Arealregnskab
Kontaktinfo
Nationalregnskab, Økonomisk StatistikMichael Berg Rasmussen
51 46 23 15
Hent statistikdokumentation som pdf
Statistikken belyser Danmarks areal, arealdække og arealanvendelse. Arealdækket opgør hvor meget af Danmark som er dækket af veje, bygninger, afgrøder, skov, naturtyper, søer mv. Arealanvendelsen opgør hvor meget areal der bruges til forskellige formål, herunder boliger, industri, handel, rekreative formål mv. Arealregnskabet er en del af Grønt nationalregnskab.
Indhold
Arealregnskabet indeholder overordnet tre opgørelser. Danmarks areal i km² fordelt på kommuner og regioner, areal efter arealdække og arealanvendelse efter branche. Arealdække og arealanvendelse opgøres i km², m² pr. indbygger og i procent af det samlede areal, fordelt geografisk efter landsdele og regioner.
Statistisk behandling
Arealdække er opgjort ved at samle forskellige kortkilder, som er integreret til ét kort. Den største del af dette arbejde er lavet med teknisk bistand fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Århus Universitet. Det konsoliderede og kvalitetssikrede kort over arealdækket er herefter koblet til det matrikulerede areal og der er dannet tabeller ved at aggregere arealet (kortets celler à 10×10 meter) for arealdækketyper. Arealanvendelsen er opgjort på basis af matrikelkortet, som er koblet til en række registre over boliger, bygninger, arbejdssteder, ejendomme og kommuneplaner.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Arealregnskabet er egnet til at belyse hvordan Danmarks arealer bruges og hvordan det ændrer sig over tid - fx analyser af hvordan behov for fx mere land til byudvikling og til beskyttet natur må ske på bekostning af andre arealanvendelser.
Præcision og pålidelighed
Statistikkens præcision er ikke vurderet kvantitativt. Opgørelsen af arealdækket er stikprøvevis tjekket mod luftfotos for at vurdere præcisionen og pålideligheden, hvilket har bekræftet at fx ændringer i arealdækket fra et år til et andet har kunnet genfindes som reelle. For arealanvendelsen er pålideligheden mindre, da det ikke på samme måde har været muligt at krydstjekke og metoden er ny. Opgørelsen af arealanvendelsen bør betragtes som en foreløbig opgørelse (pilotstudie), som forventeligt vil blive revideret ved senere opgørelser med forbedrede metoder.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Tal for Danmarks areal offentliggøres i slutningen af februar i referenceåret. Arealdække og arealanvendelse har derimod ikke en fast udgivelsesrytme, men er hidtil udkommet med flere års mellemrum. Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til det forud annoncerede udgivelsestidspunkt i udgivelseskalenderen.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Arealdækket er klassificeret efter internationale retningslinjer, og kan derfor sammenlignes med andre landes opgørelser efter de samme retningslinjer (SEEA). Opgørelsen er fuldt sammenligneligt mellem 2011, 2016, 2018 og 2021. Sammenligneligheden med ældre opgørelser er til gengæld begrænset, da der er sket væsentlige ændringer i kildegrundlag og opgørelsesmetoder. Arealanvendelsen er foreløbig kun opgjort for et år.
Tilgængelighed
Statistik om Danmarks areal, arealdække og arealanvendelse offentliggøres i Statistikbanken under Areal og Naturressourcer samt i Nyt fra Danmarks Statistik om Arealdække og Arealanvendelse. Arealregnskabet offentliggøres derudover som led i tværgående formidling af Grønt nationalregnskab