Mød en kollega: Nuri Peker
"Jeg havde lyst til noget andet"
Nuri Peker, kontormedarbejder (afdelingsleder) i kontoret Interviewservice
Uddannelse: kontoruddannet i Danmarks Statistik
Nye opgaver
Efter studentereksamen i Tyrkiet tog jeg en HG (handelsskolernes grunduddannelse) i Danmark, før jeg blev kontorelev i Danmarks Statistik i 2000. Som elev var jeg rundt i tre kontorer, før jeg blev fastansat i Uddannelse i 2002.
I 2010 skiftede jeg kontor til Interviewservice. Og hvorfor nu det? Jeg havde lyst til noget andet.
Stikprøver og kundekontakt
I mit nye kontor, Interviewservice, løser vi opgaver for kunder. Kunderne er alt fra universiteter og offentlige institutioner til private virksomheder og interesseorganisationer.
Jeg står bl.a. for at danne populationer til stikprøver. Dvs. at jeg fx skal finde 100 repræsentative virksomheder, 200 pædagoger eller 1.000 borgere, som vi beder om at besvare en spørgeskemaundersøgelse (typisk online). Vi designer undersøgelserne i tæt dialog med vores kunder.
Jeg holder af, at de nye opgaver er tidsmæssigt afgrænsede, og af friheden til selv at planlægge min tid. Flekstiden i Danmarks Statistik gør det muligt for mig at aflevere mine børn i skole uden stress.
Netværk
Selv om jeg er skiftet til et andet kontor, spiser jeg stadig frokost med de samme folk som før. Jeg sidder nemlig ved "elevbordet", der består af yngre hk'ere og nuværende elever. Det har jeg gjort, lige siden jeg selv var elev. På den måde har jeg et godt netværk i huset, og jeg ved, hvad der sker rundt omkring i krogene ...
Udgav bog om uddannelse
Når jeg nu kigger tilbage på mine otte år i Uddannelse, kan jeg se, at jeg har nået nogle gode resultater. Bl.a. har jeg udgivet en publikation, der hedder Videre fra grundskolen - de unges uddannelse.
De bøger og andre publikationer, jeg har været med til at skrive, har givet opmærksomhed både i pressen og i undervisningsverdenen. Rigtig rart, at vores statistik bliver brugt ude i samfundet. Det er jo formålet med vores arbejde.
Du er velkommen til at høre mere om mine opgaver.
Kontakt mig på 27 14 82 97 eller npe@dst.dk.