Gå til sidens indhold

Historisk stort fald i BNP

BNP-indikator
Sæsonkorrigeret
-7,4 %
1. kvt. 2020 - 2. kvt. 2020
Beskæftigelsesindikator
Sæsonkorrigeret
-3,1 %
1. kvt. 2020 - 2. kvt. 2020

BNP-indikator 2. kvt. 2020

BNP-indikatoren peger på et fald i det sæsonkorrigerede reale BNP på hele 7,4 pct. i andet kvartal sammenlignet med første kvartal. Det vil være det klart største fald siden opgørelsen af det kvartalsvise nationalregnskab begyndte i starten af 90'erne. Det er noget større end finanskrisens tidligere rekordfald på 2,4 pct. i fjerde kvartal 2008 og trækker BNP ned på niveau med starten af 2016. Trods det rekordstore fald, er Danmark dog mindre berørt end EU som helhed - se anden figur. Beskæftigelsesindikatoren peger på et fald i beskæftigelsen på 3,1 pct., hvilket også svarer til det største målte fald i nationalregnskabets historie. Generelt set falder beskæftigelsen de samme steder som produktionen. Usikkerheden på BNP-indikatoren er større end sædvanlig. Se mere nedenfor under Særlige forhold.

BNP og beskæftigelse - fremskrevet med indikatorerKilde: www.statistikbanken.dk/nkn1 er fremskrevet med BNP- og beskæftigelsesindikatoren for den seneste periode.

Markante fald i størstedelen af økonomien

Efter et relativt stærkt første kvartal, er industrien nu blevet ramt af COVID-19 krisen. Derudover er der store negative bidrag at spore i den private produktion af tjenester, hvor især handel, transport, hoteller og restauranter, samt kultur og fritid er ramt af nedlukning og et fald i den globale efterspørgsel. Samtidig har brancherne landbrug, råstofindvinding, finans samt bygge og anlæg i mindre grad været påvirkede af COVID-19. Især starten af andet kvartal er betydeligt påvirket af den partielle nedlukning af samfundet i marts, hvorefter den gradvise genåbning fører til generelt højere produktion henimod slutningen af kvartalet. Dette mønster kan også genfindes i de månedlige statistikker, der hidtil er offentliggjort.

Dansk økonomi i internationalt perspektiv

Selvom faldet i dansk BNP er historisk stort, er det dog ikke så stort som i de fleste af de europæiske lande, vi har data for. BNP faldt med 11,9 pct. i EU som helhed, hvor mange af de sydeuropæiske lande oplevede tocifret negativ vækst. Den mere begrænsede nedlukning af samfundet har haft en mindre negativ effekt på de nordiske og baltiske økonomier, der generelt udviser vækstrater i nærheden af den danske. BNP- og beskæftigelsesindikatoren for EU-landene opdateres i dag kl. 11.

Vækstrater i Danmark og udvalgte lande, kædede værdier og sæsonkorrigeretKilde: Danmarks Statistik, EUROSTAT, ONS, SSB, SCB og BEA.I dag kl. 11 offentliggøres nye estimater for væksten i EU og i udvalgte EU-lande på Eurostats nyhedsside.

Særlige forhold ved denne offentliggørelse

Ekstra usikkerhed pga. COVID-19

BNP-indikatoren er denne gang påvirket af ekstra usikkerhed som følge af de særlige omstændigheder omkring Covid-19 pandemien:  

Virksomhedernes køb og salg, der er en vigtig kilde bag de markedsmæssige tjenesteerhverv, er mere usikker end normalt, læs mere i Nyt fra Danmarks Statistik 2020:276, Firmaernes køb og salg maj 2020 og tidligere udgaver.
Normalt antages der et fast forhold mellem produktion og værditilvækst i beregningen af BNP-indikatoren, men det må forventes, at der er væsentlige ændringer for nogle erhverv pga. COVID-19 følgerne. For de erhverv, der er særligt påvirket af nedlukningen siden marts, er der foretaget nye skøn på forholdet mellem værditilvækst og produktion, der tager højde for lav omsætning som følge af nedlukning, mens omkostningerne i langt mindre omfang har kunnet reduceres.
Den reale udvikling i Offentlige forvaltning og service for første og andet kvartal 2020 er beregnet som udviklingen i omkostningerne korrigeret for løn- og prisudvikling (inputmetode) i mangel af kvartalsvise oplysninger om mængden af de leverede ydelser på det offentlige individuelle forbrug (outputmetode). I den nuværende situation har den europæiske statistikmyndighed, Eurostat, anbefalet at korrigere den reale udvikling beregnet på inputmetoden for hjemsendte offentlig ansatte, der ikke kan arbejde hjemmefra. Der findes endnu kun relativt usikre data for dette, og de korrektioner, der kan foretages på den baggrund, afspejler ikke de forventninger, der er til outputmetodens resultater. Derfor er der korrigeret på baggrund af nogle grove antagelser baseret på en vurdering af nedlukningens længde og omfang på udvalgte områder. Af samme grund kan der forventes større revisioner i takt med at nyt kildemateriale bliver tilgængeligt.
De forskellige støtteordninger, der er vedtaget i forbindelse med COVID-19, fylder beløbsmæssigt meget, men vurderes generelt ikke at påvirke den direkte opgørelse af BNP. Læs mere herom og andre forhold i forbindelse med COVID-19 i arbejdspapirer på dst.dk/knr.

Generelt om Danmarks Statistiks BNP-indikator og beskæftigelsesindikator

BNP-indikatoren giver et foreløbigt estimat af BNP-væksten baseret på de indikatorer for produktionssiden af dansk økonomi, som aktuelt står til rådighed. Beregningen afspejler således udviklingen i dansk produktion samt forbrug i produktionen, mens indikatorer for efterspørgselssiden - herunder udenrigshandel, investeringer og endeligt forbrug - ikke indgår direkte i beregningerne. Denne metode er valgt, fordi indikatorerne for produktionssiden erfaringsmæssigt giver det bedste estimat for væksten inden for en kort tidsramme. Læs mere om beregningen af indikatoren i notatet Dokumentation af BNP-indikator. Baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden for BNP-væksten generelt vurderes til ± 0,5 procentpoint.

Beskæftigelsesindikatoren er en fremskrivning af det samlede antal beskæftigede personer, opgjort i det kvartalsvise nationalregnskab vha. foreløbige estimater fra Arbejdstidsregnskabet. Det er tilstræbt, at data og metoder ligger så tæt som muligt på opgørelsen i det kvartalsvise nationalregnskab. Fordi der er færre data til rådighed, beregnes der normalt estimater for den tredje måned i kvartalet. Se mere om beskæftigelsesindikatoren i notatet Dokumentation af Beskæftigelsesindikatoren.

BNP-indikator
Sæsonkorrigeret
-7,4 %
1. kvt. 2020 - 2. kvt. 2020
Beskæftigelsesindikator
Sæsonkorrigeret
-3,1 %
1. kvt. 2020 - 2. kvt. 2020

Nyt fra Danmarks Statistik

14. august 2020 - Nr. 307

Hent som PDF
Næste udgivelse: 13. november 2020

Kontakt

Kilder og metode

Indikatoren giver et foreløbig estimat af BNP-væksten beregnet fra produktionssiden i et system, der sikrer konsistens med nationalregnskabets begrebsapparat. Læs mere i notatet Dokumentation af BNP-indikator.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation