Gå til sidens indhold

Flere end 64 mio. turistovernatninger i 2023

Turistovernatninger i Danmark (år) 2023

Det samlede antal turistovernatninger i Danmark fordelt på feriehuse, hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrerhjem, lystbådehavne samt de mindre overnatningssteder steg i 2023 til 64,1 mio. Det er næsten uændret i forhold til 2022. Med 3 pct. eller 630.000 flere overnatninger stod de store og mindre hoteller for den største stigning i 2023, men også overnatningerne på feriecentre og vandrerhjem steg i forhold til 2022 med hhv. 4 pct. og 8 pct. Omvendt faldt overnatningerne i feriehuse med 1 pct., mens overnatningerne på store og mindre campingpladser og i lystbådehavne faldt med hhv. 4 pct. og 5 pct.

Overnatninger fordelt efter overnatningsform inkl. mindre hoteller og campingpladser. 2019-2023Kilde: www.statistikbanken.dk/turist og www.statistikbanken.dk/turist4

Mindre fald i overnatninger på campingpladser

De danske campingpladser med mindst 75 enheder havde i 2023 12,2 mio. overnatninger - et fald på 600.000 svarende til 4 pct. færre overnatninger i forhold til 2022. Faldet var sammensat af en stigning i udenlandske overnatninger på 2 pct. og et fald i danske overnatninger på 8 pct. Overnatningerne på campingpladser fordelte sig meget forskelligt fra region til region. 40 pct. af campingovernatningerne blev foretaget i Region Syddanmark. De resterende campingovernatninger fordelte sig således, at Region Midtjylland og Region Nordjylland havde hhv. 20 pct. og 17 pct., mens Region Sjælland og Region Hovedstaden havde hhv. 13 pct. og 9 pct. Dermed blev 78 pct. af alle overnatninger på campingpladser foretaget vest for Storebælt, mens campingpladserne øst for Storebælt havde 22 pct.

Campingovernatninger fordelt på regioner 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/camp1

Lille fald i feriehusovernatninger i 2023

Der var 22,9 mio. overnatninger i danske feriehuse i 2023, hvilket svarer til en nedgang på 1 pct. i forhold til 2022. De tyske overnatninger steg med 1 pct. i perioden og fortsætter sin stigning fra tidligere år, kun afbrudt af COVID-19 i 2020 og 2021. De danske overnatninger faldt med 7 pct. i forhold til 2022, men er steget 12 pct. i forhold til 2019. Faldet i feriehusovernatningerne i 2023 var sammensat af et fald på 450.000 overnatninger i første halvår og en stigning på 130.000 i andet halvår. Nedgangen i første halvår lå i månederne januar, februar, april og juni, som samlet faldt med 540.000 overnatninger i forhold til de samme måneder i 2022. I andet halvår var der samlet en fremgang i antallet af feriehusovernatninger - her var det primært december, der bidrog til stigningen.

Feriehusovernatninger fordelt på gæsternes nationalitet. 2017-2023Kilde: www.statistikbanken.dk/ferieh1

Stigning i andelen af hotelovernatninger i Region Hovedstaden

Der var i alt 19,2 mio. overnatninger på danske hoteller med mindst 40 sengepladser i 2023 - svarende til 30 pct. af de samlede overnatninger i Danmark. Det er en stigning på 670.000 overnatninger i forhold til 2022. Denne stigning skyldes alene en stigning på 1 mio. overnatninger i Region Hovedstaden - stigningen bestod af 3 pct. flere danske og 17 pct. flere udenlandske overnatninger. Samlet var der 11,2 mio. hotelovernatninger i regionen i 2023. Region Hovedstadens andel af de samlede hotelovernatninger steg dermed til 58 pct. i 2023 fra 55 pct. i 2022. Omvendt faldt hotelovernatningerne i de øvrige fire regioner med samlet 275.000 overnatninger, af disse var 245.000 danske.

Hotelovernatninger fordelt på regioner 2023Kilde: www.statistikbanken.dk/turist

Færre overnatninger på mindre hoteller - flere på de mindre campingpladser

De mindre hoteller og campingpladser havde samlet 1,1 mio. overnatninger i 2023 - et fald på 3 pct. i forhold til 2022. Det var udelukkende de danske gæster på de mindre hoteller o.l., der bidrog til faldet - med 10 pct. færre danske overnatninger i 2023 end året før. De udenlandske overnatninger på mindre hoteller i 2023 var på niveau med 2022. De mindre campingpladser oplevede derimod en stigning i antal overnatninger i 2023. Der var i alt 244.000 campingovernatninger på mindre campingpladser - en stigning på 13 pct. i forhold til 2022. Det var primært de udenlandske gæster, der bidrog til stigningen med 41 pct. flere udenlandske overnatninger på de mindre campingpladser. Andelen af udenlandske overnatninger på mindre campingpladser steg fra 32 pct. i 2022 til 39 pct. i 2023.

Overnatninger på mindre hoteller og campingpladser. 2019-2023Kilde: www.statistikbanken.dk/turist4

Nyt fra Danmarks Statistik

31. maj 2024 - Nr. 152

Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. april 2025

Kontakt

Statistik­dokumentation