Gå til sidens indhold

Stor forskel på fuldførte ungdomsuddannelser

18-45 åriges status på uddannelse 2022/2023

Blandt de 25-årige, som har gennemført en gymnasial eller erhvervsfaglig uddannelse, er der tydelige kommunale forskelle. 92 pct. af de unge, der er vokset op i Dragør og Hørsholm Kommune, har gennemført en ungdomsuddannelse. Derefter følger Gentofte og Ikast-Brande med 91 pct., samt Furesø, Hedensted og Rudersdal med 90 pct. I den anden ende af skalaen ligger Læsø, hvor 50 pct. af de 25-årige, der gik i skole i kommunen, har gennemført en ungdomsuddannelse. På Ærø udgør andelen 61 pct., i Albertslund 70 pct. og på Lolland og Nordfyns ligger den på 71 pct. Dermed er der en forskel på 42 procentpoint mellem de to kommuner med den største og mindste andel af unge, som har gennemført en ungdomsuddannelse, inden de fyldte 25 år. Det er dog værd at bemærke, at andelen af de 25-årige, der gennemfører en ungdomsuddannelse, svinger relativt meget på de små ø-kommuner, da det drejer som om små populationer. Ser man bort fra de mindste ø-kommuner så er forskellen på 22 procentpoint mellem de to kommuner med den største og mindste andel.

25-åriges gennemførelse af ungdomsuddannelser fordelt på kommuner. 2023Kilde.: Særkørsel fra Danmarks Statistik

Flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse

I 2013 var der 75 pct. af de 25-årige, som havde fuldført en ungdomsuddannelse - i 2023 var dette tal steget til 84 pct. I 2013 afbrød 10 pct. af de 25-årige deres ungdomsuddannelse, hvor tallet i 2023 var faldet til 7 pct. Ligeledes var der færre 25-årige, som var i gang med en ungdomsuddannelse på opgørelsestidspunktet i 2023. I 2013 var det 5 pct., hvorimod det i 2023 var 2 pct. af de 25-årige, som var i gang med en ungdomsuddannelse.

25-åriges ungdomsuddannelser efter alder, uddannelsesstatus og tidKilde: www.statistikbanken.dk/statusu1

Kvinder gennemfører i højere grad en ungdomsuddannelse

Når man ser tilbage på de sidste 10 år, er det kvinder som i højere grad end mænd fuldfører en ungdomsuddannelse. I 2023 var det næsten 88 pct. af de 25-årige kvinder som havde gennemført en ungdomsuddannelse. Det er 6 procentpoint mere end de jævnaldrene mænd, hvor lidt over 81 pct. havde gennemført en ungdomsuddannelse. Denne forskel på 6 procentpoint har ligget stabilt de sidste 10 år. I alt gennemførte 34.000 kvinder og 33.000 mænd en ungdomsuddannelse inden de blev 25 år i 2023, sammenlignet med 2013, hvor var 27.000 kvinder og 26.000 mænd, der gennemførte en ungdomsuddannelse inden de blev 25 år.

Nyt fra Danmarks Statistik

16. maj 2024 - Nr. 138

Hent som PDF
Næste udgivelse: 25. april 2025

Kontakt

Kilder og metode

Elevregistret er et forløbsregister, hvor den enkelte studerende kan følges gennem uddannelseskarrieren.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation