Gå til sidens indhold

Kandidatstuderende fuldfører hurtigere

Studerende ved ordinære uddannelser i Danmark (tillæg) 2015/2016 universitetsstuderende, studietid

Den gennemsnitlige studietid for universitetsstuderende, der fuldfører en kandidatuddannelse, er faldet med tre måneder i perioden fra 2012 til 2016. Ser man på tilsvarende bachelorstuderende, er der tale om et fald på en halv måned. Dette gælder for studerende, der uden afbrydelser fuldfører deres uddannelse. Faldet i studietiden skal bl.a. ses i lyset af fremdriftsreformen, der blev implementeret fra 2014 med mål om at reducere den gennemsnitlige studietid med 4,3 måneder på universiteterne frem mod 2020.

Gennemsnitlig studietid for bachelor- og kandidatstuderende

Størst fald fra 2015 til 2016

Studietiden er blevet gradvist reduceret de seneste år, men det største fald er sket fra 2015 til 2016, hvor den gennemsnitlige studietid for kandidatstuderende er blevet reduceret med halvanden måned.

Yngre dimittender

Både bachelor- og kandidatstuderende er gennemsnitligt yngre ved studiestart i perioden fra 2012 til 2016. Hvor bachelorstuderende i gennemsnit er 2,4 måneder yngre, er kandidatstuderende 3,6 måneder yngre, når de starter på deres uddannelse.

Sammen med den reducerede studietid, betyder det, at de studerende i gennemsnit er yngre, når de dimitterer. Bachelorstuderende, der dimitterede i 2016, er tre måneder yngre, end dem der dimitterende i 2012. Dimittendalderen for tilsvarende kandidatstuderende er faldet med syv måneder.

Forskelle blandt fagområderne

Der er sket et fald i den gennemsnitlige studietid for kandidatuddannelser blandt alle af de seks største fagområder. Dog er der store forskelle i omfanget af faldet. De to største fagområder samfundsvidenskab og humanistisk og teologisk har oplevet et gennemsnitligt fald på hhv. to og fem måneder i perioden fra 2012 til 2016. Faldet har samtidig reduceret forskellen i studietid blandt fagområderne, der i 2016 ligger meget tættere på hinanden end i 2012.

Gennemsnitlig studietid for kandidatstuderende fordelt på fagområder

Reduceret studietid på alle universiteter

Reduceringen i studietid på kandidatuddannelser er en tendens som ses på alle otte danske universiteter i perioden fra 2012 til 2016. Eksempelvis oplever Syddansk Universitet og Aarhus Universitet et fald på fem måneder og Roskilde Universitet og Københavns Universitet et fald på fire måneder. Det mindste fald ses på Aalborg Universitet, men det skal bl.a. ses i lyset af, at universitetet i forvejen har den korteste studietid.

Faldet i studietid for kandidatstuderende fra 2012 til 2016

Nyt fra Danmarks Statistik

1. marts 2017 - Nr. 88

Hent som PDF
Næste udgivelse: 19. juni 2019

Kontakt

Kilder og metode

Tallene stammer fra Elevregistret og registret over befolkningens højest fuldførte uddannelse. Påbegyndt i året dækker over personer, der påbegyndte en videregående uddannelse i perioden 1. oktober året før - 30. september aktuelt år. Tallene for det seneste år er foreløbige og erfaringsmæssigt sker der en korrektion i forbindelse med næste års indberetning.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation