Gå til sidens indhold

Ni ud af ti kommunikerer digitalt med det offentlige

It-anvendelse i befolkningen (tema) 2015 digital kommunikation med det offentlige

92 pct. af den danske befolkning mellem 16 og 89 år har NemID. Det betyder at mere end ni ud af ti voksne danskere er i stand til fx at modtage breve fra kommunen eller Skat i den digitale postkasse, e-boks. Dermed er målet om at 80 pct. af danskerne skal kunne modtage digital post fra det offentlige nået. Digital post med det offentlige blev obligatorisk i november 2014.

Andelen af befolkningen med NemID efter aldersgrupper

Stort set alle erhvervsaktive har NemID

Ser man alene på befolkningen i den erhvervsaktive alder, har 96 pct. en NemID. Andelen af ældre, der har en NemID, er noget lavere. 86 pct. af de 65-74-årige har NemID og det svarer til niveauet året før. For de 75-89-årige har kun 57 pct. en NemID. Kontakten mellem borgerne og offentlige myndigheder foregår via en række forskellige kanaler.

Kontakt til det offentlige inden for det seneste år

Færre henvender sig personligt til offentlige myndigheder

På spørgeskemaet svarer de fleste, at de - blandt andre muligheder - har anvendt digital selvbetjening eller hjemmeside hos offentlige myndigheder. Andelen er i 2015 på 40 pct. af befolkningen mellem 16 og 89 år. Det svarer til niveauet året før. Fordelt på aldersgrupper ligger den erhvervsaktive del af befolkningen på 40 pct. eller højere, mens de 65-74-årige ligger på 30 pct., og de 75-89-årige ligger på 13 pct.

Samlet set er der færre i 2015, der henvender sig til det offentlige ved personligt fremmøde - 20 pct. i 2015 mod 22 pct. året før. For mænd er der 5 procentpoint færre, mens der for kvinder var 1 procentpoint flere med personligt fremmøde.

Fritagelse for digital post med det offentlige

Der er mulighed for at søge og få fritagelse for digital post med det offentlige. Det har 11 pct. af befolkningen mellem 16 og 89 år fået. Det er den ældste del af befolkningen, der i de fleste tilfælde har fået fritagelse.

Personer med fritagelse for digital post efter alder og køn. 2015

Manglende computer fritager oftest for digital post

Den hyppigste årsag til fritagelse for digital post med det offentlige er manglende adgang til computer i eget hjem. Næsthyppigst angives begrundelsen for fritagelsen med anden årsag. Dog er der for kvindernes vedkommende angivet fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse i lige så mange af tilfældene som anden årsag.

Nyt fra Danmarks Statistik

11. december 2015 - Nr. 601

Hent som PDF
Næste udgivelse: 25. oktober 2016

Kontakt

Kilder og metode

Undersøgelsen er baseret på resultaterne fra ca. 5.500 gennemførte interview i marts-maj i året, blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 16-89 år. Stikprøven er dannet ved simpel tilfældig udvælgelse fra cpr-registret.

Internetbrugere er defineret som de personer, der har svaret ja til at bruge internet i de seneste tre måneder, i det seneste år eller for mere end et år siden.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation