Prisstigninger på boligmarkedet i 2. kvartal 2026
29. september 2026
De sæsonkorrigerede tal viser, at priserne på ejerlejligheder på landsplan steg med 3,0 pct. i andet kvartal 2026 sammenlignet med kvartalet før. Priserne på enfamiliehuse steg med 1,7 pct., mens sommerhuse blev 0,1 pct. dyrere. Set i forhold til 2022, hvor indeksniveauet er 100, er ejerlejligheder steget mest i pris med 27,8 pct. De bliver efterfulgt af sommerhuse med 15,1 pct. og enfamiliehuse med 14,4 pct. på baggrund af de sæsonkorrigerede opgørelser.
Enfamiliehuspriserne steg mest i Hovedstaden
Fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026 steg priserne på enfamiliehuse i alle regioner. Region Hovedstaden og Region Sjælland havde de højeste prisstigninger på hhv. 11,6 pct. og 9,6 pct. I Region Syddanmark og Region Midtjylland er priserne steget med omkring 7 pct., mens Region Nordjylland havde den laveste stigning på 3,8 pct.
Ejerlejlighedspriserne steg også mest i Hovedstaden
Selvom priserne på ejerlejligheder er steget i hele landet fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026, er der geografiske forskelle i udviklingen. Region Hovedstaden havde den største prisstigning på 18,3 pct., efterfulgt af Region Midtjylland med en stigning på 16,6 pct. og Region Sjælland med 12,0 pct. I Region Syddanmark og Region Nordjylland var prisstigningerne lavere med hhv. 5,2 pct. og 4,2 pct.
Størst prisstigning på sommerhuse i Syddanmark
Sommerhuspriserne steg i alle regioner fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026. Den største prisstigning blev registreret i Region Syddanmark med 11,4 pct. Herefter fulgte Region Sjælland og Region Nordjylland med stigninger på hhv. 10,4 pct. og 7,3 pct. Region Hovedstaden og Region Midtjylland havde en prisstigning på omkring 5 pct.
Færre handler med enfamiliehuse i stort set hele landet
Antallet af handler med enfamiliehuse er faldet i næsten alle landets regioner fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026. Den eneste region med en stigning i antallet af handler er Region Sjælland, hvor stigningen er 0,3 pct. Det største fald ses i Region Hovedstaden, hvor antallet af handler er reduceret med 14,0 pct. Herefter følger Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland med fald på hhv. 3,8 pct., 3,2 pct. og 1,2 pct.
Udviklingen i handler med ejerlejligheder varierede på tværs af regioner
Antallet af handler med ejerlejligheder udviklede sig mere forskelligt på tværs af landets regioner fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026. Region Sjælland oplevede den største stigning, hvor antallet af handler steg med 10,2 pct. efterfulgt af Region Syddanmark og Region Nordjylland med stigninger på omkring 4 pct. I Region Midtjylland faldt antallet af handler med 5,0 pct., mens Region Hovedstaden oplevede den største tilbagegang med et fald på 14,9 pct.
Flere sommerhushandler i fire regioner - uændret i én
Antallet af handler med sommerhuse steg generelt på tværs af landets regioner fra andet kvartal 2025 til andet kvartal 2026. Region Midtjylland og Region Sjælland oplevede de største stigninger i antallet af handler på hhv. 11,9 pct. og 10,6 pct. Region Hovedstaden og Region Syddanmark havde en stigning i antallet af handler på hhv. 8,8 pct. og 8,5 pct., mens antallet af handler i Region Nordjylland var uændrede.
Prisvækst for ejerboliger og andelsboliger i København
I landsdelen Byen København har ejerlejligheder siden 2022 haft den mest markante prisudvikling, særligt fra 2024 og frem. I andet kvartal 2026 ligger prisindekset for ejerlejligheder på 141,4, mens indeksene for enfamiliehuse og andelsboliger udgør hhv. 120,5 og 116,4. Efter et fald i priserne for enfamiliehuse i det foregående kvartal steg alle tre boligtyper igen i andet kvartal 2026.
Ejendomssalg (kvt.) 2. kvt. 2026
29. september 2026 - Nr. 252
Næste udgivelse: 6. januar 2027
Alle udgivelser i serien: Ejendomssalg (kvt.)
Kontakt
- Theis Michaelsen, tlf. 24 48 80 75
- Malene Lysdahl, tlf. 40 38 37 54
Kilder og metode
Prisudviklingen
er beregnet ud fra forholdet mellem den officielle ejendomsvurdering og den
faktiske købesum. Metoden er nærmere beskrevet i statistikdokumentationen og på emnesiden.