Lille indikatorfald i byggeriet
Konjunkturbarometer for bygge og anlæg september 2014
Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg er på minus 11 i september mod minus 9 i august. Trods udsving spores en opadgående tendens over de seneste 20 måneder. Beskæftigelsesforventningerne trækker opad, mens faldende ordrebeholdning trækker modsat. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving.
Positive beskæftigelsesforventninger
Igen i denne måned er virksomhedernes forventninger til beskæftigelsen positive med 2 mod 1 i august. I september sidste år var nettotallet minus 10.
Vægtet efter antallet af ansatte vurderer et flertal af virksomhederne, at ordrebeholdningen i september er ikke tilstrækkelig med et nettotal på minus 23. I august var tallet minus 19, mens det tilsvarende tal i september sidste år var minus 19.
Sammensat konjunkturindikator for bygge og anlæg, sæsonkorrigeret
|
|
Beskæftigelses- |
Ordre- |
Sammensat |
2014 |
April |
-1 |
-12 |
-7 |
|
Maj |
-11 |
-14 |
-13 |
|
Juni |
-4 |
-15 |
-10 |
|
Juli |
-2 |
-13 |
-8 |
|
August |
1 |
-19 |
-9 |
|
September |
2 |
-23 |
-11 |
1 Vurdering af ordrebeholdningens størrelse i forhold til det normale er opgjort ultimo foregående måned. |
Største ordrebøger i to år
I ikke-sæsonkorrigerede tal angiver bygge- og anlægsbranchen, at der primo september er 4,7 måneders arbejde sikret i ordrebøgerne, hvilket er det højeste tal i to år. I september sidste år var tallet 4,0 måneder, og i september 2012 var tallet 4,9 måneder. Tre branchegrupper ligger over gennemsnittet. Byggeentreprenørerne har 7,8 måneders arbejde i ordrebøgerne. Anlægsentreprenørerne har 7,6 måneder, og anden specialiseret bygge- og anlægsvirksomhed har 4,9 måneders arbejde i ordrebøgerne.
Positive forventningerne til både omsætning og beskæftigelse
I ikke-sæsonkorrigerede tal ligger bygge- og anlægssektorens forventninger til de kommende tre måneders beskæftigelse på nettotallet 6 i september mod minus 6 i samme måned sidste år. Vvs- og blikkenslagerforretninger, anlægsentreprenører og el-installatører ligger højest i forventningerne.
Forventninger til de kommende tre måneders omsætning ligger på 14 mod 3 i september sidste år. Her topper vvs- og blikkenslagerforretninger, anlægsentreprenører samt tømrer- og bygningsvirksomhed.
Forventningerne til tilbudspriser ved licitation er på minus 6 i september mod minus 12 i september sidste år. Kun murere og vvs- og blikkenslagerforretninger har positive forventninger, mens alle andre branchegrupper har negative forventninger.
Stor mangel på arbejdskraft især i visse brancher
Virksomheder, der repræsenterer 9 pct. af beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren, melder om mangel på arbejdskraft mod 3 pct. i september sidste år. Blandt anden specialiseret bygge- og anlægsvirksomhed mv. er det 17 pct., blandt anlægsentreprenører 16 pct., blandt byggeentreprenører er det 12 pct. og blandt vvs- og blikkenslagerforretninger er det 10 pct. Øvrige branchegrupper ligger under gennemsnittet.
Manglende efterspørgsel oplyses af 19 pct. som årsag til produktionsbegrænsning i september måned. I september 2013 var tallet 22 pct. Finansielle begrænsninger opleves af 6 pct. mod 5 pct. i september sidste år. Dårligt vejr angives af 2 pct., mangel på materialer angives også af 1 pct., mens andre årsager angives af 5 pct. Virksomheder, der repræsenterer 63 pct. af beskæftigelsen, havde ingen produktionsbegrænsninger i september. I september sidste år var tallet 67 pct.
Nyt fra Danmarks Statistik
29. september 2014 - Nr. 497
Hent som PDF
Næste udgivelse: 30. oktober 2014
Kontakt
- Simon Bolding Halifax, tlf. 51 29 21 91
- Bo Eriksen, tlf. 61 50 41 27
Kilder og metode
Nettotal er forskellen imellem procentandelene af virksomheder, der angiver positiv og negativ udvikling.