Ofre for anmeldte forbrydelser stiger fortsat
Ofre for kriminalitet 2023
I 2023 var der 70.578 ofre for anmeldte forbrydelser. Det svarer til en stigning på 4 pct. i forhold til 2022, hvor der var 67.989 ofre for anmeldte forbrydelser. Stigningen er hovedsageligt sket inden for kategorierne ejendomsforbrydelser og andre forbrydelser. Der var 6 pct. flere anmeldte ofre for ejendomsforbrydelser, hvoraf den største stigning kunne ses blandt ofre for afpresning og åger. Ejendomsforbrydelser omfatter bl.a. tyveri og røveri. Blandt ofre for andre forbrydelser var stigningen på 56 pct., hvilket især skyldtes flere ofre i forbindelse med overtrædelse af tilhold. Kategorien andre forbrydelser omfatter ud over overtrædelse af tilhold bl.a. freds- og æreskrænkelser.
Kilde: www.statistikbanken.dk/straf5Flest er ofre for voldsforbrydelser
Af de 70.578 ofre som var registreret hos politiet i 2023 var flest ofre for en voldsforbrydelse, som udgjorde 44 pct. af alle ofrene. Ofre for ejendomsforbrydelser udgjorde 38 pct. Derudover var 8 pct. af ofrene udsat for seksualforbrydelser, mens 10 pct. var ofre for andre forbrydelser. Hvilke forbrydelser, der fylder mest i offerstatistikken, har ændret sig over tid. I perioden frem til 2019 var ejendomsforbrydelser den type forbrydelse som flest ofre havde været udsat for. Fra og med 2020 har ofre for voldsforbrydelser været dominerende og udgjort 44-47 pct.
Forskel på kønnene
I 2023 var 53 pct. af ofrene for anmeldte forbrydelser kvinder, mens 43 pct. var mænd. Derudover var 4 pct. registreret med uoplyst køn. Der er markante forskelle på ofrenes køn inden for bestemte forbrydelser. Det gælder seksualforbrydelser og kategorien andre forbrydelser, hvor hhv. 90 pct. og 81 pct. var kvinder.
Kilde: www.statistikbanken.dk/straf5Ofre i regionerne
Fordelingen af ofre på overtrædelsestyperne er forskellig alt efter, hvilken del af landet, man betragter. I alle andre regioner end Region Hovedstaden var det voldsforbrydelser, som størstedelen af ofrene havde været udsat for. I Region Syddanmark var det 61 pct. af ofrene, mens det samme gjaldt for 51 pct. af ofrene i Region Midtjylland. I Region Hovedstaden havde størstedelen, 51 pct., af ofrene derimod været udsat for en ejendomsforbrydelse i 2023.
Kilde: www.statistikbanken.dk/straf5 og særtrækNyt fra Danmarks Statistik
18. marts 2024 - Nr. 72
Hent som PDF
Næste udgivelse: 13. marts 2025
Kontakt
- Iben Pedersen, tlf. 23 60 37 11
- Jonas Ellemand, tlf. 24 90 74 98