Gå til sidens indhold

Færre blandt unge dømt efter straffeloven

Fødselsårgangenes kriminalitet 2015

Blandt mænd, der blev født i 1988, havde 9 pct. fået en eller flere domme for overtrædelse af straffeloven, inden de fyldte 18 år. Det er den højeste andel blandt alle fødselsårgange siden 1965. For alle de efterfølgende årgange har der været en faldende andel, der er dømt. Blandt mænd, som er født i 1997, er der kun halvt så mange, der er dømt efter straffeloven ved alderen 17 år. For kvinderne har der været tale om den samme udvikling som for mændene, selv om den ikke er lige så markant.

Andel af fødselsårgangene 1988-1997 med dom efter straffeloven ved alderen 17 år

Fald kan skyldes politi- og domstolsreformen

Faldet for fødselsårgangene 1989-1993 skal muligvis ses i sammenhæng med, at disse årgange var i alderen 15-17 år i årene omkring politi- og domstolsreformen i 2007, hvor det samlede antal af strafferetlige afgørelser faldt. Men hvis dette skulle være den eneste forklaring på faldet for disse årgange, ville forventningen være, at andelen med en dom ved alderen 17 år steg igen fra og med 1994-årgangen, da disse årgange først har nået den kriminelle lavalder efter reformernes implementering.

Ændret adfærd kan være årsag til fald

Forskere peger på, at ændret adfærd i form af mindre gadeorienteret livsstil og mindre forbrug af alkohol og stoffer kan være medvirkende årsager til faldet i unge, der begår kriminalitet. En tilsvarende udvikling ses i øvrigt også i andre lande som fx Sverige, Norge, Holland og England (se omtale af forskningsresultater i: Justitsministeriets Forskningskontor, Udviklingen i Børne- og Ungdomskriminalitet 2006-2015).

Færre domme for vold og flere for butikstyverier blandt mænd

Blandt de domme, som mænd født i 1988 havde modtaget inden de fyldte 18 år, vedrørte 24 pct. voldsforbrydelser og 12 pct. butikstyverier. For mænd født i 1997 var de tilsvarende andele på 19 pct. og 23 pct. Dvs. blandt mænd født i 1997, der er dømt for overtrædelse af straffeloven ved alderen 17 år, vedrører en mindre del af deres domme vold og en højere del butikstyverier, end blandt dømte mænd født i 1988.

For kvinder udgør butikstyverier også den største andel

For kvinder ses ikke helt så store og éntydige ændringer i, hvilke typer af lovovertrædelser, de er dømt skyldige i. For alle fødselsårgangene har domme for butikstyverier således udgjort en betragtelig del af samtlige domme, og for kvinder født i 1997 er den steget til at udgøre 67 pct. Voldsdommene har for årgangene frem til og med 1992 udgjort en stigende andel af alle domme og har herefter udgjort en faldende andel. For 1997-årgangen udgør voldsdommene derfor nogenlunde samme andel af samtlige domme som for 1988-årgangen. Stigningen i butikstyveriernes andel af det samlede antal domme for de yngste årgange kan hænge sammen med, at der inden for de sidste par år er satset betydeligt på videoovervågning og detektiver i butikkerne. Det kan betyde at en større andel af de begåede butikstyverier bliver opdaget og sanktioneret.

Domme for vold og butikstyveri. Andel af samtlige domme ved alderen 17 år blandt fødselsårgangene 1988-1997

Ingen éntydig udvikling i antallet af domme

Hverken for mænd eller kvinder ses der nogen éntydig udvikling i hvor mange domme, de dømte har modtaget ved alderen 17 år. For mændene svinger andelen med kun én dom mellem 71 pct. og 77 pct. for fødselsårgangene 1988-1997. For kvinderne har andelen med kun én dom ligget mellem 83 pct. og 88 pct.

Nyt fra Danmarks Statistik

16. november 2016 - Nr. 480

Hent som PDF
Næste udgivelse: 19. september 2017

Kontakt

Statistik­dokumentation