Museumsgæster er storforbrugere af kultur
Kulturvaner 2. kvt. 2023 museumsbesøg
Kulturvaneundersøgelsens måling for andet kvartal 2023 viser, at den del af befolkningen, der har besøgt et eller flere museer, også deltager markant mere i kulturaktiviteter generelt. En sammenligning viser, at en større andel af museumsgæsterne også har været til koncert, i biografen, til sportsbegivenhed, på biblioteket eller set scenekunst på et teater, en festival eller i det offentlige rum. 30 pct. af museumsgæsterne har således set scenekunst, mens det kun gælder for 9 pct. af den øvrige befolkning. Forskellen er dog størst i forhold til biblioteksbesøg, hvor 58 pct. af museumsgæsterne har brugt biblioteket, mens det kun gælder for 33 pct. af den øvrige befolkning.
Kilde: Særkørsel på grundlag af: www.statistikbanken.dk/kvuhovedHver fjerde har været på museum i 2. kvt. 2023
I andet kvartal 2023 har 26. pct. eller godt hver fjerde borger over 15 år besøgt mindst et museum inden for de seneste tre måneder. Der er flere kvinder end mænd, der går på museum. Blandt kvinderne har 29 pct. været på museum i andet kvartal 2023, mens det er 24 pct. for mændene. Der er stor forskel på, hvor meget de forskellige aldersgrupper går på museum. Der er flest i den yngste aldersgruppe (16-24 år), der havde været på museum (32 pct.) og færrest blandt de 35-44 årige, hvor 22 pct. har besøgt et museum.
Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuhovedHver fjerde har været på museum uden for Danmark
Når der ses nærmere på dem, der har besøgt museer, kan man se, at 27 pct. har været på museum uden for Danmarks grænser i forbindelse med ferieophold eller en rejse i udlandet. 58 pct. har besøgt et museum nær de besøgendes bopæl i lokalområdet, mens 54 pct. angiver, at de har været på et museum uden for eget lokalområde i Danmark.
Kilde: Særkørsel på grundlag af: www.statistikbanken.dk/kvumus2Flere tal om museer
Kulturvaneundersøgelsen opgør antal personer, som har været på museum mindst én gang i de seneste tre måneder fra besvarelsestidspunktet, men ikke antallet af besøg. Det samlede antal besøg opgøres årligt og kan ses i Museer 2022, der viser at der i alt var 17,9 mio. besøgende på museerne i 2022. Mest populære var de kulturhistoriske museer, som havde 8,8 mio. besøgende.
Nyt fra Danmarks Statistik
1. september 2023 - Nr. 302
Hent som PDF
Næste udgivelse: 22. januar 2024
Kontakt
- Anders Yde Bentsen, tlf. 40 33 68 81
- Christian Max Gustaf Törnfelt, tlf. 21 63 60 20
Kilder og metode
Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen 2. kvt. 2024. Kulturvaneundersøgelsen gennemføres hvert kvartal og begyndte med det nuværende spørgeskema 1. kvartal 2024. Der spørges ca. 15.000 personer hvert kvartal. Statistikken for andet kvartal 2024 er baseret på resultaterne fra cirka 4.700 gennemførte interview blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover. Læs mere om kilder og metoder i statistikdokumentationen om kulturvaneundersøgelsen.