Sociale ydelser går især til alderdom og sundhed
Sociale udgifter 2015
De samlede sociale udgifter var på 654,7 mia. kr. i 2015, hvilket er en stigning på 0,7 pct. i forhold til 2014. Udgifter til alderdom udgør 35,8 pct. af de samlede sociale udgifter i 2015, og det er dermed den største del af de sociale udgifter. Udgifterne til sundhedsområdet er den næststørste post med 19,4 pct. af udgifterne. Statistikken over sociale udgifter er EU-forordningsbestemt, og den omfatter udover offentlige udgifter en række foranstaltninger inden for det private pensionsområde. Desuden opgøres også finansieringen af ydelserne som en del af statistikken.
Stort fald i udgifterne til arbejdsløshed
I forhold til året før faldt udgiften til arbejdsløshed i 2015 med 5,4 pct. til 30,7 mia. kr. Udgifterne til arbejdsløshed omfatter især udgifter til arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp til aktiverede kontanthjælpsmodtagere og driftsomkostninger i forbindelse med den kommunale beskæftigelsesindsats.
Relativt små stigninger i udgifter til sundhed og invaliditet
Udgifterne til sundhed omfatter udgifter til kontante ydelser i form af sygedagpenge samt naturalydelser i form af udgifter til især sygehuse, medicin og lægehjælp. Udgifterne steg med 1,8 pct. både fra 2013 til 2014 og fra 2014 til 2015. De samlede udgifter til sundhedsområdet udgjorde 127,3 mia. kr. i 2015.
De samlede udgifter til invaliditet steg med 2,1 pct. til 82,2 mia. kr. i 2015. Disse udgifter omfatter førtidspensioner, revalideringsydelser, ledighedsydelser og arbejdsskadeforsikring. Hertil kommer de offentlige udgifter i forbindelse med forskellige botilbud, hjælpemidler og øvrige hjælpeforanstaltninger.
Uændrede sociale udgifter til familier
Udgifter til familier var i 2015 på 70,4 mia. kr., hvilket stort set er uændret fra 2014. Udgifterne omfatter først og fremmest udgifter til barselsdagpenge, børnefamilieydelser, plejefamilier og opholdssteder for børn og unge samt udgifter til daginstitutioner.
Administrative udgifter falder lidt
Udgifter til administration af de sociale ydelser er for 2015 opgjort til 24,2 mia. kr., hvilket er et lille fald på 1,0 pct. i forhold til året før. Administrationsudgifterne forekommer i både kommuner og regioner samt herudover i ATP, pensions- og livsforsikringsselskaber og i staten.
Lille fald i de samlede kontantydelser
Af de samlede sociale udgifter udgjorde kontantydelser 378,8 mia. kr. i 2015 mod 379,0 mia. kr. i 2014. Naturalydelserne steg 2,1 pct. til 251,7 mia. kr. i 2015.
Sociale udgifter og administration fordelt efter formål og art
|
2014 |
2015 |
Andel |
Æn- |
||||
|
Kontant |
Naturalier |
I alt |
Kontant |
Naturalier |
I alt |
|
|
|
mia. kr. |
pct. |
||||||
Sociale udgifter i alt |
379,0 |
246,5 |
649,9 |
378,8 |
251,7 |
654,7 |
100,0 |
0,7 |
Sundhed |
16,9 |
108,1 |
125,0 |
16,3 |
110,9 |
127,3 |
19,4 |
1,8 |
Invaliditet |
53,4 |
27,1 |
80,5 |
54,4 |
27,8 |
82,2 |
12,6 |
2,1 |
Alderdom |
191,2 |
42,0 |
233,2 |
191,7 |
42,7 |
234,4 |
35,8 |
0,5 |
Efterladte |
43,6 |
0,1 |
43,7 |
41,2 |
0,2 |
41,4 |
6,3 |
-5,3 |
Familier |
27,3 |
42,9 |
70,2 |
27,6 |
42,9 |
70,4 |
10,8 |
0,4 |
Arbejdsløshed |
25,5 |
7,0 |
32,5 |
24,1 |
6,6 |
30,7 |
4,7 |
-5,4 |
Bolig |
• |
13,8 |
13,8 |
• |
14,2 |
14,2 |
2,2 |
3,0 |
Andre sociale ydelser |
21,2 |
5,4 |
26,6 |
23,6 |
6,2 |
29,8 |
4,5 |
11,9 |
Administration |
• |
• |
24,5 |
• |
• |
24,2 |
3,7 |
-1,0 |
Anm. 'I alt' er summen af kontantydelser, naturalydelser samt de samlede udgifter til administration, der ikke er opdelt på hovedformål. |
Finansiering af udgifterne
Langt de fleste sociale udgifter afholdes af kommunerne og regionerne, men staten finansierer via refusioner regionernes udgifter samt en stor del af kommunernes udgifter.
Nyt fra Danmarks Statistik
4. oktober 2016 - Nr. 420
Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. oktober 2017
Kontakt
- Marianne Ahle Møller, tlf. 24 66 00 28
Kilder og metode
Statistikken Sociale udgifter belyser udgifter forbundet med social beskyttelse. Social beskyttelse omfatter et samfunds sociale ordninger og ydelser, hvis formål er at lette personers eller husholdningers økonomiske byrde i forbindelse med fx sygdom eller arbejdsløshed. Tiltag, der ikke er rettet imod et individ, såsom kampagner, indgår ikke i denne opgørelse. De sociale ydelser kan opdeles i otte hovedformål, der er internationalt bestemt. Hovedformålene fortæller hvad den sociale ydelse har til formål at beskytte imod og sikrer international sammenlignelighed på statistikken for social beskyttelse. Hovedformålene dækker Sygdom og sundhed, Invaliditet, Alderdom, Efterladte, Familier, Arbejdsløshed, Bolig og Øvrige sociale ydelser. Statistikken bruges således også til at sammenligne social beskyttelse internationalt. I udgifterne medtages både kontantydelser og ydelser i naturalier som fx udgifter til sygehusvæsenet og beskæftigelsesforanstaltninger. Statistikken omfatter både offentlige og private udgifter af kollektiv art, som er uden obligatoriske modydelser. Se mere i statistikdokumentationen om Sociale udgifter og på emnesiden om Sociale udgifter.