Gå til sidens indhold
Publikation

Arbejdsplan 2004

Danmarks Statistiks Styrelse har vedtaget en arbejdsplan for 2004 som foreskrevet af Lov om Danmarks Statistik. Arbejdsplan 2004 redegør for ressourceanvendelsen i Danmarks Statistik og gennemgår de forskellige statistikområder. Desuden omhandler den indsatsen på det teknisk-administrative og det formidlingsmæssige område samt nye internationale opgaver og indtægtsdækket virksomhed.

Sidst i arbejdsplanen er der en række bilag, der blandt andet rummer en oversigt over Danmarks Statistiks økonomi og personaleforhold og en detaljeret opgørelse over årsværksforbruget. Desuden er der en gennemgang af de nye EU-retsakter på statistikområder for 2003-2004.

Arbejdsplan 2004 lægger vægt på, hvad der er kommet og vil komme ud af Budgetanalysen, som blev foretaget i 2003. To internationale eksperter i statistikproduktion konkluderede, at Danmarks Statistik producerer stort set de samme officielle statistikker med stort set den samme kvalitet som sammenlignelige lande, men at Danmarks Statistik bruger betragteligt færre ressourcer på arbejdet.

I forlængelse af budgetanalysens anbefalinger indeholder Finanslov 2004 en udvidelse af Danmarks Statistiks budget. Budgetudvidelsen er målrettet en række initiativer, som Danmarks Statistik skal gennemføre i perioden 2004-2007. Blandt andet skal Danmarks Statistik etablere og drive en ny betalingsbalancestatistik og lette virksomhedernes indberetningsbyrde via digitalisering.

Arbejdsplan 2004 kan bestilles gratis i trykt form.

Mere information
Hvis du ønsker at vide mere om Arbejdsplan 2004, kan Rigsstatistiker Jan Plovsing kontaktes på tlf. 3917 3901.

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig