BNP vokser med 0,7 pct. i tredje kvartal
BNP-indikator 3. kvt. 2018
BNP-indikatoren peger på en sæsonkorrigeret realvækst på 0,7 pct. i tredje kvartal 2018 sammenlignet med andet kvartal 2018. Fremgangen i BNP siden 2013 ser dermed ud til at fortsætte. Bemærk, at de nyligt offentliggjorte reviderede årlige tal for 2015-2017 ikke er indarbejdet endnu. Tallene vil blive indarbejdet i det kvartalsvise nationalregnskab til offentliggørelse 30. november 2018. Baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden på BNP-væksten generelt vurderes til ± 0,5 procentpoint. Usikkerheden på BNP-indikatoren må forventes at være større. Læs mere om beregningen af indikatoren i notatet Dokumentation af BNP-indikator.
Fremgang i industri og byggebranchen trækker BNP-væksten op
Den positive BNP-vækst holdes blandt andet oppe af fremgang i industriens produktion. Ligeledes bidrager byggeriets produktion til BNP-væksten og afspejles også i byggebeskæftigelsens fortsatte fremgang. Derudover er væksten i BNP-indikatoren bredt funderet og kan genfindes i de fleste af økonomiens brancher, med undtagelse af landbrug og råstofindvinding. De gunstige konjunkturer ses også i den fortsatte fremgang i beskæftigelsen målt på antal lønmodtagere, hvilket ligeledes afspejles i en faldende ledighed. Konjunkturbarometrene indgår ikke direkte i konstruktionen af BNP-indikatoren, men tillidsindikatoren peger, ligesom det er tilfældet i en række andre lande, på en vis svækkelse i tredje kvartal.
Høj BNP-vækst sammenlignet med EU
I forhold til andet kvartal 2018 voksede BNP med 0,3 pct. i EU. For de første tre kvartaler af 2018 set under ét ligger væksten i Danmark på linje med væksten i EU. I tredje kvartal 2018 var BNP-væksten 0,9 pct. i USA.
Om Danmarks Statistiks BNP-indikator
Indikatoren giver et foreløbigt estimat af BNP-væksten baseret på de indikatorer for produktionssiden af dansk økonomi, som aktuelt står til rådighed. Beregningen afspejler således udviklingen i dansk produktion samt forbrug i produktionen, mens indikatorer for efterspørgselssiden - herunder udenrigshandel, investeringer og endeligt forbrug - ikke tages i betragtning. Denne metode er valgt for at kunne gennemføre en hurtigere beregning, og fordi indikatorerne for produktionssiden erfaringsmæssigt giver det bedste estimat for væksten inden for en kort tidsramme. Indikatoren er så vidt muligt beregnet med samme kilder og metoder som i det kvartalsvise nationalregnskab. Indikatoren kan afvige fra den almindelige beregning af to primære årsager. For det første vil der være en mindre mængde data tilgængelig, når beregningen foregår på et tidligere tidspunkt. Dette er løst ved hjælp af alternative data og økonometriske estimater. For det andet er det ikke muligt at afstemme tilgang og anvendelse, da det kun er produktionssiden, der beregnes.
Nyt fra Danmarks Statistik
14. november 2018 - Nr. 425
Hent som PDF
Næste udgivelse: 14. februar 2019
Kontakt
- Jonas Dan Petersen, tlf. 30 57 18 26
- Søren Havn Gjedsted, tlf. 30 45 28 67
Kilder og metode
Indikatoren giver et foreløbig estimat af BNP-væksten beregnet fra produktionssiden i et system, der sikrer konsistens med nationalregnskabets begrebsapparat. Læs mere i notatet Dokumentation af BNP-indikator.