Indledning |
Top Næste |
De præsenterede førsteårseffekter kommer fra betaudgaven (build 36) af modelversionen Adam Marts 2024. De beregnede effekter og analysen heraf er foreløbig. Grundforløbet er foreløbigt og kan blive ændret. Grundforløbet påvirker normalt ikke de relative multiplikatorer, men absolutte multiplikatorer vil typisk ændres, når grundforløbet ændres. Bemærk særligt at finanseffekterne i Apr23 er beregnet på et grundforløb fra efteråret 2023.
Beregningen af finanseffekter er en vigtig del af modelanvendelsen. Finanseffekten beskriver effekten af at ændre i et økonomisk-politisk instrument. Der er to aspekter, som er særlig vigtige. Det er virkningen på den økonomiske aktivitet og virkningen på de offentlige finanser. I nedenstående præsenteres ændringer i 21 forskellige instrumentvariabler. Den umiddelbare effekt er altid den samme, nemlig en nettoudgift på 0.1 pct. af bnp. I det aktuelle grundforløb svarer det til 2.908 mia. kr. i 2024 (årets priser). Effekten på aktiviteten afhænger typisk af effekten på den reale disponible indkomst. Effekten på de offentlige finanser afhænger af tilbageløb og dynamiske effekter. Der er typisk de offentlige indtægter, som afgifter og skatter, der påvirkes i tilbageløbet. Tilbageløbseffekten afhænger i høj grad af aktivitetseffekten.
I tabel 1.1 vises aktivitetseffekten i det første år, hvor bnp er målet for aktiviteten. Virkningerne er meget forskellige. De mindste effekter er 0.01 pct. af bnp. Det er væsentligt mindre end den umiddelbare udgift på 0.1 pct af bnp. En lettelse i selskabsskatten eller pensionsafkastskatten har aktivitetseffekt i den størrelsesorden. I den anden del af spektret er der effekter, som næsten matcher den umiddelbare udgift på 0.1 pct. af bnp. Her finder vi ændringer som påvirker aktiviteten i den offentlige sektor. En nedsættelse af vægtafgift eller registreringsafgift på biler har også en kraftig aktivitetseffekt.
Tabel 1.1 viser egenskaberne for de 10 seneste modelversioner, hvor den procentvise effekt på bnp repræsenterer aktivitetseffekten. Aktivitetseffekterne er lidt kraftigere i modelversionen marts 2024. I sammenligning med forgængeren fra april 2023 er aktivitetseffekten uændret, når et simpelt gennemsnit af effekten på bnp kan bruges som målestok. Resultatet dækker imidlertid over ti modsatrettede tendenser. Der er nemlig særlig et af de 21 eksperimenter, som giver mindre aktivitetseffekt, En lempelse af registreringsafgiften giver markant mindre aktivitetseffekt i modelversionen marts 24. De øvrige 20 eksperimenter giver uændrede eller lidt kraftigere aktivitetseffekter.
I et 10 årigt perspektiv er modellens kortsigtede aktivitetseffekter ikke meget forskellige. Men i nogle af de tidligere modelversioner er effekterne mindre eller større. Den hænger sammen med, at modellens sammenhænge revideres og tilpasses. Det kan også skyldes, at datagrundlaget ændres i perioden. Finanseffekterne fra modelversionerne Oktober 2014 til Marts 2024 dækker en periode fra 2014 til 2024, hvor den danske økonomi har har forandret sig. Udover at de økonomiske konjunkturer ændres, så er der metodemæssige revisioner af nationalregnskabet undervejs i perioden.
I nedenstående analyseres de kortsigtede vækstegenskaber for modelversionen Adam Marts 2024 (Mar24). Egenskaberne belyses ved at sammenligne med modelversionen Adam April 2023 (Apr23), og de følgende afsnit beskriver de effekter, som ændringerne i model og data giver anledning til.
Tabel 1.2 viser effekten på offentlige finanser. Generelt er tilbageløbseffekten positiv. Den umiddelbare udgift er, som nævnt tidligere 2.908 mia. kr., men tabellen viser nettoeffekter på de offentlige finanser som er mindre. Det er et resultat af tilbageløbseffekter fra efterspørgsels- og udbudsadfærd. Høje aktivitetseffekter vil typisk øge tilbageløbseffekterne. Det gælder også Mar24, hvor nettoeffekten på de offentlige finanser er lidt større end i forgængeren. Tilbageløbet er i gennemsnit 29.7 pct. i Mar24. I Apr23 udgjorde tilbageløbet 33.2 pct. Bemærk at forskellen mellem Mar24 og Apr23 er mindre, hvis registreringsafgiften ikke medtages i beregningen.
På kort sigt er pristilpasningerne små, og den øgede efterspørgsel udløser på kort sigt en mængdeeffekt. På længere sigt vil priseffekterne blive større og mængdeeffekterne mindre. Der er typisk fuld crowding out på arbejdsmarkedet på langt sigt. Medmindre der medregnes dynamiske effekter på arbejdsudbud.
Offentlige lønninger, offentlige bygningsinvesteringer, vægtafgift og registreringsafgift skiller sig ud. I de eksperimenter er den samlede offentlige nettoudgift lille. En nedsættelse af registreringsafgiften giver en stor forøgelse af bilsalget. Kombinationen af en mindre afgift og et større bilkøb er ikke fuldt selvfinansieret, men der er et kraftigt tilbageløb for netop bilafgifter. Eksperimenter som ændrer offentlig forbrug og produktion, vil typisk have en umiddelbart effekt på indkomsten, som har samme størrelse som udgiften. Det giver kraftigere aktivitetseffekter og større tilbageløbseffekter.
Bilag 1 viser effekter svarende til tabel 1.1 og tabel 1.2 på løn og beskæftigelse. I nedenstående er der fokus på finanseffekterne i modelversionen Marts 2024. Bilag 1 henviser til modelgruppepapirer, der beskriver finanseffekter i andre modelversioner.
|