhold og resultatet af vores match mellem CPR og BBR (boliger med CPR tilmeldte personer ) oprettes. Under 1 pct. af boligerne får ændret udlejningsforhold (til enten 'Uoplyst' eller 'Ikke benyttet')

Databehandling

Grunddata fra både BBR, DAR og CPR ligger i databaser i Danmarks Statistik. Databehandlingen i Boligopgørelsen består primært i at matche data via adresserne.

Adressematchet indeholder:

A. På nogle BBR-adresser findes flere enheder på samme adresse. Her laves en prioritering, så kun én enhed repræsenterer boligen. Prioriteringsrækkefølgen er:

  1. Kun én boligenhed (boligtype 1-5, dvs. kun én enhed med boligareal)
  2. Kun en egentlig bolig (boligtype 1)
  3. Boligenheden med størst boligareal

Øvrige enheder på adressen indgår ikke i boligopgørelsen. Ca. 8 000 enheder med boligtyper egentlig beboelseslejlighed, blandet erhverv og bolig eller enkeltværelse tæller ikke med i Boligopgørelsen.

B. Hvis der på etage-niveau kun findes én enhedsadresse i BBR, men flere CPR-adresser, vil alle CPR-husstandene blive placeret på den samme BBR-adresse. Dette forekommer fx. i nogle døgninstitutioner.

C. CPR og BBRadresser matches og langt de fleste matcher én CPR-adresse til én BBR-adresse.

D. De CPR-adresser, der ikke i første omgang finder en BBR-adresse, forsøges matchet på en tom enhed på samme etage.

E. De CPR-adresser, der stadig ikke har fundet en BBR-adresse, forsøges matchet på en tom bolig i samme opgang.

Match på etager og opgange (D og E) gemmes fra kvartal til kvartal, så hvis en husstand ikke skifter adresse i CPR, vil husstanden blive placeret i samme BBR-bolig kvartalet efter, såfremt der ikke i mellemtiden er kommet en adresse i BBR, der matcher 100 pct. Dvs. at matchet genbruges mellem kvartaler og dermed undgår man, at husstande teknisk 'flytter' bolig fra kvartal til kvartal.

Udlejningsforhold oprettes, så der er konsistens mellem beboelse, ejerforhold og udlejningsforhold. Udlejningsforhold er en stamoplysning i BBR. Den er dannet gennem en samkøring af BBR, CPR og Det fælleskommunale Ejendomsregister (ESR). Hvis ejeren af en ejendom på tidpunktet for dannelsen af oplysningen er tilmeldt folkeregistret på en adresse tilknyttet ejendommen betegnes boligen, hvor ejeren bor, som en bolig benyttet af ejer. Beboere i andelsboliger står i denne sammenhæng som lejere, da det er andelsboligforeningen, der ejer boligerne. Er der ikke tilmeldt nogen person på en adresse, betegnes boligen som ikke-benyttet.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.