Gå til sidens indhold
Publikation

Innovation og forskning 2012

Forskning og udvikling er en nøglefaktor for frembringelse af ny viden, som kan være med til at sikre fremtidens økonomiske vækst.

Både den offentlige sektor og private virksomheder har bidraget til at øge forskningens andel af bruttonationalproduktet. Forskningsudgifterne er øget fra 2,2 pct. af bruttonationalproduktet i 2001 til 3,1 pct. i 2010.

Innovation og forskning 2012 samler de statistiske oplysninger om forskning, udvikling og innovation. Oplysningerne stammer fra disse fire løbende statistikker:

  • Innovation i erhvervslivet
  • Forskning og udvikling i erhvervslivet
  • Forskning og udvikling i den offentlige sektor
  • Ph.d. forskeruddannelsen.

Medicinalindustrien fører inden for forskning
En af publikationens konklusioner er, at medicinalindustrien står for hele 19 pct. af erhvervslivets samlede udgifter til forsknings- og innovationsaktiviteter.

Medicinalindustrien er den ene af fire brancher, som samlet set står for 57 pct. af dansk erhvervslivs forsknings- og innovationsaktiviteter. De øvrige brancher er fremstilling af maskiner (13 pct.), videnskabelig forskning og udvikling (13 pct.) og computerprogrammering, konsulentbistand vedrørende it mv. (12 pct.).

Store virksomheder mest innovative
Blandt publikationens øvrige interessante konklusioner kan nævnes disse:

  • Større virksomheder er mere innovative. Blandt virksomheder med mindst 250 fuldtidsansatte er hele 77 pct. innovative, mens andelen kun er 41 pct. blandt virksomheder med under 10 ansatte.
  • Antallet af årsværk, der anvendes til forskning og udvikling er fra 2001 til 2010 øget fra 40.000 til 57.000.
  • De offentlige omkostninger til forskning og udvikling er først og fremmest steget inden for teknisk videnskab og sundhedsvidenskab med henholdsvis 74 pct. og 42 pct. fra 2007 til 2010. Samlet er forskningsudgifterne i samme periode steget med 34 pct.
  • Inden for de seneste fem år (2007-2011) har 27 pct. af virksomhederne med IP-rettigheder (patenter, brugsmodeller, varemærker og design) oplevet, at deres produkter er blevet piratkopieret.
  • I 2002 var 42 pct. af de nyindskrevne ph.d.-studerende kvinder. I 2010 var det 47 pct.
  • Der blev optaget mere end dobbelt så mange ph.d.er i 2011 som i 2002. Inden for teknisk videnskab og sundhedsvidenskab var optaget steget mest, mens humaniora havde den laveste stigning med 15 pct.

Innovation og forskning

Kolofon

Innovation og forskning
Uddannelse og forskning
ISBN: 978-87-501-2047-6
Udgivet: 17. december 2012 kl. 09:00
Antal sider: 111
Kontaktinfo:
Gitte Frej Pedersen
Telefon:

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig