Gå til sidens indhold

Danskerne tager især i biografen i skoleferien

Biografer og film 2017

Ændret 04. april 2018 kl. 11:30

Oplysningen om billetindtægter er fjernet fra tabellen over de ti mest sete biograffilm 2017, da det vurderes at billetindtægter i et kalenderår er et upræcist mål for filmenes indtjening.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Der blev solgt 11,9 mio. biografbilletter i 2017, hvilket er et fald på 8 pct. i forhold til 2016. Det svarer til, at hver dansker går i biografen to gange om året. 17 pct. af billetsalget var koncentreret i vinterferien, påskeferien, efterårsferien og juleferien, hvor uge 7 toppede med 657.000 solgte billetter. Herefter fulgte juleferien med 486.000, samt påskeferien og efterårsferien med hhv. 453.000 og 443.000 solgte billetter. Derimod går danskerne markant mindre i biografen om sommeren, hvor uge 34 lå lavest med 113.000 solgte billetter. I uge 30 var der dog 280.000 solgte billetter, hvilket muligvis skyldtes nedbør og dårligt vejr i juli måned. Gennemsnitligt bliver der solgt 236.000 biografbilletter hver uge.

Solgte billetter fordelt på uger, 2017

For første gang siden 1980 var der flere europæiske end amerikanske film

Der har siden 1980 været flest amerikanske filmtitler på det danske marked. Men de europæiske titler har halet ind, og for første gang siden 1980 er der flere europæiske filmtitler end amerikanske i de danske biografer. Der var 217 europæiske film, hvoraf 102 var premierefilm, mod 175 amerikanske film, heraf 87 premierefilm. Der var 12 pct. flere europæiske filmforevisninger end i 2016.

De amerikanske film sælger fortsat klart flest billetter

På trods af et stigende antal europæiske film solgte de amerikanske film fortsat flest billetter. Amerikanske film udgjorde 60 pct. af alle solgte billetter, mens europæiske film blot udgjorde 14 pct., selvom det kun var 33 pct. af alle viste film og 35 pct. af alle premierefilm, der var amerikanske. Amerikanske titler udgjorde otte ud af de ti mest sete film, og heraf tager Star Wars: The Last Jedi førstepladsen med 470.000 billetter. Antallet af solgte billetter til amerikanske film var i 2017 knapt 7,2 mio., og det var 7 pct. færre end i 2016.

Foreviste film fordelt på nationalitet

Dansk films markedsandel var på 21 pct.

Danske film solgte 2,5 mio. biografbilletter, hvilket er næsten 200.000 færre end i 2016. Dansk films andel af det samlede billetsalg var 21 pct. i 2017. 36 danske film havde premiere i 2017, det samme antal som året før. Ti danske film opnåede et salg på over 100.000 biografbilletter, mens det året før kun var seks danske film, der opnåede det. Den mest sete danske film i 2017 var Alle for tre med 313.000 solgte billetter. Det er et stykke vej fra de mest sete danske film i 2016, som fx Klassefesten 3: Dåben med 524.599 og Flaskepost fra P med 687.842 solgte billetter.

De ti mest sete film solgte 27 pct. af alle billetter

De 11,9 mio. solgte billetter skabte billetindtægter på 854 mio. kr. De ti mest sete biograffilm stod for 27 pct. af samtlige solgte billetter og 28 pct. af alle billetindtægterne. Dog skal der tages højde for, at de ti mest sete film har forskellige premiereuger, og tallene kun viser antal solgte billetter i 2017.

De ti mest sete biograffilm. 2017

 


Nationalitet

Premiere-
uge

Antal solgte
billetter

 

 

 

1.000 billetter

I alt

 

 

11927

Star Wars: T--Last Jedi

USA

50

470

Skønheden og udyret

USA

11

377

Grusomme mig 3

USA

26

369

Fifty Shades - I mørket

USA

6

320

Alle for tre

Danmark

5

313

Vaiana

USA

5

294

Dunkirk

USA

29

291

Fast & Furious 8

USA

15

266

The Boss Baby

USA

14

253

Dræberne fra Nibe

Danmark

2

248

Nyt fra Danmarks Statistik

3. april 2018 - Nr. 129

Hent som PDF
Næste udgivelse: 1. april 2019

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken omfatter spillefilm, som har været vist ved offentlige forestillinger i Danmark. Lukkede forestillinger, forestillinger i forskellige klubber mv. (fx pensionistklubber og børnefilmklubber) er ikke med i opgørelserne. Opgørelsen omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation