Knastør sommer gav usædvanligt ringe høst
Høsten af korn, raps og bælgsæd 2018
Sommerens tørke var særdeles hård ved årets kornhøst, som endte på 7,2 mio. tons. Det er 28 pct. mindre end i 2017, som var et godt høstår og 23 pct. mindre end en normal høst, forstået som gennemsnittet af de forrige ti års produktion. Niveauet for høstudbyttet er steget en del gennem årene, men i perioden 1930-2018 har intet andet år haft et større fald fra gennemsnittet af de foregående ti år.
Faldende arealudbytte for alle afgrøder
Alle kornafgrøder havde faldende arealudbytter, og det samlede danske kornudbytte pr. hektar faldt med 26 pct. fra 2017 til 2018, svarende til et fald på 18 hkg/ha. Vårbyg var arealmæssigt den mest betydende afgrøde, efterfulgt af vinterhvede. Vårbyg faldt fra 58 til 44 hkg/ha, hvilket er det laveste niveau siden 1992. Vinterhvede faldt fra 83 til 65 hkg/ha, svarende til niveauet i 2010 og 2011. Det største relative fald var for havre og blandsæd, som faldt med 32 pct. fra 54 til 37 hkg/ha.
Vådt efterår og tør sommer
En væsentlig del af vækstsæsonen var præget af det tørre vejr, og i maj-juli lå nedbøren 50-75 pct. under de seneste års gennemsnit (2006-2015, DMI). August var en varm måned som juni og juli, men med gennemsnitlig mængde regn. I alle tilfælde er der regionale variationer.
Udover den tørre sommer, betød det våde efterår 2017, at en del landmænd måtte opgive vinterafgrøder til fordel for de lavere ydende vårafgrøder. Arealet med vinterhvede faldt med 179.000 ha (31 pct.), fra 2017 til 2018 og vårbyg steg omvendt med 171.000 ha (se mere i Afgrøder i dansk landbrug 2018). Med samme arealfordeling af alle afgrøder (korn, raps og bælgsæd) som i 2017, ville det samlede høstudbytte alt andet lige have været 5 pct. højere i 2018.
Det samlede areal med korn faldt med 2 pct. fra 1.443.000 ha i 2017 til 1.416.000 ha i 2018. Vårbyg stod for halvdelen af det samlede kornareal i 2018.
Svineproducenter kan blive presset yderligere økonomisk
Årets lave kornproduktion har betydning for landbrugets økonomi. Salgspriserne på korn steg med 20,6 pct. fra tredje kvartal 2017 til tredje kvartal 2018 (se mere i Jordbrugets prisforhold 3. kvt. 2018). Det rammer alt andet lige kornkøbere såsom svine- og fjerkræproducenter. Analysen, Mange udsatte svinebedrifter - trods nylig højkonjunktur, peger på, at særligt gældsramte svineproducenter, med behov for at erstatte eget foder med indkøbt, kan blive yderligere presset økonomisk. De økonomiske effekter vil blive belyst i Nyt fra Danmarks statistik: Regnskabsstatistik for landbrug 2018, som udkommer i juli 2019.
Stort fald i produktion af raps
Produktionen af raps faldt med 32 pct. - fra 742.000 tons i 2017 til 501.000 tons i 2018. Arealet faldt med 20 pct., bl.a. som følge af det våde efterår, og arealudbyttet faldt fra 42 til 35 hkg/ha, hvilket er 7 pct. lavere end gennemsnittet for de forrige ti år. Stort set al produktion af raps de senere år udgøres af vinterraps.
Arealet med bælgsæd (foderærter og hestebønner mv.) fylder meget lidt i den samlede høst, men steg fra 21.000 hektar i 2017 til 32.000 hektar i 2018. Produktionen steg dog kun fra 89.000 tons til 91.000 tons, da arealudbyttet samtidig faldt fra 43 i 2017 til 28 hkg/ha i 2018.
Høsten af korn, raps og bælgsæd
|
2016 |
2017 |
2018* |
Ændring |
|
2016 |
2017 |
2018* |
Ændring |
|
2016 |
2017 |
2018* |
Ændring |
|
1.000 ha |
|
hkg/ha |
|
1.000 tons |
|||||||||
Korn i alt |
1465 |
1443 |
1416 |
-26 |
|
62 |
69 |
51 |
-18 |
|
9130 |
9999 |
7235 |
-2764 |
Vinterhvede |
566 |
572 |
393 |
-179 |
|
73 |
83 |
65 |
-18 |
|
4117 |
4761 |
2567 |
-2194 |
Vårhvede |
17 |
15 |
33 |
19 |
|
49 |
50 |
42 |
-8 |
|
85 |
73 |
141 |
68 |
Rug |
100 |
111 |
93 |
-19 |
|
58 |
65 |
55 |
-10 |
|
577 |
723 |
510 |
-213 |
Triticale |
10 |
9 |
6 |
-3 |
|
55 |
66 |
61 |
-4 |
|
56 |
61 |
39 |
-21 |
Vinterbyg |
110 |
125 |
83 |
-41 |
|
62 |
68 |
55 |
-13 |
|
678 |
846 |
458 |
-388 |
Vårbyg |
597 |
541 |
712 |
171 |
|
55 |
58 |
44 |
-14 |
|
3271 |
3146 |
3147 |
1 |
Havre og blandsæd |
60 |
65 |
90 |
25 |
|
51 |
54 |
37 |
-17 |
|
302 |
350 |
329 |
-22 |
Majs til modenhed1 |
6 |
5 |
6 |
1 |
|
77 |
76 |
69 |
-7 |
|
44 |
39 |
44 |
5 |
Raps i alt |
163 |
178 |
143 |
-35 |
|
31 |
42 |
35 |
-7 |
|
506 |
742 |
501 |
-241 |
Bælgsæd |
16 |
21 |
32 |
11 |
|
35 |
43 |
28 |
-15 |
|
56 |
89 |
91 |
2 |
Anm.: Hkg/ha står for hektokilo pr. hektar (kerneudbytte). 1 hkg er lig 100 kg. |
1 Majs til modenhed høstes sent. Derfor er produktion og udbytte i den foreløbige opgørelse baseret på et gennemsnit af de seneste 5 års hektarudbytte. |
Nyt fra Danmarks Statistik
20. december 2018 - Nr. 498
Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. november 2019
Kontakt
- Martin Lundø, tlf. 51 46 15 12
- Ditte Puk Andersen, tlf. 40 43 41 97
Kilder og metode
Den foreløbige opgørelse af høsten er baseret på indberetninger fra ca. 3/4 af den samlede stikprøve på 2.800 bedrifter. Høstarealerne er baseret på Landbrugsstyrelsens opgørelse ved ansøgning om arealstøtte (grundbetaling). Produktionen er opgjort med standardvandprocenter: Korn, markærter og bælgsæd 15 pct. og raps 9 pct. Normal høst forstås som gennemsnittet af de foregående 10 års udbytte eller produktion. Høstopgørelserne er grundlaget for beregning af værdien af landbrugets produktion og forbrug og er en forpligtelse ifølge EU-forordning 543/2009.