Jordbrugets prisforhold 2021
Jordbrugets prisforhold 2021 handler om det primære jordbrugs priser og udviklingen i priserne. Prisforholdene var volatile i 2021 med markante prisændringer både på indtægts- og omkostningssiden. Selvom vi kun er få måneder inde i 2022, er udviklingen yderligere forstærket med Ruslands invasion af Ukraine, hvilket også har stor betydning for fødevareområdet. Det gør sig bl.a. gældende for korn, hvor både Rusland og Ukraine er blandt de største eksportører til verdensmarkedet.
Bytteforholdet faldt 3 pct. i 2021
Jordbrugets prisforhold 2021 følger både priserne på de produkter, som landmændene og gartnerne sælger, og de varer og tjenesteydelser mv., som de anvender i produktionen. Derudover beskrives forholdet mellem disse priser - det såkaldte bytteforhold i jordbruget.
Bytteforholdet for dansk jordbrug faldt med 3 pct. sammenlignet med 2020 og er nu på samme niveau som i 2015. Det skyldes, at priserne for forbruget i produktionen steg mere end priserne for produkterne. Der var især stigende priser på foder, energi og kunstgødning. På salgssiden var det især afgørende, at prisen på svinekød, som alene vægter med 31 pct. af landbrugets salg, faldt med 16 pct. i pris i forhold til 2020.
I publikationen beskrives desuden mængdeudviklingen for et udsnit af landbrugets produkter. Det giver et bredere grundlag for at indikere den aktuelle økonomiske udvikling i jordbruget.
Andre udpluk fra publikationen::
- Priserne på korn og raps var hhv. 18 og 22 procent højere i 2021 end i 2020.
- Mælkeprisen steg 6 pct. og oksekød med 9 pct. ift. 2020.
- Fjerkræ (æg og slagtekyllinger) faldt 3 pct. i pris ift. 2020.
- Gartneriprodukter steg samlet set 4 procent i pris ift. 2020.
Om publikationen
Titel: Jordbrugets prisforholdEmne: Erhvervsliv
ISBN pdf: 978-87-501-2406-1
Udgivet: 28. marts 2022 kl. 08:00
Antal sider: 50