Indhold
Kontaktinfo
Befolkning og uddannelse, PersonstatistikAnnika Klintefelt
23 31 14 33
Hent som PDF
Statistikken er en årlig totalopgørelse af boligbestanden og befolkningens boligforhold. Boligbestanden omfatter samtlige boliger i Danmark og beskrives gennem en række variable, fx boligernes anvendelse, opførelsesår, husstandstype og størrelse, ejer- og udlejningsforhold samt efter opvarmnings-, toilet-, bade- og køkkenforhold. Befolkningens boligforhold beskrives derudover gennem antal personer i boliger efter alder og køn samt antal hjemmeboende børn. Statistikken fordeles desuden geografisk, efter kommuner, regioner og landsdele.
Indholdsbeskrivelse
Boligopgørelsen rummer oplysninger om samtlige boliger og om befolkningens boligforhold. Beskrivelsen af boliger tager udgangspunkt i de oplysninger, der er tilgængelige i Bygnings- og Boligregisteret (BBR).
For boligbestanden viser statistikken boliger efter område, bygningens opførelsesår, køkken-, toilet-, og badeforhold, opvarmning, boligtype, udlejnings- og ejerforhold. Boliger opdeles i boliger med og uden CPR tilmeldte personer (beboede og ubeboede boliger) og fritidshuse uden CPR tilmeldte personer (ubeboede fritidshuse). Boliger med CPR tilmeldte personer kan fordeles på bolighusstandstyper og antal personer i husstanden. Desuden publiceres statistik vedrørende gennemsnitligt areal per bolig (kvm), gennemsnitligt areal per person (kvm) og gennemsnitligt antal personer per bolig.
For personer i boliger fordeles statistikken på samme variable og køn og alder.
Grupperinger og klassifikationer
I boligopgørelsen opdeles boliger/fritidshuse i
- Boliger med CPR tilmeldte personer (beboede boliger) som er enheder i BBR, hvor der i CPR er registreret minimum en person med adresse på enhedens adresse* på referencetidspunktet . Derfor indgår både egentlige beboelseslejligheder, blandet erhverv og bolig, enkeltværelse, døgninstitutioner, fritidshuse og erhvervslejemål.
- Boliger uden CPR tilmeldte personer (ubeboede boliger) er enheder, der i BBR er registreret med boligtype som enten egentlig beboelseslejlighed, blandet erhverv og bolig eller enkeltværelse, men hvor der ikke er en person på adressen ifølge CPR på referencetidspunktet.
- Fritidshuse uden CPR tilmeldte personer (ubeboede fritidshuse) er enheder i BBR med boligtypen Sommer-/fritidsboliger, hvor der ikke er en person på adressen ifølge CPR på referencetidspunktet. Fritidsboliger bliver oftest ikke brugt som fast CPR-adresse.
*Se beskrivelse af match mellem BBR- og CPR-adresser under 'Databehandling' og 'Kvalitetsvurdering'.
Grupperingen af enhedens anvendelse tager udgangspunkt i BBR's indberettede koder:
- Enfamilie-, stue-, parcelhus (BBR-koder (110 Stuehus til landbrugsejendom og 120 Fritliggende enfamilieshus (parcelhus)).
- Række-, kæde- dobbelthus (BBR-kode 130 Række-, kæde- eller dobbelthus (lodret adskillelse mellem enhederne)).
- Etagebolig (BBR-kode 140 Etageboligbebyggelse (flerfamiliehus, herunder tofamiliehus (vandret adskillelse mellem enhederne)).
- Kollegiebolig (BBR-kode 150 Kollegium)
- Døgninstitution (BBR-kode 160 Døgninstitution (plejehjem, alderdomshjem, børne- eller ungdomshjem).
- Fritidshus (BBR-koder 510 Sommerhus. 540 Kolonihavehus.590 Anden enhed til fritidsformål)
- Andet (Øvrige BBR-koder)
OBS: Kollegie- og døgninstitutionsboliger afspejler ikke det reelle antal af disse boliganvendelser.
Grupperingen af enhedens ejerforhold tager udgangspunkt i BBR's indberettede koder:
- Privatpersoner eller I/S (BBR-kode 10)
- Alment boligselskab (BBR-kode 20)
- Aktie-, anpart-, andet selskab (BBR-kode 30)
- Privat andelsboligforening (BBR-kode 41)
- Offentlig myndighed (BBR-koder 50,60,70,80 Beliggenhedskommune, anden kommune, Stat, Region))
- Andet/Uoplyst (BBR-koder 0,40,90 Uoplyst,Forening, selvejende institution , Andet enhedsejerforhold )
Der har i visse år været problemer med kvaliteten af ejerforholdvariablen se under 'Kvalitetsvurdering'.
