De offentlige virksomheders produktion steg
Den offentlige sektors finanser 2022
Produktionen i de offentligt ejede virksomheder var i 2022 på 208,7 mia. kr. Dette var en stigning på 38,7 mia. kr. i forhold til året før. Størstedelen af stigningen lå i branchegruppen energiforsyning, der steg med 28,8 mia. kr. eller 49 pct. i forhold til 2021. Udviklingen skyldes især stigninger i energipriserne og i elproduktionen og fortsætter udviklingen fra 2021, hvor energipriserne først begyndte at stige.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off14Den største produktion lå i tre branchegrupper
Efter branchegruppen energiforsyning, der med 87,3 mia. kr. bidrager med den største del af produktionen, var finansiering og forretningsservice mv. og transport, post og tele de områder, der havde den største produktion. Deres samlede produktion lå på hhv. 38,0 mia. kr. og 33,4 mia. kr., hvilket svarer til 18,2 pct. og 16,0 pct. af de samlede offentligt ejede virksomheders produktion.
Bruttoværditilvæksten
I 2022 steg bruttoværditilvæksten, dvs. produktionen minus forbrug i produktionen, med 10,5 mia. kr. til i alt 84,7 mia. kr.
Den største stigning i bruttoværditilvæksten lå i energiforsyning på 8,1 mia. kr. Dette skyldes blandt andet de stigende energipriser og øget aktivitet. Dermed stod Energiforsyning for mere end en tredjedel af den samlede bruttoværditilvækst i de offentligt ejede virksomheder i 2022.
For transport, post og tele steg bruttoværditilvæksten med 2,3 mia. kr. Branchegruppen stod for en femtedel af bruttoværditilvæksten i 2022. Det største fald var i branchegruppen finansiering og forretningsservice mv., hvor bruttoværditivæksten faldt med 1,3 mia. kr.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off14Den offentlige sektors bruttoinvesteringer som andel af dansk økonomi
Investeringerne i den samlede offentlige sektor - altså stat, kommuner, regioner og offentligt ejede virksomheder - udgjorde 21,5 pct. af den samlede danske økonomis investeringer i 2022. De offentligt ejede virksomheder tegnede sig for de 7,3 pct. af investeringerne, mens offentlig forvaltning og service, dvs stat, kommuner og regioner, stod for de 14,3 pct.
Det skal bemærkes, at ikke alle større anlægsprojekter i det offentlige bliver lagt i selskabssektoren. Den københavnske metro er placeret i de offentlige virksomheder, fordi den er selvfinansierende (bl.a. via billetindtægter), mens en enhed som Banedanmark ligger i offentlig forvaltning og service, da de markedsmæssige indtægter udgør under halvdelen af deres samlede udgifter.
Den offentlige sektors bruttoinvesteringer som andel af den samlede danske økonomi
|
2018 |
2019 |
2020 |
2021* |
2022* |
|
pct. |
||||
Samlede bruttoinvesteringer |
100,0 |
100,0 |
100,0 |
100,0 |
100,0 |
Den private sektor |
77,8 |
78,1 |
77,2 |
78,8 |
78,5 |
Den offentlige sektor |
22,2 |
21,9 |
22,8 |
21,2 |
21,5 |
Offentlig forvaltning og service |
15,8 |
15,3 |
16,3 |
14,7 |
14,3 |
Offentlige selskabslignende virksomheder |
0,8 |
0,8 |
0,8 |
0,7 |
0,6 |
Offentlige virksomheder |
5,7 |
5,8 |
5,7 |
5,8 |
6,6 |
Anm.: Sammenligningsgrundlaget er nationalregnskabsversionen, der udkom 29. september 2023 i Nyt fra Danmarks Statistik: 2023:334, Nationalregnskab 2. kvt. 2023 revideret. |
Nyt fra Danmarks Statistik
4. december 2023 - Nr. 408
Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. december 2024
Kontakt
- Martin Brun Fuglsang, tlf. 24 76 16 62
- Helene Gjermansen, tlf. 24 76 70 09
Kilder og metode
Statistikken for den offentlige sektor produceres i sammenhæng med statistikken for offentlig forvaltning og service, som bl.a. offentliggøres i november måned hvert år. Tallene for de to seneste år betragtes derfor som foreløbige.Den offentlige sektor består af offentlig forvaltning og service samt de offentlige virksomheder, der igen er opdelt i offentlige selskabslignende virksomheder og offentlige selskaber.