Deltidsarbejde giver kort arbejdsuge på Bornholm
Arbejdskraftundersøgelsen (kvt.) 1. kvt. 2024
Lønmodtagerne i Vest- og Sydsjælland samt i Sydjylland havde i første kvartal 2024 de længste arbejdsuger med en gennemsnitlig normal ugentlig arbejdstid på omtrent 34 timer. Til sammenligning arbejdede bornholmerne i gennemsnit lidt under 29 timer ugentligt, hvilket skal ses i lyset af relativt mange deltidsansatte. Der er nemlig betydeligt mindre variation, når man sammenligner fuldtids- og deltidsansattes arbejdstider på tværs af landsdelene. Ser man alene på fuldtidsansatte, ligger den gennemsnitlige normale arbejdstid mellem 36 og 39 timer om ugen i alle landsdele. Det viser de nyeste tal fra Arbejdskraftundersøgelsen.
Kilde: Specialudtræk fra ArbejdskraftundersøgelsenSelvstændige i Sydjylland har de længste arbejdsuger
Den gennemsnitlige normale arbejdstid for selvstændige er 41 timer om ugen, hvilket er lidt over otte timer mere end lønmodtageres gennemsnitlige arbejdstid. Fordelt på landsdele arbejder de selvstændige mest i Sydjylland med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 45 timer, derefter følger selvstændige på Fyn og i Østsjælland med hhv. 42,5 timer og 42 timer. I Nordsjælland har selvstændige de korteste arbejdsuger på i gennemsnit 38 timer.
Kilde: Specialudtræk fra ArbejdskraftundersøgelsenArbejdstiden er generelt faldet over en ti-årsperiode
I løbet af de sidste ti år er de beskæftigedes normale gennemsnitlige arbejdstid faldet. I første kvartal 2024 var arbejdstiden 33,5 timer om ugen, hvilket er lidt under 1,5 timer kortere end for ti år siden. Fuldtidsansattes normale ugentlige arbejdstid er blevet reduceret med 1 time, mens reduktionen over de seneste ti år er ca. en halv time for deltidsansatte. Det mest markante fald i arbejdstimer ses dog blandt selvstændige, som i gennemsnit arbejdede ca. 41,5 timer om ugen i første kvartal 2024, hvilket er en reduktion på 4 timer i forhold til 45,5 timer for ti år siden. Det hænger bl.a. sammen med en højere deltidsfrekvens blandt selvstændige i 2024, sammenlignet med for ti år siden.
Kilde: Specialudtræk fra ArbejdskraftundersøgelsenDe fleste lønmodtagere har et fastsat antal timer i deres kontrakt
I Arbejdskraftundersøgelsen spørges der ud over normal arbejdstid også om den aftalte ugentlige arbejdstid. Aftalt arbejdstid refererer til de timer, der er specificeret i en ansættelseskontrakt, og derfor ses der her bort fra selvstændige. 90 pct. af de fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere har et specificeret antal timer i deres kontrakt, mens dette gælder for 73 pct. af deltidsansatte. Derudover har 18 pct. af deltidsansatte en kontrakt uden et fastlagt antal timer, hvilket kun er tilfældet for 7 pct. af fuldtidsansatte. 9 pct. af deltidsansatte arbejder uden en kontrakt, hvilket kun er tilfældet for 3 pct. af fuldtidsansatte. Mænd har i mindre omfang end kvinder en kontrakt, og hvis de har en kontrakt, er den i mindre grad tilbøjelig til at have et fastsat antal timer.
Kilde: Specialudtræk fra ArbejdskraftundersøgelsenUnge deltidsansatte har i mindre grad timer specificeret i kontrakten
Hver anden 15-24-årige deltidsansatte har ikke kontrakter med aftalt arbejdstid. Dette skal ses i lyset af den store mængde studerende i aldersgruppen, der ofte arbejder fleksible timer, hvor arbejdstiden kan variere. Til sammenligning har de 45-54-årige deltidsansatte den højeste andel med aftalt arbejdstid, med 92 pct. Det er i brancherne handel og transport mv. og kultur, fritid og anden service, at den største andel deltidsansatte uden et specificeret antal timer i deres kontrakt findes, med hhv. 62 pct. og 66 pct. Andelen af fuldtidsansatte med specificeret arbejdstid er mere jævnt fordelt, hvor omkring ni ud af ti har en specificeret arbejdstid. Brancherne information og kommunikation og offentlig administration, undervisning og sundhed, har den største andel aftalte arbejdstimer blandt fuldtidsansatte.
Lønmodtagere med kontrakttimer efter branche og alder, 15-64 år. 1. kvt. 2024
|
Andel fuldtidsansatte med kontrakttimer |
Andel deltidsansatte med kontrakttimer |
|
pct. |
|
Alder |
|
|
15-24 år |
88,5 |
50,1 |
25-34 år |
93,2 |
71,5 |
35-44 år |
90,2 |
86,4 |
45-55 år |
88,7 |
92,1 |
56-64 år |
86,8 |
88,3 |
Branche |
|
|
Landbrug, skovbrug og fiskeri |
83,0 |
…1 |
Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed |
90,8 |
77,1 |
Bygge og anlæg |
90,8 |
78,1 |
Handel og transport mv. |
88,8 |
61,9 |
Information og kommunikation |
91,8 |
72,5 |
Finansiering og forsikring |
84,3 |
90,4 |
Ejendomshandel og udlejning |
88,8 |
73,8 |
Erhvervsservice |
88,5 |
75,7 |
Offentlig administration, undervisning og sundhed |
91,5 |
80,8 |
Kultur, fritid og anden service |
80,4 |
66,2 |
1Observationen er for usikker til at kunne angives. |
Særlige forhold ifm. denne offentliggørelse
Over de seneste to kvartaler er den opgjorte AKU-ledighed steget markant. Denne stigning kan i høj grad tilskrives en forlængelse af dataindsamlingsperioden, der blev implementeret i fjerde kvartal 2023. For at imødegå den faldende svarrate, har respondenterne nu fire i stedet for, som tidligere, to uger til at besvare spørgeskemaundersøgelsen. Denne ændring har medført en højere svarrate blandt især studerende og ledige, hvilket er med til at forøge det opgjorte AKU-ledighedsniveau, som i første kvartal 2024 ligger omkring et procentpoint højere end i tredje kvartal 2023, der var det sidste kvartal med kun to ugers dataindsamling.
Kvartalvise data om hjemmearbejde er nu tilgængelige i Statistikbanken
En ny statistikbanktabel gør det muligt at trække kvartalsvise tal om hyppigheden af hjemmearbejde, fordelt på alder og køn. Tallene strækker sig tilbage til 2008 og kan tilgås her: www.statistikbanken.dk/aku280k
Nyt fra Danmarks Statistik
23. maj 2024 - Nr. 142
Hent som PDF
Næste udgivelse: 22. august 2024
Kontakt
- Ida Frederikke Mathiesen, tlf. 21 49 48 53