Geografisk er der følgende grupperinger: • Regioner: Tal kan opdeles på de 5 regioner • Landsdele: Tal kan opdeles på de 11 landsdele • Kommuner: Tal kan opdeles på de 98 kommuner
Data kan desuden opdeles på en gruppering af variablerne udlejningsforhold, opførselsår, toilet-, opvarmnings-, køkken og badeforhold, husstandstørrelse, husstandstype, boligstørrelse samt alder og køn på beboere.
Sektordækning
Ikke relevant for denne statistik.
Begreber og definitioner
Bolig: En bolig er i Boligopgørelsen defineret som en enhed i BBR med egen adresse og som enten har én af de tre boligtyper: egentlig beboelseslejlighed, blandet erhverv og bolig, enkeltværelse eller at der på referencetidspunktet er en person, der ifølge CPR bor på adressen.
Boligareal: Boligarealet er arealet af samtlige beboelsesrum inkl. køkken, bad, wc-rum, herunder boligareal i udnyttet tagetage. I kælderetage medtages arealet af de rum, der må anvendes til beboelse i henhold til byggelovgivningen samt arealet af køkken, baderum og wc-rum. Arealet måles fra ydersiden af ydervæggene og indeholder i etageejendomme også den enkelte boligs andel af trappeopgange og reposer.
Boliger med CPR tilmeldte personer (beboede boliger): Boliger med CPR tilmeldte personer (beboede boliger) er boliger, hvor der ifølge CPR bor minimum en person på adressen på referencetidspunktet. En erhvervsenhed i BBR kan derfor tælle som bolig, hvis en person har sin folkeregisteradresse der. Se evt. mere teknisk beskrivelse under Databehandling.
Boliger uden CPR tilmeldte personer (ubeboede boliger): En bolig er uden CPR tilmeldte personer hvis en BBR-enhed har en af de tre boligtyper: egentlig beboelseslejlighed, blandet erhverv og bolig, enkeltværelse, og der ikke ifølge CPR er personer på adressen på referencetidspunktet. Døgninstitutioner og fritidshuse uden CPR-tilmelding tæller ikke som boliger uden CPR tilmeldte personer. En del af boligerne er kortvarigt tomme i forbindelse med flytning, andre bruges som fritidsbolig, mens resten er reelt ubeboet.
Bolighusstandstype: Bolighusstandstype svarer til husstandstyper i andre befolkningsstatistikker dvs. opdelt på enlig mand, enlig kvinde, ægtepar, par i øvrigt, ikke-hjemmeboende par og andre husstande bestående af flere familier. Men der findes endnu en kategori, der hedder 'Flere husstande i boligen'. Dette følger af, at der i visse tilfælde i BBR ikke er inddelt i flere boliger på etageniveau, mens der i CPR findes to eller flere beboede adresser. Her lægges så flere CPR-husstande ind i samme bolig. Det drejer sig i nogle tilfælde som fx. plejehjem.
Børn: I boligopgørelsen optælles kun hjemmeboende børn. De defineres som personer under 25 år, som ikke selv har hjemmeboende børn, ikke selv indgår i et par og som har samme folkeregisteradresse som mindst én af forældrene.
Ejerbolig: En ejerbolig er en beboet bolig, som er ejet af 'Privatperson eller I/S' og som er beboet af ejer.
Fritidshuse uden CPR tilmeldte personer (ubeboede fritidshuse): Fritidshus uden CPR tilmeldte personer (ubeboede fritidshuse) er en enhed i BBR med boligtypen 'Sommer-/fritidsbolig' og som ikke ifølge CPR er beboet på referencetidspunktet.
Enheder
Boliger og personer i boliger.
Population
Boligbestanden i Danmark og befolkningens boligforhold.
Geografisk dækning
Danmark.
Tidsperiode
Statistikken dækker tidsperioden fra 2010 og frem.
Basisperiode
Ikke relevant for denne statistik.
Måleenhed
Antal boliger
Antal personer
Boligareal måles som antal kvadratmeter
Referencetid
Referencetidspunktet er 1. januar.
Befolkningsoplysninger per 1. januar opgøres med eventuelle rettelser frem til 30. januar, BBR-oplysningerne indhentes per 15. januar.
Hyppighed
Årlig.
Indsamlingshjemmel og EU regulering
Lov om Danmarks Statistik jf. lovbekendtgørelsen nr. 599 af 22. juni 2000.
Indberetningsbyrde
Statistikken er baseret på administrative registre. Der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde i forbindelse med opgørelsen af denne statistik.
Øvrige oplysninger
Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.