Gå til sidens indhold

Mød en kollega: Hanne-Pernille Stax

"Gode spørgsmål er nøglen til gode tal"

Hanne-Pernille Stax, vicekontorchef i kontoret Erhvervsindberetning og -registre
Uddannelse: Cand.mag. i sprogpsykologi, ph.d. i standardiseret professionel interaktion

Hanne-Pernille Stax - Danmarks Statistik

Forske eller udvikle?

Efter en række spændende år som universitetsforsker med mange enmands-projekter kom jeg i december 2008 til Danmarks Statistik. Den store forskel er, at det tætte tværfaglige arbejde er en selvfølgelig del af hverdagen i mit nye job.

Nøglen til gode data

Jeg har altid været optaget af samspillet mellem sprog, metoder og mennesker når vi producerer viden om verden. Danmarks Statistik pålægger virksomhederne en byrde når de skal indberette. I Erhvervsindberetning og -registre er det mit mål, at vi udvikler gode indberetningsløsninger og støtter indberetterne i at levere korrekte data, så deres arbejde kan resultere i retvisende statistik om samfundets udvikling. Og gode spørgsmål, støttematerialer og support er nøglen til gode tal.

Tværfagligt samarbejde

Jeg har en ph.d. i standardiseret interaktion, dvs. formulering og forståelse af instrukser og spørgsmål i surveys og tests. Det var en stor beslutning at forlade universitet. Men jobbet i Danmarks Statistik var attraktivt, fordi jeg kunne anvende mine kompetencer i praksis, og fordi her var mulighed for faglig udvikling i mange forskellige retninger. 

I mit daglige arbejde har jeg en bred kontaktflade med forskellige statistikområder og specialistfunktioner og med danske virksomheder, der leverer data til Danmarks Statistik. Erhvervsindberetning og -registre kan være "øretævernes holdeplads", men det skal også være et godt sted at arbejde. Mange forskellige parter skal spille sammen, og dialogen og de gode og engagerede kolleger giver en masse energi.

 

Du er velkommen til at høre mere om mine opgaver.
Kontakt mig på 28 40 66 14 eller hps@dst.dk.

Kontakt

Salma Schou
Telefon: 24 85 61 69